El Perro del Mar: From The Valley To The Stars

Jeg tror ikke nødvedigvis, det er tilsigtet. Men svenske Sarah Assbring, nom de musique El Perro del Mar, er i betænkelig grad begyndt at lyde som Enya på sit andet selvproducerede album. Vi har de langsomt strømmende synth- og orgelklange, den multitrackede vokal, i dette tilfælde med en bismag af Jane Birkin, instrumentalnumrene og ganske få verselinjer, der gentages i en uendelighed. Det havde vi også på El Perros debut og velfortjente internationale gennembrud. Men her var tempoet skruet væsentligt i vejret, tilgangen virkede både humoristisk og inspireret, og i baggrunden flød der ikke new age, men rigelige mængder be-bop a loo-lah og retrofeel a la Camera Obscura. På numre som You Can’t Steel A Gift, Somebody’s Baby og Into The Sunshine genfinder vi lidt af festen fra dengang, men den drukner fuldstændig i numre, der skiftevis lyder som kirkekor (Happiness Won Me Over) og, ja, Enya, der flyder sammen med mere Enya. Meget søvndyssende. Meget ærgerligt. Man er ikke i tvivl om, at El Perro kan gøre det meget bedre.