Wallows indtog Store Vega med deres velpolerede indierock, som bestemt tilfredsstillede det energiske publikum. Desværre var jeg et af de få, som koncerten ragede en lillefingernegl.
På en kølig torsdag aften som denne ser man langt de fleste gemme sig inden døre, med undtagelse af denne lange kø ude foran Vega. Med en standhaftig mængde af amerikanere i køen, samt et aldersgennemsnit på omkring de 21, kan man nemt mærke den teenagestemning, som resten af aftenen ville være prydet af.
For dem der ikke kender Wallows, så er de et californisk trekløver, der gør sig i en blanding af midt-2010’er-indierock og start til midt-00’er-poppunk. Derudover er to af de tre bandmedlemmer skuespillere, så der er klart nogle faktorer her, der nemt kan fange en teenageres idoliserende og forelskede øjne.
Som mørket falder på inde i koncertsalen, skulle man tro, at en ulykke var sket, så højt som der bliver skreget. Det er dog bare et seriøst opstemt publikum, der ivrigt ville fange et blik af Wallows. Så ivrigt, at hele koncertsalen bliver lyst op igen, dog ikke af scenen, men af de uendelige mængder af filmende telefoner, der vil fange de tre herrers entré.
Koncerten sparker punktligt i gang og åbner med de to første sange fra bandets seneste udgivelse, Tell Me That It's Over. Det første nummer, ”Hard To Believe”, lider en anelse under nogle feedbackproblemer og lidt mudret lyd, men derfra er der nærmest ingen lydproblemer at bemærke igennem resten af sættet. Herfra er energiniveauet i blandt publikum helt oppe og ringe det meste af tiden.
Om det er et nummer som ”These Days”, hvor publikum uopfordret synger hele omkvædet eller ”Sun Tan”, hvor hele salen, og jeg mener vitterligt hele salen, hopper rundt i takt til nummeret, er der en klar og mærkbar energi i blandt publikum. Der er dog knap så meget fra artisterne og for den sags skyld fra musikken.
Med et slag på tasken bliver København spurgt, om de har det godt, omkring seks gange i løbet af koncerten. Ud over det bruger hvert medlem sin taletid på at understrege, hvor pæn en by det er. Ellers sker der sgu ikke så meget interaktivt fra bandets side. Der er bestemt ikke noget galt med sparsom publikumsinteraktion, men her virker det bare lidt gjort, fordi det skulle gøres.
Det næste store problem, som koncerten lider under, for mit vedkommende, det er at der simpelthen ingen variation er i musikken. Alle numre kører i samme spilletid, samme tempo, ja ofte samme sangstruktur, og jeg ved, at de har lavet mere stille sange, men det har de valgt nærmest fuldstændigt at udelukke fra sætlisten.
Desværre resulterer det i, at jeg halvvejs igennem koncerten, lige omkring ”Pictures of Girls”, allerede kan mærke, at der ikke er mere at komme efter, med mindre man er superfan, og al respekt for det. Jeg bevæger mig ned fra balkonen og ind i publikum, for at se, om det måske er dér, jeg er gået galt. Desværre er kedsomheden stadig lige så tilstedeværende, og endnu mere frustrerende, da jeg nu står imellem et hav af mennesker, som alle oplever en optur, jeg simpelthen ikke ser.
Der er dog et lille lyspunkt, da Wallows som det næstsidste nummer spiller ”Guitar Romantic Search Adventure”. Her får vi endelig et nummer, der ikke følger alskens popmodeller, men faktisk tør syre lidt ud, og det bliver egentlig en ret så fin slutning, på en ellers utroligt kedelig koncert.
Mit problem med den her koncert ligger i høj grad i det musikalske. Jeg havde en alt for monoton oplevelse, men som jeg kunne høre på publikum under koncerten, og som jeg overhørte en masse efterfølgende, så var folk glade og tilfredse. For hvad Wallows er, må jeg give dem det, at de gjorde fans glade, og det gælder fandeme også for en del.
