Med appen REMA 1000 med Vigo har discountkæden etableret en ordning, hvor kunder hjælper hinanden med daglige indkøb.
I tråd med platforme som Airbnb og GoMore, har discountkæden REMA 1000 succes med appen REMA 1000 med Vigo, som opfylder en række funktioner. Man kan bestille varer, se alle tilbud, og få leveret dagligvarer til døren fra et netværk af over 100.000 kunder, som handler for hinanden. Digital Chef hos REMA 1000, John Rosenløwe, fortæller:
- Vi vil gerne gøre det lettere at være kunde, ved blandt andet at få kunderne til at mødes og hjælpe hinanden. Via appen kan du lave din egen indkøbsliste, hvor du altid har opdaterede priser og kan se hele REMA 1000 vareudvalg med billeder og produktinformation. Man kan også dele indkøbslisten med fx familie og venner – og den opdateres automatisk, hvis der laves ændringer. Derefter kan du enten selv gå på indkøb i butikken eller vælge at få varerne leveret til døren med REMA 1000 med Vigo. Hvis du vælger det sidste, kan andre kunder byde ind på at levere varerne til din hoveddør.
Tog fart under pandemien
REMA 1000 introducerede REMA 1000 med Vigo tilbage i 2016 og særligt under coronapandemien kom der godt gang i platformen fortæller John Rosenløwe: - Kunderne har virkelig taget det til sig, og det helt store ryk kom under pandemien, da rigtig mange ikke kunne eller ikke ønskede at gå i butikker mere end højst nødvendigt. Og platformen fungerer virkelig godt i praksis. Over halvdelen af alle ordrer leveres under to timer efter de er bestilt.
Hvordan fungerer det økonomisk i praksis?
- Vi har forsøgt at forenkle det så meget som overhovedet muligt. Det koster 19 kr. for at få leveret en pose og så i alt henholdsvis 29, 39 og 49 kr. for to, tre og fire poser, som går til indkøberen. Den, som køber og leverer varerne lægger ud, og kunden betaler først i det øjeblik, varerne kommer til døren.
Styrker nærbutikken
Digitale indkøb og fysisk butiksdød har længe været til debat. Jo mere man vænner sig til at købe på nettet, jo mindre kan behovet for den fysiske butik blive, men det er ikke tilfældet her, vurderer John Rosenløwe:
- Det fine her er, at når en kunde bestiller sine varer gennem REMA 1000 med Vigo, aktiverer det en anden kunde, der fysisk går ned i den lokale REMA 1000 for at købe varerne, fremfor at det bliver hentet på et lager og pakket i en bil. Som mange har oplevet det med Airbnb og GoMore er der ofte mere dialog og personlig kontakt mellem mennesker, når man mødes ansigt til ansigt og hjælper hinanden. Og da det hele naturligt foregår i nærområdet går det digitale indkøb hånd i hånd med at styrke nærmiljøet og det lokale, fysiske butiksliv.
Jeg kunne forestille mig, at ordningen vil kunne fungere i København og Aarhus, men er det ikke langt vanskeligere i provinsen og på landet?
- Heldigvis har vi 360 butikker fordelt rundt i Danmark, så vi dækker bredt. Bor man meget langt fra en REMA 1000 og bestiller mange varer, er det generelt lidt sværere at garantere levering, hvilket vi også gør opmærksom på, når man bestiller. Men overordnet set fungerer platformen meget tilfredsstillende over hele landet.
Hvem er de typiske brugere?
- Det spænder bredt fra den travle børnefamilie til ældre mennesker. Der er også mange indkøbere, der har tid og lyst til at hjælpe i nærområdet og tjene lidt ekstra. Det er igen alt fra unge mennesker til pensionister. Det breder sig gradvist i takt med nye forbrugsmønstre og digitale løsninger i det hele taget. Derudover har det vist sig at være en stor succes, at vi ikke har en minimumsgrænse for indkøb. Ikke mindst med henblik på de mange, som bor alene i Danmark i dag og ikke har brug for store indkøb. Bestiller du en pakke pasta og en dåse flåede tomater, så er det det, du får leveret.
Er der nogen form for regulering af ordningen fra REMA 1000s side?
- Ja, men som udgangspunkt prøver vi at få det til at foregå så meget og så gnidningsfrit som muligt mellem kunderne. Det er meget let at registrere sig som bruger og komme i gang som kunde eller indkøber. Overordnet kan man rate hinanden som både indkøber og kunde, hvilket har en indbygget form for selvjustits, og som også er noget, vi holder øje med. Og skulle der opstå problemer eller spørgsmål, kan man altid kontakte os alle dage i ugen.
Mambeno
Som et yderligere tiltag for at forenkle hverdagen for særligt børnefamilier, har REMA 1000 indgået samarbejde med madplansservicen Mambeno. Mambeno laver hver eneste uge en madplan for fire personer til fem dage for under 500 kr., med udgangspunkt i den aktuelle REMA 1000 tilbudsavis, og hvor alle varer kan fås i vores butikker. Du kan vælge selv at gå i butikken eller få det bragt via REMA 1000 med Vigo fortæller John Rosenløwe.