Crowe Boys er et godt bud på Americana-musikkens fremtid – om end koncerten ikke var fejlfri.
En af Tønder Festivals bedste scener er spejlteltet Bolero, hvor man kan komme tæt på kunstnerne i virkelig stilfulde rammer, der emmer af Moulin Rouge og cancan-dansere. Af samme grund er der ofte lang kø udenfor, og nu kunne jeg skrive noget om, at det alligevel lykkedes denne anmelder at slippe ind, men sandheden er, at pressefolk har mulighed for at stå lige uden for teltet og kigge ind oppe ved scenen, så man ikke behøver komme en time før showstart. Til gengæld kommer man så til at se musikerne bagfra, men lyden er stadig overraskende god.
De gælder også hos country-folk-duoen Crowe Boys alias brødrene Ocie og Wes Crowe, der besøger Danmark for første gang og giver to koncerter på årets festival. De to, der ifølge mine kilder er i start-20’erne, er vokset op i Louisiana i en turnerende gospelfamilie, ikke helt ulig The Carter Family, og har derfor lært musikken på den både hårde og gode måde. For få år siden dannede de en duo, og som digitalt indfødte er de gode til at bruge sociale medier, men musikken er stadig ganske håndspillet. I 2024 gik de viralt på TikTok med sangen ”Where Did I Go Wrong”, og så skrev de hurtigt kontrakt med Universal Music Nashville, der i juni udgav deres debutalbum, Made to Wander.
Læs også: En stor sangskriveroplevelse på Tønder – trods masseudvandring og teknisk kiks
Opgavefordelingen er klar: Ocie Crowe synger leadvokal og betjener akustisk guitar og stortromme, mens Wes Crowe spiller mandolin og synger de flotte vokalharmonier. Ocie Crowe har en ganske alsidig røst, som både kan grave ret dybt og stræbe højt og hele vejen gør det med en vemodig, længselsfuld tone, som passer fint til sangene. Sange, der med Ocie Crowes egne ord handler om at leve livet fuldt ud – noget, han nævner igen og igen. Altså det med at gribe dagen. Også selvom det kan give nogle skrammer.
Adskillige af duoens sange tager udgangspunkt i det at være på landevejen, hvor der jo kan ske lidt af hvert – og hvor hjemveen af og til rammer som en forhammer. Det gælder eksempelvis for de to første sange ”Leather Wallet” og ”Here We Go Again”, hvor sidstnævnte glider naturligvis over i Willie Nelsons ”On the Road Again”. Tempoet er ofte højt, med huggende guitarakkorder, pumpende stortromme og en mandolin, der hele tiden pisker løs i baggrunden som sommerfugle sværmende om en sommerfuglebusk. Det lyder virkelig godt og er yderst iørefaldende og udløser hurtigt fællesklap og -sang. Det er i længden lige ved at være på grænsen til ensformigt, men heldigvis har duoen også en håndfuld langsommere og mere tænksomme sange i skjorteærmerne, blandt andre den vuggende ”Lucky to Be Alive”, trøstesangen ”Brother Song” om, at man aldrig skal give op, og den helt tyste ”Good Days”. Alle tre er blandt koncertens højdepunkter.
Midt i det hele får vi så en fortolkning af det nordirsk/skotske indiepopband Snow Patrols 2006-hit ”Chasing Cars”, som fungerer overraskende godt i sammenhængen. Jeg er et øjeblik i tvivl om, hvorvidt publikum kender sangen – den er jo lidt på musikalsk udebane – men jo, det gør de og synger lystigt med.
Stemningen stiger yderligere til ekstranumrene, det førnævnte ”Where Did I Go Wrong” om udfordringerne ved at flytte hjemmefra og endelig ”Boot Straps” om at være en overtænker. Nu er publikum virkelig varmet godt op, og de klapper højt og længe efter sidste akkord. Og det var da også en glimrende koncert. Men på en festival, hvor bundniveauet er højt, må den sympatiske duo nøjes med fire store stjerner, for jeg synes ikke, de krøb helt ind under huden på mig – og det skyldtes ikke min lidt akavede placering ude i siden, for i 2022 slog Katie Pruitt benene væk under mig sammesteds.
Og så kunne deres anekdoter godt have været lidt mere konkrete, når de nu har været så meget på farten, frem for Ocie Crowes nærmest konstante påmindelser om, at vi skal få så meget ud af livet som overhovedet muligt. Man bliver jo helt stresset af det. Men det er dog en detalje – Crowe Boys er alt andet end kedelige, og de har heldigvis mange gode år i sig endnu. Jeg glæder mig til at følge med på sidelinjen.
