Tønder Festival fik den fejring, den fortjente – med et enkelt hår i suppen
Foto: Marc Roed, Tønder Festival
I år er det 50 år siden, den allerførste Tønder Festival blev afholdt. Det skal naturligvis fejres med en stort anlagt all star-jubilæumskoncert, som finder sted tidligt torsdag aften på Open Air-scenen foran en tætpakket plads. Listen over de optrædende er blevet offentliggjort i god tid inden festivalen, og det er noget af en stjerneparade med alt fra mangeårige Tønder-gæster til førstegangsdeltagere og meget derimellem. Husorkestret består af erfarne folk: Kajsa Vala på guitar, banjo og pedal-steel, Troels Skjærbæk på bas, fortrinsvis kontrabas, Kasper Simonsen på trommer og Nikolaj Busk på keyboard og harmonika.
Koncerten viser sig at være organiseret både tematisk og historisk, så hver af de genrer og lande, som festivalen fokuserer på og har gjort det op gennem årene har fået hver sin sektion. Vi begynder med den danske folkemusik og fortsætter med den mere tid- og stedløse singer-songwriter-tradition, den irske og skotske folkemusik og slutter med Americanaen, hvor sidstnævnte er kommet til at fylde lidt mere på programmet i de senere år, hvor der så er blevet skruet lidt ned for de irske og skotske toner.
Det hele bliver bundet sammen af festivalens mangeårige, velklædte og yderst veloplagte konferencier Jesper Henning Pedersen, der hverken fylder for meget eller for lidt. Han indleder med at fortælle lidt om, hvordan festivalen blev til, og hvorfor den ligger i august. Dengang i 1974 var der kun to andre danske festivaler, Skagen i juni og Roskilde i juli – det var en anden tid - og så var det jo oplagt at lægge Tønder i august. Og det begyndte i en nedlagt vandmølle, som ved samme navn fik navnet Visemøllen, og som jo stadig er en central del af festivalen. Med årene blev festivalen større, og i 2012 blev den ændret fra en række enkeltstående telte, man skulle købe billet til, til en indhegnet plads, hvor én billet gav adgang til det hele, og den store Open Air-scene blev samtidig bygget, så festivalen kunne tiltrække endnu større navne – her hvor vi befinder os i dag.
Der er ganske mange solister, flere i nye konstellationer, og mange synger coversange med forbindelse til festivalen. De bliver alle nævnt nedenfor, så her vil jeg fokusere på nogle af dem, der skiller sig særligt ud, om end ingen falder igennem: Den mangeårige Tønder-gæst, den engelske singer-songwriter-veteran Allan Taylor gør det godt i selskab med sin lokale protegé, Tønder-helten Jacob Dinesen. Det samme gør et af de absolutte højdepunkter, svenske Albin Lee Meldau i sin fortolkning af Cornelis Vreeswijks smukke kærlighedsvise ”Saskia” om bartenderen, der deler navn med Rembrandt hustru. Det er også sjovt at høre Rikke Thomsen fortolke Niels Hausgaards ”Rejer og blomkål” på sønderjysk i stedet for originalens (mere eller mindre) vendelbomål – den med omkvædet ”vi fik rasende mange bajere”. Hausgaard har i øvrigt selv været på scenen tidligere i selskab med Signe Svendsen.
De amerikanske singer-singwritere Mary Gauthier og Jaimee Harris fremfører Gauthiers socialrealistiske, gåsehudsfremkaldende ”Mercy Now” om fortællerens far og bror, der begge ”could use a little mercy now”. Den norske mørkemand Sivert Høyem og den danske lysmager Signe Svendsen klæder hinanden på Lucinda Williams’ ”Sweet Old World”. Simon og Thomas Alstrup fra Jonah Blacksmith og Dina Dánialsdottír fra Northern Assembly giver med fuld banjo-pedal aftenens nyeste nummer i form af Beyoncés velskabte country-pastiche ”Texas Hold ’em”, der fuldt fortjent blev et globalt hit i foråret. En sang, som sætter fut i det ellers lidt passive publikum. Og så slutter det hele med irske Eleanor Shanleys klare sopranstemme og en række af aftenens tidligere optrædende med Bob Dylans ”Forever Young”, hvilket jo er meget passende til en 50 års fødselar. Denne sang havde jeg lidt forventet ville udløse fællessang på pladsen, men det sker ikke helt, og det skyldes måske, at hyldestkoncerten, alle kvaliteter ufortalt, med sine mere end to timer ender med at fremstå en kende langtrukken, og hvor pladsen er tætpakket ved showstart, begynder folk så småt at sive efter en første time.
Jeg er med på, at der er meget, der skal fortælles, når vi taler om en festival med 50 år på bagen, og hvor vi skal rundt i genrer og geografi, men man kunne have nøjedes med at lade solisterne fremføre én sang hver i stedet for to, som nogle af dem får lov til. Pauserne mellem de enkelte solistskift er ellers imponerende korte. Og nu har jeg rost konferencier Jesper Henning Pedersen ovenfor, men alligevel irriterer det mig lidt, at enkelte af de optrædende ikke bliver præsenteret, for eksempel den hollandske bluessanger og -guitarist Hans Theessink. Man får indtrykket af, at ”jamen, ham kender alle, for han spiller her hvert år” (og han er i øvrigt far til festivalens kunstneriske leder, Maria Theessink), men det er der altså ikke alle, der gør. ”Hvem er det?”, er der flere der spørger omkring mig. Jesper Henning Pedersen får heller ikke introduceret sig selv – det måtte han også godt have gjort, bare for god ordens skyld.
Det er dog småting, og hovedindtrykket er, at Tønder Festival, dens optrædende, arrangører, frivillige og ikke mindst publikum har fået den hyldestkoncert, de fortjener, og som nævnt har festivalen også løbende fornyet sig, så den er forhåbentlig klar til at tage 50 år mere. Og hvis jeg undtagelsesvis må henlede opmærksomheden på mig selv, vil jeg tilføje, at jeg ved en del om, hvordan det er at fylde 50, for det gjorde jeg for to måneder siden. Jeg synes ærlig talt, den holder sig bedre, end jeg selv gør. Stort tillykke – jeg er klar til 50 år mere.
Find hele GAFFA Tønder Festival-dækning her