Fuck melodier, vi er utilfredse teenagere

Før dagens koncert kendte jeg kun bandets navn, og det er godt nok misvisende. Jeg kan godt se, at man som corona-generation har et andet forhold til ordet Sprittede, men det lyder stadig som navnet på et punkband. Og det er det ikke. 

Det er snarere stram og forholdsvis minimal, tidstypisk indiepop. Trommer, guitar, sanger og en på bas og synth. Næsten matchende outfits og en fed vibe af en efterskoleudgave af The Minds of 99. Men det er uden de store armbevægelser og susende melodier. Faktisk er der næsten ikke nogen melodier.