Ukrainske Skryabin gav sine landsmænd den folkefest, de fortjente
Det ukrainske poprockband Skryabin er for tiden på turné i Danmark, og jeg oplevede dem lørdag aften i Aarhus i et næsten fyldt Studenterhus Aarhus. Lad det være sagt med det samme: Den sidste stjerne uddeler jeg på grund af koncertens karakter af fortjent fest for et hårdt prøvet folk. For der var ingen tvivl om, at langt størstedelen af publikum havde en rigtig god aften. Det havde jeg også, selvom jeg ikke forstod ret meget af, hvad der blev sagt og sunget fra scenen.
Skryabin har eksisteret siden 1989 – året, hvor det østeuropæiske tøbrud for alvor begyndte med Berlinmurens fald – og er et af de mest populære ukrainske bands. Gruppens oprindelige sanger og sangskriver, Andriy ”Kuzma” Kuzmenko, døde ved en trafikulykke i 2015, og fra og med 2018 har Yurko "Yurkesh" Yurchenko været vokalist. Kuzma modtog i øvrigt fem år efter sin død ordenen ”Hero of Ukraine” af præsident Zelenskyj.
Det er tydeligt, at 99 procent af aftenens publikum er ukrainere, og der er både børn, unge, midaldrende og ældre. Mange er mødt frem med flere generationer fra samme familie. Flere bærer T-shirts med det ukrainske flag, og nogle har også taget et regulært flag med. Med to-tre meget korte undtagelser på dansk bliver der udelukkende talt ukrainsk fra scenen mellem sangene, og sanger Yurkesh siger meget. Og alle gruppens sange er på ukranisk.
Jeg har heldigvis allieret mig med en ukrainsk bekendt, som hjælper mig med lidt simultantolkning, så jeg ikke er hægtet helt af. Min ukrainske bekendte roser i øvrigt afdøde Kuzmas tekster, som jeg også har prøvet at Google-oversætte nogle af inden koncerten, og der er tilsyneladende tale om både poetiske, samfundskritiske og humoristiske sange. Kuzma var en stor kritiker af de magtfulde oligarker og af korruption i Ukraine i årene op til Ruslands annektering af Krim i 2014, og han støttede demonstranterne på Maidan-pladsen i Kyiv i slutningen af 2013 og begyndelsen af 2014.
Gruppen åbner med sangen ”Movtjaty” (”Vær stille”), et forholdsvist langsomt nummer, og straks synger hele salen med, samtidig med at mindst halvdelen har løftet deres telefoner. Sangen er yderst iørefaldende, og Yurkesh har en solid, lidt hæs rockstemme og fremstår ganske karismatisk på scenen, ligesom sin afdøde forgænger, som han i øvrigt både ligner og lyder en del som. De tre andre musikere på henholdsvis guitar og kor, bas og trommer – der har været med i gruppen siden omkring årtusindskiftet – spiller udmærket uden at overrumple og er visuelt lidt mere anonyme. Musikalsk er der dømt tidløs pop-rock fra bandet, der i begyndelsen af deres karriere havde et mere post-punket og synthpop-orienteret univers.
”Tanetz Pingvina” (pingvindansen) adskiller sig ved at være noget mere poppet og lidt fjollet, og her har bandet inviteret nogle børn på scenen for at danse den særlige pingvindans. Senere får vi en af aftenens relativt få ballader, ”Spi sobi sama” (”Sove alene”) med en gæstemusiker på kor og det ukrainske strengeinstrument bandura, en slags harpe. Denne sang er en af de få, hvor man kan høre et østeuropæisk tonesprog hos Skryabin, der ellers lyder meget vestlige, bortset fra teksterne. Måske grundet de østlige klange er ”Spi sobi sama” et af aftenens højdepunkter.
Yurkesh siger som nævnt meget mellem sangene, og der er ifølge min simultantolk tale om både forklaringer om baggrunden for de enkelte sange og politiske peptalks, der appellerer til sammenhold og fortsat modstand mod ham-I-ved-nok. Udråbet ”Slava Ukraini” (”ære til Ukraine”) høres ofte.
Pause med indbygget auktion
Efter en time er der pause, hvor en ukrainsk konferencier sætter gang i en auktion, hvor man kan byde på signerede T-shirts og vinylplader, og pengene går direkte til det ukrainske militær. En T-shirt går for 1700 kroner, en vinyl for 1800, og et ukrainsk flag signeret af en fremtrædende hærleder for 1600 kroner.
Efter 40 minutters auktion inklusive selfies med de glade købere vender Skryabin tilbage til musikken. Visse af deres sange har i øvrigt en smule synths på backtrack, og flere sange byder på velspillede soloer fra guitarist Alexey Zvolinsky. Her i andet sæt er det værd at fremhæve rockballaden ”Suka viyna”, hvor bandet viser den tilhørende musikvideo på storskærm, og den har heldigvis engelske undertekster – ”Bitch of a War” er den engelske titel. Sangen er skrevet kort efter Ruslands annektering af Krim i 2014 og er en hård protest mod invasionen, og musikvideoen viser smadrede bygninger i området. Lige inden nummeret er en række sårede ukrainske soldater, der for tiden modtager behandling i Danmark, kommet på scenen og har modtaget aftenens nok største bifald.
Senere får vi endnu en ballade, ”Mam” (”Mor”), et af bandets største hits, hvor vi ser og hører den afdøde Kuzma synge en hyldestsang til sin mor på storskærm, mens Skryabins tre musikere spiller live i Studenterhuset, og igen synger hele salen med. Sættets sidste par sange er anderledes energiske og rummer i øvrigt en vis reggaeinspiration.
Efter tre timer er aftenen slut, og de fremmødte, storsmilende ukrainere har helt sikkert fået valuta for pengene, om end nogle i salen begyndte at sive efter et par timer. Man kunne sagtens kritisere koncerten for være lidt for langtrukken, at der blev talt lidt meget mellem sangene, og at den indlagte pause med tilhørende auktion også var til den lange side med sine 40 minutter. Man kan også sige, at der ikke var meget ukrainsk-dansk udveksling over en koncert, som i så høj grad valgte at fokusere på det ukrainske publikum. Jeg vælger dog at tage jahatten på og lægge vægt på det positive i, at de herboende ukrainere, flygtninge såvel som folk, der er her i landet af arbejdsmæssige og/eller romantiske årsager, har fået en aften, der kan skabe sammenhold og fællesskab i en tid, hvor krigen desværre trækker ud, og hvor en anden, om muligt endnu mere forfærdelig krig, i nogen grad har overtaget mediernes og befolkningens opmærksomhed.
En anden tankevækkende ting var koncertens helt usvækkede fokus på militær og krig. Præcis 24 timer før showet oplevede jeg Savage Rose give et fremragende show i Vega, hvor de helt i tråd med deres pacifistiske ånd gentagne gange sagde nej til krig og nej til våben, med henvisning til krigen i Gaza. Skryabin siger ja til militær og ja til våben til at forsvare sig mod Rusland. Hvem har ret? Hm, jeg tror desværre ærlig talt ikke, at Putin nedlægger sine våben, hvis han bliver mødt med geværer med blomster i løbene, men det er en lang og trist historie, vi tager en anden gang. Lad os nøjes med at håbe på snarlig fred og frihed i Ukraine, Gaza og alle andre krigsramte steder på kloden og sige tak for en dejlig aften i Ukraines tegn.
Skryabin spiller på Posten i Odense søndag den 26. maj klokken 15
