Meget mere end kun musik: Derfor skal du også tage på Roskilde Festival

De fleste af os tager nok på Roskilde Festival for musikken, stemningen, the Orange-feeling og festen med vores nærmeste. Men hvorfor ikke give oplevelsen et nøk op, ved at gå på opdagelse i Roskilde Festivals frodige kunst- og aktivismeprogram?

Roskilde Festival bugner af tilbud hele festivalen igennem. Ikke kun når det kommer til et mangfoldigt musikprogram, men også når det kommer til kunstneriske og aktivistiske indslag. Faktisk tilbyder festivalen hele 48 af slagsen i år, og indslagene spænder vidt og bredt.

Du kan blandt andet møde Dragskolen – en forening, der giver unge et alternativt kreativt fritidstilbud, hvor de kan lære om kunstformen drag og udforske forskellige kønsudtryk i et trygt fællesskab. Dragskolen inviterer til make-up workshop, hvor du kan prøve kræfter med elementer fra dragverdenens makeup-teknikker og få lov til at lege og eksperimentere med makeuppen, så grænseløst og fantasifuldt, du har lyst til.

Workshoppen finder sted tirsdag den 27. juni klokken 17.30 på Flokkr Container 2.

Du er også inviteret til en samtale om hvad det vil sige at være maskulin i dag. Fire kendte stemmer i form af Herlige Svend (med det borgerlige navn Sebastian Lynggaard), Jala Arabi, Lasse Dein og Maria Bülow mødes i en samtale om moderne maskulinitet og den moderne manderolle, og diskuterer hvorfor der er behov for en nuancering af manderollen og maskulinitet på tværs af køn.

Samtalen finder sted mandag den 26. juni klokken 16.30 på Flokkr.

Den Grønne Ungdomsbevægelse er et fællesskab af unge klimaaktivister, der kæmper for en mere retfærdig grøn og social fremtid. På årets festival inviterer de dig med i klima-kampen gennem aktiviteter på Flokkr-scenen, ved Flokkr-containerne og rundt omkring på camping i festivalens første dage. Her kan du være med til alt fra meditations-sessions, male på staffeli eller være med til privilegiekævle, der sætter spot på privilegier i forhold til køn, etnicitet og uddannelse.

Irans musikalske undergrundsindustri har været i stor opblomstring de seneste årtier. Især blandt kvinder. I Iran er det forbudt at danse i det offentlige rum, kvinder må ikke optræde foran mænd, som de ikke er i familie med, og kunstnere og musikere risikerer at blive fængslet, idømt bøder eller sågar pisket, hvis deres musik bliver stemplet som ’u-islamisk’ eller ’for vestlig’ af magthaverne. Liraz, Melodi Ghazal og Babak Vakili har alle iranske rødder og mødes på Avalon i en samtale om deres forhold til musik fra hjemlandet, samt hvilken rolle musikken har spillet for de seneste protester i landet.

Samtalen finder sted fredag den 30. juni klokken 12.00 på Avalon.

Ovenstående er blot et udpluk af de mange indslag, der findes på årets kunst- og aktivismeprogram på Roskilde Festival. Se det fulde program her.

ANNONCE