Trods åbenlyse kvaliteter nåede den amerikanske storyteller ikke ud over scenekanten.
Med sig på Open Air-scenen havde den amerikanske country-folk-rock-sanger og -guitarist hele seks akkompagnerende mænd – en på keys, en på trommer, en på bas, en på pedal steel-guitar og yderligere to på guitar. Rigeligt til at fylde op på det store scenegulv.
Som var de rigtige rockentusiaster, sprang guitaristerne endda rundt på gulvet, nogle af dem smed sig på ryggen, en sprang ned foran scenen for at file strenge lænet op ad publikum og alle fremviste de spader til hinanden – alt sammen i en næsten kåd, drenget form for show off.
Læs også: En stor sangskriveroplevelse på Tønder – trods masseudvandring og teknisk kiks
Jeg forstod ikke selv, hvad det skulle til for. Jeg mener – publikum foran scenen var jo generelt grå i toppen, en ikke ubetydelig del sad i egne, medbragte klapstole og for guds skyld: de fleste var fra Jylland – så de lod sig jo ikke sådan rive med. Derfor kom optrinnet på scenen til at fremstå lidt pattet og pjattet – som uden synderlig kontakt med virkelighedens verden.
Koncerten startede ellers kl. 19:45 under åben himmel, så der var lyst nok til, at Godwin og hans band kunne have afluret, hvad realiteterne foran dem var. Men det var som om, den metier ikke indgik i deres kabale.
I det hele taget var det som om, Godwin var i sin egen verden – en verden bestående af bjerge, minedrift, personlige fravalg og tilvalg – næsten alt sammen noget, der også kunne have været af relevans for publikum i det sønderjyske (måske lige bortset fra det med minedriften). Men hvorfor forblev Godwin så i sin egen verden? Hvorfor forblev der lige som en hinde mellem scene og publikum? Et element af en forklaring kunne være, at Godwin næsten intet sagde i mikrofonen mellem numrene. Der var noget næsten introvert over ham – og det indtryk blev kun styrket af de live-billeder, der blev sendt op på storskærmene på scenens sider. Godwin var ikke en, der spejdede ud blandt publikum – han fremstod snarere som en, der gravede i sin egen navle og fandt krummer og støvkugler, som han dissekerede – uden synderligt blik for, at der var gæster foran ham. Derfor blev koncerten også derefter. Ensidig.
Den for mig eneste interessante karakter på scenen var manden bag pedal steel-guitaren. Han udviste en særegen, stoisk ro og tiltrak sig fortjent opmærksomhed, fordi han ydmygt brugte sin plads på scenen til at få det teknisk bedste ud af sit instrument. Han hverken vrængede eller drengede, men koncentrerede sig, fokuserede.
Ikke dermed sagt at Godwin og de andre ikke teknisk kunne noget. For det kunne de. Både betvinge instrumenter og genrer. Men de kunne ikke fjerne den hinde, der adskilte dem fra os – trods gedigne sange om universelle størrelser som familiebånd, ensomhed og storhedens fald.
