Underspillet tornado over Tønder

På Tønder Festival 2024 var et af de navne, rigtig mange snakkede om, americana-singer-songwriteren S.G. Goodman fra Kentucky. GAFFA nåede heldigvis at anmelde hende, stærkt rosende. I år hun tilbage, og så er spørgsmålet: Skal man anmelde hende igen eller bruge tiden på andre i alsidighedens skyld?

Da Goodman denne sommer er aktuel med et nyt, tredje album, det fremragende Planting By the Signs – og da denne skribent desværre missede sidste års optrædener, selvom der var hele to på Tønder – giver vi hende en tur mere.

Telt 2 er to tredjedele fyldt. S.G. Goodmans fire musikere – John Calvin på keyboard, guitar og kor, Ben Parks på trommer og kor, Jonathan Shoemaker på bas og Agustin Escalante på el-guitar og kor – kommer ind på scenen og stiller sig i en halvcirkel. Lidt efter entrerer Goodman selv, nonchalant med en dansk flaskeøl i hånden og gemt bag solbriller, der i øvrigt på intet tidspunkt i koncerten kommer af. Hun griber sin guitar, stiller sig bag mikrofonen, bandet sætter i gang, og så kører vi. Åbningssangen er den langsomme ”Satellite”, der også indleder Planting By the Signs. Bandet spiller fremragende, men ret tilbageholdt, og det samme kan man sige om Goodmans kølige, nærmest henkastede vokal. Lyden er fornem, og hvert instrument står klart ud i lydbilledet.

Læs også: Sønderjysk superhelt med naturlige begrænsninger

Sangen bliver fulgt af den lidt hurtigere ”Fire Sign”, hvor Goodmans stemme er lysere og mere kvidrende i omkvædet. Nummeret er sang to på Planting By the Signs, og det skal vise sige at blive en koncert, hvor netop det nye album er i massivt fokus. Faktisk bliver samtlige sange herfra minus to spillet, oven i købet i næsten samme rækkefølge som på albummet. Og det sker i versioner, der ligger tæt på de indspillede udgaver, selvom musikerne er nogle andre. Det hele er dermed en smule forudsigeligt. Til gengæld er det hamrende godt. Dels fordi sangene i sig selv er virkelig velskrevne, dels fordi de bliver fremført på et så højt niveau.

Et af mange højdepunkter er ”Snapping Turtle”, der tager udgangspunkt i Goodmans opvækst på landet i en af de konservative stater – i øvrigt som queer: ”When you're a farm kid in a small town you drive before the legal age,” lyder åbningslinjen, og så får man jo lyst til at høre efter, hvad der siden sker. Sangens titel og centrale symbol er en skildpadde, som fortællerens venner mishandler, til fortællerens store mishag. Altså lidt som i Allan Olsens ”Rimmerby Strand”, hvor det er en kattekilling, der bliver pint, om end fortælleren her er med i det – en lille, men vigtig forskel. Fortællerens tanker går videre til veninden LeAnn, der blev mor som 18-årig og kom engang tilbragte en sommer i ”Paris, Tennessee” – ”det eneste Paris, hun nogensinde kom til at se”. Det er sangskrivning på højt niveau tekstmæssigt – og musikalsk.

Goodmans melodier er ganske enkle, men de er iørefaldende, med mange, men ikke for mange gentagelser af omkvædslinjer. Musikalsk er vi lige så tæt på indierock som på americana, country og folk, og der er ikke mange keyboard- eller guitarsoloer (helt præcist én af hver, i de to ekstranumre), men til gengæld masser af rumklang, slide og andre effekter på guitarerne, så vi sine steder nærmer os shoegaze, eksempelvis på førnævnte ”Snapping Turtle”.

S.G. Goodman siger ikke meget mellem de første tre sange og udstråler gennemført coolness, men så tør hun op og begynder at komme med ganske tørre kommentarer. For eksempel i præsentationen af sangen ”I’m in Love”, som hun kalder en ”meget kompliceret kærlighedssang – jeg joker, den er ikke spor kompliceret.” Hun har også en stærkt underholdende bandpræsentation og påstår blandt andet, at hendes guitarists baldetatoveringer har flere følgere på Instagram end hende selv – så vi har bare at tage vores telefoner frem og trykke ”følg S.G Goodman”, så hun ikke kommer bagud på point.

Den ene stjernesang følger den anden, og det hele kulminerer med to de ekstranumre, som undtagelsesvis ikke stammer fra Planting By the Signs. Først den vuggende og til en afveksling meget countryorienterede og længselsfulde ”Space and Time” med smukt klagende vokal, hentet fra Goodmans debut Old Time Feeling. Og endelig en lidt overraskende (medmindre man har smugkigget på setlist.fm) fortolkning af det amerikanske punkrockband Butthole Surfers’ ordrige ”Pepper” som fungerer fint i sammenhængen i lavere tempo og med kantslag på trommerne.

Efter 83 minutter er koncerten slut. Det føles som et øjeblik, som en tornado, der passerede forbi og nu har rusket alt igennem, også selvom musikken ikke som sådan var vild. Den var bare enormt intens. Og S.G. Goodman er et singer-songwriter-navn af de helt store, som vi forhåbentlig kommer til at høre meget mere til. Også på Tønder.