Sivert Høyem kan også uden sit andet band
Foto: Helle Arensbak
For to år siden stod norske Madrugada på scenen på Tønder Festivals hovedscene Open Air i skumringstimen – det helt rette tidspunkt. Det var en fornem koncert, om end meget indierocket og temmelig langt fra den folkrockede profil, som festivalen har fokuseret på i de senere år. Nu er gruppens forsanger Sivert Høyem så tilbage på festivalen med sine solosange og sit eget orkester, hvoraf et par dog er gengangere fra Madrugadas liveband, nemlig guitaristen Cato ”Salsa” Thomassen og organisten og keyboardspilleren Christer Knutsen, der også betjener flere andre instrumenter, blandt andre tubular bells, dem, som Mike Oldfield gjorde verdensberømte på albummet af samme navn.
Høyem har desuden medbragt bassist og trommeslager og spiller selv primært akustisk guitar, hvis han ikke holder sig til at synge. Hans solosange er da også en anelse mere afdæmpede og folk-orienterede end Madrugadas, men så stor er forskellen heller ikke, og det gør heller ikke noget. Først og fremmest er Høyem en fremragende sanger, hvis dybe og prægnante vokal står lige så krystalklart over festivalpladsen som den let aftagende måne, der dukker op på himlen modsat scenen i slutningen af koncerten. Dermed har han fanget publikums opmærksomhed fra og med åbningssangen ”Lioness”.
Folk står dog ikke særligt tæt, men de, der er mødt op, lytter koncentreret til sangene, der ofte begynder forholdsvis lavmælt, men undervejs udvikler gradvist sig mod et crescendo med intense guitarsoloer fra Cata Salsa i tæt samspil med de øvrige instrumenter, hvor især trommerne ligeledes bliver vildere og vildere, inden sangen klinger mere roligt ud igen. Det er selvfølgelig en velkendt måde at opbygge en sang på, men det fungerer også hos Høyem, fordi hans sange er så velskrevne, både tekstmæssigt og musikalsk. Teksterne handler ofte om problematiske menneskelige relationer og skæbnesvangre kærlighedsforhold, og djævelen og dæmoner har det med at kigge forbi, som de gør det i sange som ”Black & Gold” og ”Now You See Me/Now You Don’t”, der begge er på sætlisten i aften.
Den alvorstunge stemning bliver understreget med en enkel, men yderst effektiv lyssætning, hvor hele bagscenelærredet bliver lyst op i én farve for hver ny sang i enten orange, dybrød, dybblå eller en anden atmosfæremættet nuance, samtidig med at lærredet har en form, så bagscenen giver visse associationer til en katedral med en bue over musikerne. Det er simpelt, men virkelig godt fundet på.
Sangen ”Moon Landing” adskiller sig fra hovedparten ved at være noget mere poppet og uptempo og yderst iørefaldende. Det er en kærkommen afveksling, men med fare for at lyde konservativ er højdepunktet dog aftenens eneste Madrugada-sang, balladen ”Majesty”, der i den grad lever op til sin titel og også gjorde det, da bandet stod på scenen to år tidligere.
I den vuggende down-tempo-sang ”Don’t Pass Me By” får Sivert Høyem aktiveret en nogenlunde velklingende fællessang, og mens mørket falder på, kan vi konstatere, at den norske stjernestemme også uden sit mest kendte band er værd at tilbringe fem kvarter med på Tønder Festival. Jeg synes dog stadig, at Madrugada er endnu mere interessante, men kedelig bliver Høyem aldrig, og han kan heldigvis opleves endnu en gang på Tønder, denne gang i Telt 1 torsdag klokken 23. Kig endelig forbi – også selvom man ikke kan se Månen inde i teltet.
