Solen tittede frem på Næstved Metalfest, mens Saturnus viste, hvordan man spiller doom. Det var lækkert, hyggeligt og en anelse kedeligt.
Det vil ikke være forkert at kalde Saturnus for legender inden for doom-metallen. Selvom bandet har mange år på bagen, er det alligevel ikke et band, der rutter med deres udgivelser.
Siden de fandt sammen i 1991 har de i alt udgivet fem album.
Hele 11 år skulle der gå mellem deres to sidste album, og spørgsmålet er nu, om der går et tocifret antal år, før der sker noget nyt.
Nyt og nyt er måske så meget sagt, for Saturnus har en lyd, og den forlader de nok ikke, selvom de udgiver et nyt album.
Vi er i et drævende, langsomt, men enormt melodisk univers, hvor der veksles mellem spoken word, lidt scream og så Thomas A. G. Jensens ekstremt dybe gutturale growl, der for mig er som et lag Nutella på et friskristet franskbrød. Det er rene lækkerier. For mig er det i de passager, hvor Jensen growler dybest, at Saturnus fungerer bedst.
Selvom Thomas på scenen kunne fortælle, at bandet syntes, det var lidt tidligt at spille 16:20, viste de alligevel overskud, og der blev både grinet og joket. Danmarks kulturminister fik også en hilsen med på vejen, selvom Jensen ikke kunne huske, hvilket parti ministeren kom fra.
Passagerne med snak fungerede som en hyggelig kontrast til den tunge doom, som bandet mestrer til A.G. kryds og slange (ja, det var et ordspil, ikke en stavefejl).
Læs også: Fransk melodeath med svensk DNA var et sikkert hit
Upåklagelig lyd
Lyden er upåklagelig på Næstved Metalfest, og det har Saturnus brug for.
Deres lydunivers er ét stort lydtæppe, som ikke kan fungere uden en fremragende lydmand. Derfor gik jeg længere væk fra scenen end normalt, da jeg gerne ville høre bandet uden propper i ørerne.
Jeg var så heldig at se Saturnus sidste lørdag på Boring Hell. Det var en langt mere intim koncert, hvilket deres musik i den grad lægger op til. Til gengæld var lyden noget bedre her hos NMF end hos Boring Hell. På Boring Hell kunne man ikke finde et sted, hvor lyden fik plads. Det gik som en leg i Næstved, der havde masser af plads til at kigge og lytte.
Min største anke mod Saturnus er, at det nogle gange bliver kedeligt. Bandet er ikke en energibombe, snarere tværtimod. Det er hygge og smil, stilstand og ikke ret meget mere.
Thomas A. G. Jensen virker som den hyggeligste mand i metalverdenen, og bandet rundt om ham giver heller ikke meget af sig selv. En slags Bamses Venner fra helvede.
Man kan høre på bandet, at de har spillet sammen længe. Det giver en god musikalsk oplevelse. Der skal bare mere til, når øjnene også er i brug.
Kunne jeg ligge på en bakketop, på græsset i solskin, og kigge på skyerne, mens Saturnus spillede eksklusivt for mig, kunne jeg godt svinge mig op til en stjerne mere.
