Showmanship og stjernesangskrivning gik hånd i hånd, men koncerten var ikke helt problemfri.
Der er stjerner i trængsel på Open Air-scenen fredag aften i prime time. Lyle Lovett & His Acoustic Group må siges at være et af årets absolutte hovednavne på Tønder Festival. Texanske Lovett har været en stjerne inden for country og det, der ligner, siden han albumdebuterede i 1986, han har vundet fire Grammyer, og hans akustiske gruppe består af stjernemusikere, der også har spillet med folk som Phil Collins, Bob Dylan, Mark Knopfler og mange, mange flere. Pladsen er da også fyldt og dirrer af forventning, og den bliver ikke mindre, da konferencieren præsenterer koncerten med ordene om, at den vil blive lige så uforglemmelig som de dage, ens børn blev født – og ja, de fleste blandt publikum har vist børn, og nogle givetvis også børnebørn.
Så går gruppen og frontfiguren på scenen, og det skal hurtigt vise sig, at vi får noget andet, og om man vil mere, end vi er blevet lovet. Der er ikke kun akustiske instrumenter på scenen. Lovett fortæller, at fordi lejligheden bød sig, har han også medbragt et par musikere fra sin anden gruppe, Lyle Lovett and his The Large Band, og ud over kapelmesteren er der seks musikere i gang. Alle naturligvis klædt i jakkesæt bortset fra det kvindelige islæt, korsangeren Amy Keys, der er iført en tilpas elegant kjole.
Åbningssangen er den lavmælte, vuggeviselignende ”Don’t Cry a Tear”, og det står hurtigt klart, at vi er i selskab med musikere fra, for at bruge et Anette Heick-udtryk fra en anden sammenhæng, øverste, øverste, øverste hylde. Lovetts fingerspil på den akustiske western-guitar med brug af fingerplektre er sprødt, mens klaveret og de andre strengeinstrumenter fletter et flyvende tæppe, som vi er klar til at lette med. Trommeslageren Russ Kunkel er meget diskret her i første sang, men ham skal vi siden komme til at høre meget mere til. For eksempel i den efterfølgende, blusede ”Here I Am”.
Læs også: Illustreret anmeldelse: Poetiske verbale øretæver fra amerikansk outsider
Lyle Lovett er mildt sagt veloplagt, og her i begyndelsen af koncerten er hans sprukne stemme rå på den helt rigtige måde. Den har på én gang pondus og knirker som en gammel dør og emmer af mange årtiers erfaring. Og så er Lovett noget af en showmand. Han har humor, som han viser i teksten til ”Pants is Overrated” om at miste sin bukser på vej ud af et vindue – et noget særegent scenario til en sang – og også kort efter, da han taber et af sine fingerplektre og gør et stort nummer ud af at lede efter det på scenen. Senere laver han sjov med sin vandflaske med det EU-dikterede fastgjorte skruelåg. ”Det er et problem, når man har så stor en næse som jeg,” joker han, og publikum jubler.
Den højenergiske ”Cowboy Man” swinger forrygende, og en virtuos akustisk guitarsolo fra Jeff White leder direkte over i en elektrisk ditto fra James Harrah. Kort efter får vi en længere – men ikke for lang – bandpræsentation, hvor Lovett spørger sine musikere om, hvornår de første gang optrådte i Danmark, og svarene vækker jubel. Ikke mindst da den langskæggede bassist Leland Sklar fortæller, at han spillede her for første gang i start-70’erne med James Taylor og siden har været i landet med blandt andre Toto og Phil Collins. Og Russ Kunkel har været her for at indspille med Sanne Salomonsen.
Senere bliver koncerten decideret rørende, da Lovett fremfører sin hyldest til sine tvillinger, ”12th of May”. Sange til børn kan let blive en sentimental omgang, men ikke, hvis man er så stor en sangskriver som Lovett, der også hylder sine forældre og dermed slægternes gang i samme sang. Om børnene hedder det: ”All I have I gladly give them / All I am they will exceed / And one thing I know for sure / If they improve the likes of me / They make a better man of me.” Og så får han samtidig lavet lidt sjov med ”den store aldersforskel på dem og mig” – han blev førstegangsfar i en alder af 59 år. I dag er han 67.
Genremæssigt kommer vi vidt omkring. ”North Dakota” er en drømmende, jazzet ballade, ”I Will Rise Up” er nærmest soul med stort kor, og så er der en del bluesrundgange rundt om i sangene, der alle er virkelig velskrevne. Og i hovedsættets afsluttende ”My Baby Don’t Tolerate” er der forrygende soloer fra stort set alle i bandet, ikke mindst den uovertrufne trommeslager og percussionist Russ Kunkel.
Helt pletfri er koncerten dog ikke, for i løbet af de 90 minutter synes Lovetts særegne stemme at knage mere og mere i fugerne, og til sidst er den ved at ryge helt af hængslerne. Der er nogle gange en hårfin grænse mellem at have en stemme, der emmer af patina og livserfaring, som mange af de optrædende på Tønder har, og så at røsten fremstår decideret slidt. Det koster Lovetts femte sherifstjerne i min bog, men lader ikke til at genere størstedelen af publikum og heller ikke en kendt dansk, selv meget velsyngende kunstner, som jeg møder på vej ned i pressevognen, og som er helt oppe at ringe. Men sådan er det at være anmelder, så må man nogle gange prikke lidt til den gode stemning. Og hovedindtrykket af koncerten er da også absolut positivt – Lyle Lovett and his Acoustic Group levede trods alt op til forventningerne og deres status som hovednavn på Tønder. Jeg tror – og håber – dog, størstedelen af publikum stadig vil kunne huske deres børns fødsler bedre end denne koncert.
