Joe Henry belønnede de tålmodige i Tønder-teltet.
Tønder Festival er kendt for at sætte sangene i centrum, og derfor er det sjældent de vilde sceneshows, de optrædende kunstnere kommer rejsende med. Storskærme, dansere og spektakulær scenografi er der langt imellem – det vildeste er som regel cowboyhatte og -støvler.
I tilfældet Joe Henry er der også skåret helt ind til benet. På scenen i det største telt, Telt 1, står den amerikanske sanger og sangskriver enten med en akustisk guitar eller sidder bag et klaver, og det er alt, hvad der er. Og hvis lyset skifter undervejs i hans 75 minutters optræden, er det så diskret, at jeg ikke lægger mærke til det. Der sker nærmest ingenting visuelt – bortset fra en lille svipser undervejs. Den kommer vi tilbage til.
Læs også: Underspillet tornado over Tønder
Til gengæld er der fuldt fokus på stemmen, sangene, guitaren og klaveret. Og det er også rigeligt. Joe Henry har udgivet 15 album fra og med debuten Talk of Heaven i 1986 – udgivelser, der er inspireret af både country, folk, jazz, blues, easy listening og meget mere. Han er kendt for at skifte hyppigt ud i sætlisten, og der er altså masser at tage af, og det kan gå i mange retninger. Næsten alle siddepladser i teltet er optaget, og stemningen er forventningsfuld.
Joe Henry lægger ud med ”Eyes Out for You”, og det kan hurtigt konstateres, at hans stemme og guitarspil er på det vanligt høje niveau. Den 64-årige trubadur har en karakteristisk nasal og let hæs stemme med den helt rigtige blanding af power og patina, af gennemslagskraft og grus i maskineriet. Og så er han en fremragende guitarist. Han får sin western-guitar til at lyde som et mindre orkester med en nænsom blanding af akkord- og fingerspil og lidt rumklang, og det er hverken superavanceret eller superenkelt, men et sted imellem – og meget sikkert udført. Joe Henry er også en erfaren pladeproducer, og han ved tydeligvis, hvad der lyder godt.
Og så er han en stor sangskriver, men det er en fordel, at man lytter efter teksterne. Melodierne er relativt lettilgængelige, mens de ordrige tekster ofte kredser om kærlighed og menneskelige relationer, men gerne med et billedsprog af den lidt mere komplekse slags. ”A fence is stretched across my browA divided country then and now / And you the border guard” er således de tre første linjer i ”Eyes Out for You”, og det kan man så spekulere lidt over, hvad betyder, mens sangen folder sig ud med flere fantasifulde billeder. Og det fortsætter nogenlunde sådan i de følgende sange. Som en sidebemærkning har han i øvrigt skrevet flere sange til og med Madonna, der ellers musikalsk befinder sig i en noget anden boldgade – men han er gift med hendes søster.
Udtrykket bliver muligvis lidt for meget for en del af de fremmødte, for efterhånden begynder en del at sive fra teltet. Joe Henrys sange er af slagsen, der umiddelbart godt kan lyde kedelige, hvis man ikke følger ordentligt med i dem. Men det er de altså ikke – og de tilbageværende tilhørerne er tydeligvis meget opmærksomme og bliver også takket for det.
Det hjælper så heller ikke på de utålmodige, at Joe Henry bruger temmelig lang tid på at stemme sin guitar mellem næsten hver sang. Til gengæld har han ganske rammende kommentarer til numrene. ”Believer” beskriver han således som ”Et sted mellem det er religiøse og det romantiske, mellem ’Amazing Grace’ og ’Let’s Get it On’”. ”After the War” får karakteristikken ”lige så meget inspireret af The Great American Songbook, af Cole Porter som af Woody Guthrie” og ”Climb” som ”en roman, jeg endnu ikke har skrevet”. Man skulle næsten tro, at han var musikanmelder.
Efter en håndfuld sange sætter han sig bag klaveret og giver de smukke ”Our Song” og ”God Only Knows”. Førstnævnte, med omkvædslinjen ”This was my country”, er en af hans tekstmæssigt mere enkle sange om både social ulighed og USA’s mentale tilstand i årene efter 11. september. Senere vender han tilbage til guitaren, men ak – under endnu en stemning springer en streng. Det må bare ikke ske, når man kun har én guitar ved hånden og alles øjne på sig. Den erfarne scenekunstner lader sig dog ikke slå ud. Han får en kollega til at skifte strengen backstage, mens han selv sætter sig bag klaveret og giver os Bob Dylans ”Tonight I’ll Be Staying Here With You”, og da den er færdig, er strengen skiftet. ”Der var jeg heldig – jeg kan ikke flere sange på klaver,” smiler han.
Flere fornemme sange følger, og som ekstranummer giver Joe Henry os den stærke ”Keep Us in Song” skrevet som et forsøg på at bevare håbet, efter at Donald Trump var blevet valgt til præsident første gang. En sang, der dermed mildt sagt stadig er aktuel, og således slutter vi på en forsigtigt optimistisk tone.
En lille, stor sangskriverseance trods snubletråde undervejs. Joe Henry er stadig værd at lytte til – men fold ørerne ud.
