Koncertanmeldelse

Nærvær for cd-segmentet med ny Tønder-darling

Kellie Loder

Tønder Festival, Telt 2

Kellie Loder virker til at blive en fast tilbagevendende gæst – og de skal være så hjertelig velkommen.

”Hvor mange af jer har en cd-afspiller?” spørger den canadiske sanger og sangskriver Kellie Loder (de/dem) midtvejs i sin anden af sine tre koncerter på årets Tønder Festival. Cirka halvdelen af publikum rækker hænderne op – også denne anmelder. ”Hvor mange af jer har så en pladespiller, som I ikke har købt de sidste ti år?” Nogenlunde det samme antal. Loder fortsætter: ”Hvad så med en pladespiller, I ikke har købt de sidste 20 år? 30 år? 50?” Der bliver færre og færre hænder, men dog stadig nogle. Denne skribent kan med en vis stolthed sige, at jeg er indehaver af den samme Sony-pladespiller, som jeg købte i min gymnasietid i 1991 for penge, jeg havde tjent som avisbud – og den bliver stadig flittigt brugt og virker upåklageligt.

Med andre ord er Kellie Loders publikum, som Tønder-gængerne generelt, til den modne side. Loder er med sine 37 år selv yngre end gennemsnittet, der sidste år var 52 år. Men gode sange er som bekendt tidløse, og det er lige præcis det, Loder leverer. De gav deres første Tønder-koncert sidste år og er nu vendt tilbage og har allerede fået opbygget en solid fanbase, hvoraf en del også oplevede koncerten i går og måske også var til GAFFAs Artist Talk med Loder kort efter. Nu er det torsdag klokken 11 formiddag, og alligevel er omkring 1000 personer mødt op og fylder to tredjedele af festivalens næststørste indendørs scene, Telt 2.

Læs også: Lort blev guld hos stort blues-navn, der lige skulle i gang på Tønder


Foto: Sara Thy Andreasen
Foto: Sara Thy Andreasen

Uheldigvis falder Loders optræden sammen med skolekoncerten med Tessa på Open Air-scenen, så der er konstant en smule larm i baggrunden til Loders soloshow, hvor de akkompagnerer sig selv på skiftevis elektrisk guitar, keyboard og akustisk guitar samt stortrommepedal. Rapstjernens selverklærede bitchsplaining på hovedscenen for de formodentlig begejstrede skoleelever fra 7. klasse og opefter forsvinder dog hurtigt som mildt irritationsmoment, da Kellie Loder i den grad trænger igennem med enkle, men effektive virkemidler, som altid virker: En smuk stemme, stærke sange og et gennemført akkompagnement.

Åbningssangen ”Please Make Up Your Mind” er et godt eksempel på, hvad vi har i vente. Det er en ret enkel, meget iørefaldende sang, som i den indspillede version på albummet Transitions nærmest er en velproduceret mainstream-popsang om en tvivlrådig partner/relation, men som her får et lidt mere singer-songwriter-agtigt udtryk med diskret huggende guitarakkorder, stortrommepedal og en ligefrem, men velfungerende tekst med et lille ordspil i omkvædet: ”Please make up your mind / I am losing mine”. Det er i øvrigt ret vildt, at en så strømlinet (i ordets bedste betydning) sang i skrivende stund kun har omkring 10.000 afspilninger på Spotify her 16 måneder efter udgivelsen.


Og så er der Kellie Loders stemme, som står helt ren som en soloplyst bæk i en skov – som regel dybt i versene, og så lidt højere i omkvædene. Og selvom Loder nok ikke vil sættes i bås, så minder vokalen lidt om den australske popstjerne Sias. Loder sagde da også ved sin GAFFA Talk på Tønder Festival onsdag, at deres nok største hit, ”Fearless” (som i skrivende stund har lidt over 400.000 afspilninger på Spotify, også alt for få på seks år), helt bevidst minder lidt om Sia-sangen ”Unstoppable”, da sangen er skrevet til en film, hvor producerne gerne ville have et Sia-nummer – men det var for dyrt, og så bød Loder sig til. ”Fearless” fungerer dog også som sang helt uden Sia-associationer og har, som Loder siger, ligeledes været brugt i en canadisk tv-transmission af sommer-OL 2020/21, og den får vi hen mod afslutningen på et knap halvanden time langt sæt, hvor vi i mellemtiden har fået det ene stærke nummer efter det andet.

Læs også: Kellie Loder talte om Sia-inspiration, nonbinaritet og kirkens påvirkning til GAFFA Talk i Tønder

Foto: Sara Thy Andreasen
Foto: Sara Thy Andreasen


Kellie Loder fortæller masser af anekdoter og er i tæt kontakt med publikum, der med jævne mellemrum bryder ud i fællesklap og korsang, råb på sange og ikke mindst opfordringen ”piano, piano”. Loder sætter sig nemlig midtvejs i sættet bag sit keyboard og giver den inderlige ballade ”So High”, hvor stemningen løfter sig yderligere op under teltdugen og bliver hængende dér, da de fortsætter med omkvædet fra Tina Turner/Bonnie Tyler-klassikeren ”The Best” – en sang, som en stor del af publikum sikkert har danset og snavet til i slut-80’erne, og som faktisk blev indspillet af Tyler før Turner. Det bliver dog de eneste sange, vi får omkring klaveret, men til gengæld er der skridsikkert akkordspil på både elektrisk og akustisk guitar i de øvrige sange, hvor den stille ”Molded Like a Monster” er et andet højdepunkt. En sang om ikke at ville passe ind i samfundets foruddefinerede kasser, hvilket Loder selv forsøger at bryde ud af som erklæret nonbinær – i øvrigt samtidig med at de er erklæret kristen og opvokset med daglig kirkegang.

Samme kirkegang har inspireret til den endnu uudgivne sang ”Suit and Tie” om at drømme om at gå i jakkesæt i stedet for kjole i kirken, og sådan er der masser af spændende temaer hos Kellie Loder, der også improviserer en sang som sidste nummer i hovedsættet og spørger publikum om, hvad den skal handle om. ”Håb,” bliver der foreslået, og så får Kellie Loder på stedet skrevet en ny, håbefuld sang, som nærmest kunne lyde som et potentielt hit. Ligesom Loder sidste år improviserede en sang om deres vej til Tønder, hvor de ikke fik lukket et øje i flyet grundet et larmende barn, men til gengæld havde en meget høflig chauffør fra lufthavnen, der fik dem til at føle sig som stjerne. Den sang får vi også.

Kellie Loder siger gentagne gange, at de meget gerne vil tilbage til Tønder næste år, og at dømme efter publikums jubel kan de godt sætte et stort kryds i kalenderen. En stor stund i nærværets navn – og hvis du er på Tønder i år og ikke har set dem endnu, så bør du kigge forbi Visemøllen lørdag den 30. august klokken 17.30. Tønder har vist fået en ny darling – hvis de ikke allerede var det.


ANNONCE