På Nausias anden plade møder rockens respektløshed improvisationsmusikkens lyriske kvaliteter

Instrumental improvisationsmusik kan hurtigt blive noget hemmelighedskræmmeri. Sådan noget pille-noget, hvor der ikke rigtig er noget, man kan hænge sin hat på, og hvor det er et adelsmærke at efterlade lytteren desillusioneret.

Lige præcis den grøft undergår Nausia at falde i på Good Intentions, der er gruppens anden plade. Snarere end utilnærmelig er den åben og indbydende, desuagtet at de musikalske stier, Nausia betræder, netop kan være vanskelige at finde ind på som lytter. Det er bedriften med nærværende værk.