Koncertanmeldelse

Femstjernet K-pop-luksus i Royal Arena

Ateez

Royal Arena, København

Ingen kan beskylde de otte verdensstjerner for at sidde på hænderne, og det beviste de i Royal Arena.

Selvom man ikke er Atiny (udtales A-teeny), fik man fuld K-pop-valuta for pengene lørdag aften i Royal Arena: 22 super sange, hæsblæsende dans og skarp koreografi, EDM, 80’er- ballader, sublim rap og stærke vokaler.

Ateez formår at bringe hele pakken, og derfor har de også optrådt på de samme venues som Blackpink, Lewis Capaldi og Lizzo på denne turné.

Præcis kl. 19:37 gik de otte mænd iklædt sorte kapper på scenen og åbnede med sangen ”New World” fra seneste album, The World EP.1: Movement.  Sangen handler om, at man kun med åbne øjne og ved at se sandheden i øjnene kan ændre verden. Tilsat blinkende lysstave i hænderne på Atinys, var det en smuk åbning: ”Hello world, can’t you see?”.


Og vi så dem så klart i Royal Arena. På trods af en ung piges konstante skrig efter sin favoritsanger (”I looooove youuuuuu, San”), lykkedes det også at høre lidt af, hvad der blev sagt i monologerne igennem koncerten.

”Ateez and Atiny lets make a party tonight”. Og fest fik vi. Ateez virkede superoplagte igennem hele koncerten, og på intet tidspunkt gik intensiteten af showet. Sange som højtempo ”Win” og ”Answer” og helt til sidstesangen ”The Real” fik både publikum og gruppen helt oppe at køre.

Der er en power over Ateez’ musik, og den bliver ikke mindre intens, som koncerten skrider frem. Vi fik numre som den eksplosive og rockede ”Guerrilla”, der fik en pige foran mig til at headbange, som var det en metalkoncert. Et andet storhit var ”Say My Name” fra 2019-udgivelsen Treasure EP.2 med både hiphop-beat, rap og omkvæd med fine harmonier og fællessang fra salen.


Imellem de mange numre var der både små videosekvenser, kostumeskift og snak imellem sangene. Når alle otte medlemmer skal have taletid, og publikum skriger, hver gang et nyt medlem tager mikrofonen op til munden, kan det godt føles som spildtid. Det er dog et helt almindeligt indslag under K-pop-koncerter.

Snak og videoer til trods blev alle sange opført med god energi, og gruppens koreografi er så imponerende og præcis, at det er underligt, at de ikke er mere forpustede. Der skal virkelig en overvældende god form til at danse sig igennem et så langt et repertoire og synge rent på samme tid. Sceneshowet var også virkelig imponerende og foranderligt, som koncerten skred frem, og det viser, hvor godt iscenesat hele showet er. Som åbningssekvensen, hvor gruppens medbragte koreanske dansere holdt neonlys op, der illuminerede bandets medlemmer, imens de sang. Enkelt, men virkningsfuldt.

På sangen ”Mist” kommer rapperne Mingi og Hongjoong til deres ret. Et langsomt beat og sublim rap tilsat et godt omkvæd og både Mingi og Hongjoong med til lejligheden blondt hår. Helt klart en af mine yndlingssange denne aften. Selvom det er svært at vælge: ballader inspireret af 80’er- synthesizerlyd som ”HALA HALA” med falsetomkvæd. Eller ”Dazzling Light”, en superfin, melodisk hymne, der bryder ud i et synthesizerbåret omkvæd.


I månederne op til koncerten har danske Atinys spekuleret i sætlisten, og om Ateez ville optræde med seneste banger, ”Halazia”. Den fik vi dog ikke i aften, men til gengæld fik vi et hav af sange fra bandets imponerende diskografi siden gruppens debut i 2018: Tre albums, 11 ep’er og 24 singler. Knap fem millioner eksemplarer har de solgt i alt. Ingen kan beskylde de otte verdensstjerner for at sidde på hænderne, og det beviste de i Royal Arena.

Ateez’ motto ser ud til at være ”Du får det, du lægger i arbejdet”, og Ateez har helt klart arbejdet hårdt for at give publikum det mest sublime, de kunne præstere. Og vi kan kun håbe på, at de kommer tilbage til København på næste turne.

Tak for denne gang til Wooyoung, San, Hongjoong, Seonghwa, Mingi, Yunho, Jongho og Yeosang.


Sætliste:

New World

Answer


Sector 1

The ring

HALA HALA


Dazzling Light

Mist

Sunrise


My Way

Illusion

Wave


Win

Horizon

Say My Name


I’m the One

Rocky

Wonderland

Guerilla

Turbule


nce

Celebrate

From

The Real

 


ANNONCE