Koncertanmeldelse

En påfaldende udynamisk koncertoplevelse

Kassi Valazza

Tønder Festival, Bolero

Trods et godt album i ryggen blev koncerten en underlig flad oplevelse

Kassi Valazza debuterede i 2019 med et selvudgivet album, Dear Dead Days, men det er først her med sit 2023-album Knows Nothing iscenesat i fuld retro-æstetik, at hun er nået frem til mine øren.
Først tænkte jeg faktisk, at det lød for old school country, selv for min smag, men Valazzas album er vokset på mig. På albummet lykkes hun med at skabe en særlig stemning omkring sine sange, et rum som jeg får lyst til at blive i og derfor er kommet til at holde af. Det er et ekstremt homogent album med flere gode sange og let poetiserede tekster. Og jeg kan lide at være i stue med hendes alvor og blide, lyse, krystalklare stemme, der på albummet minder mig lidt om Joan Baez, mens jeg til koncerten egentlig tænkte, at hendes stemmetype lød mere som nogle af de keltiske sangerinder, den der lidt luftige, meget pigede top og så næsten et lille knæk, når stemmen synker ned i talelejet.

Det gode album til trods var det ikke en god koncertoplevelse. Når man kom fra Foy Vance, der kun kører med ét gear, og det er fuld skrue, oplevede jeg Valazza som nærmest “slukket”. Jeg sad reelt og overvejede, om hun mon led af sceneskræk og havde taget to betablokkere, inden hun gik på. Det er selvfølgelig KUN spekulationer, men det var den følelse, jeg fik.

Det startede sådan set med en rigtig fin og delikat sang. Man tænkte, at hun nok bare var lidt genert. Hun og sine to medspillere, den ene på smagfuld elguitar, lap steel og mundharmonika og den anden på keys, spillede også flere af de sange, jeg kan lide på hendes album, men energien forlod langsomt rummet, og i perioder orkede hun ikke engang at smile til publikum, når de klappede. Flegmatisk er nok det rette ord. De emotioner, der ligger i teksterne, fandt ikke vej til stemmen, der lød ens igennem alle sange. Ikke dårligt, bare helt ens. Det, hun spillede på sin guitar, var også fuldstændig mekanisk, selv når landskabet omkring hende skiftede. Hvis der for eksempel var en ultrakort elguitar-solo, fortsatte hun bare, som om intet var hændt med eksakt samme dynamik som før.

Det, som gør, at jeg oplever hendes album som ekstremt konsekvent, noget som jeg egentlig synes er respektindgydende, altså at hun tør holde så meget fast i en stil og en sound, blev - uden den særlige retro-produktion omkring sangene - bare til en oplevelse uden gnist eller i alle fald en påfaldende udynamisk koncertoplevelse.

Denne oplevelse til trods vil jeg stadig anbefale at sætte Kassi Valazzas seneste album på. Start med sangen ”Watching Planes Go By”.

Find hele GAFFA Tønder Festival-dækning her

ANNONCE