Danske Line Marie – headhuntet af Father John Misty

Danske Line Marie – headhuntet af Father John Misty

Line Marie Rasmussen læser til grafiker på UC Syd i Haderslev. Her suger hun al den viden, erfaring og inspiration til sig, som hun kan, for som hun selv siger, vil hun nødigt ekskludere noget, for det er ofte tilfældighederne, der spiller ind på ens karriere. Det visuelle og det kunstneriske har altid været centralt for Line, som altid har tegnet, og i efteråret 2015 tegnede hun en tegning af Father John Misty (der giver tre danske koncerter 27.-29. maj), som måske skal vise sig at blive kickstarten på hendes karriere som grafiker.

 

Efter gymnasiet vidste Line ikke, hvad hun ville, og det var først efter tre sabbatår, hun fandt ud af, at hun ville læse til grafiker. Det besluttede hun sig til efter at have prøvet kræfter med arbejdet som grafiker hos tøjvirksomheden Bestseller. “Efter gymnasiet søgte jeg et job som model for Bestseller, fordi jeg havde de rigtige mål. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at det ikke var det, jeg ville. Jeg ville hellere stå bag kameraet, og det var jobbet som model et godt springbræt til”. Line fik derfor hurtigt lov til at lave andre ting end at stå foran kameraet, fordi hun viste engagement for at arbejde med billedredigering og deslige. Arbejdet inspirerede hende til at læse til grafiker på UC Syd i Haderslev.

 

Kreativt klædt på

Som medlem af en kreativ familie, og med en mor som arbejder inden for modebranchen, var det naturligt, at Line en dag selv skulle tage en kreativ uddannelse. ”Enhver pige kigger på, hvad hendes mor laver. Min mor tog en tøjkonstruktøruddannelse, hvor man arbejder med pasformen på tøj, og derfor tænkte jeg, at jeg også ville have med tøj at gøre”, siger Line og forklarer, at det visuelle altid har inspireret hende. Hun har således altid tegnet, fordi det har en terapeutisk effekt på hende, siger Line og uddyber: ”Nogle går til yoga og spinning, jeg tegner. Jeg gør det ikke for andres skyld, men for mig egen, men det er selvfølgelig dejligt, hvis folk kan lide det, jeg laver”.

Inspirationen og drivkraften skifter hele tiden karakter, men omdrejningspunktet er dog altid det visuelle og det kunstneriske. Der er således hele tiden nye ting, som inspirerer hende, og hun vil gerne favne så meget som muligt. ”Jeg er bange for, at hvis jeg lægger mig fast på noget, så kommer jeg til at ekskludere noget andet”. Selvom Line og studiekammeraterne på UC Syd er venner og bruger hinanden som sparringspartnere, så ved de også, at de, når de er færdiguddannede, bliver konkurrenter. Derfor vil Line, som hun selv siger, gerne slippe ud af jantelovens hæmmende lænker, men på en ordentlig måde. ”Man bliver nødt til at lære at skubbe lidt med albuerne i denne branche”.

 

Vejen ind i branchen

Inden Line begyndte at læse Grafisk Kommunikation på UC Syd i Haderslev, arbejdede hun hos Bestseller i Brande. Det var på mange måder hendes engagement hos den danske tøjvirksomhed, der fik betydning for Lines valg af uddannelse. Hun startede med at arbejde hos firmaet som 13-årig, hvor hun var piccoline og lavede forefaldende arbejde. Senere, da hun efter gymnasiet tog Gymnasial supplering på Herningsholm i Herning, arbejdede hun som receptionist – også hos Bestseller. Derfor havde Line allerede en fod indenfor, da hun i starten af de i alt tre sabbatår søgte jobbet som model hos firmaet.

Efter et år som model fandt Line dog ud af, at hun hellere ville stå bag kameraet. ”Det var fint at arbejde som model. Det gav mig noget erfaring, men det lå i kortene, at modelarbejdet blot var et springbræt til mit videre arbejde bag kameraet”, siger Line og fortæller, at hun blandt andet i højere grad begyndte at arbejde i billedbehandlingsprogrammer, hvilket motiverede hende. Arbejdet fik hende også overbevist om, at det var denne vej, hun ville gå, og da en kollega en dag nævnte uddannelsen i Grafisk Kommunikation på UC Syd i Haderslev, besluttede Line sin for at søge ind.

 

Headhuntet af Father John Misty

I november 2015 modtog Line en mail fra en medarbejder, der på vegne af den amerikanske musiker Father John Misty fortalte, at sangeren selv var interesseret i at købe en tegning af sig selv, som Line have tegnet – hensigten var at bruge den som såkaldt ”print design” på hjemmeside, merchandise og tour-plakat. Idéen til tegningen var kommet en måned forinden, da Line under et cafébesøg var faldet over nogle Go Cards (gratis postkort, red.) og et gratis magasin med en artikel om Father John Misty. ”Hvis jeg kan få inspiration fra gratis postkort og blade, så tager jeg dem gerne med mig”. Da Line læste artiklen med Father John Misty, faldt hun over hans kant og hans udtryk og efter at være blevet inspireret af motiverne på postkortene, som hun havde taget med fra caféen, begyndte hun at tegne en tegning af Father John Misty. Det var egentlig ikke meningen, at tegningen skulle blive til noget andet end noget fan-art, der blot skulle lægges tilbage i skuffen, når det var færdigt.

Men efter at være blevet færdig og haft tegningen gennem et billedbehandlingsprogram, var Line alligevel så tilfreds med resultatet, at hun valgte at lægge et billede af tegningen på sin Instagram-profil og taggede i den forbindelse Father John Mistys egen profil på billedet. ”Efter nogle timer blev jeg usikker på tegningen og overvejede at slette billedet, fordi jeg blev usikker og selvkritisk”.

Men Line valgte alligevel at lade billedet blive, og det skulle vise sig at være en god beslutning, for Father John Misty så nemlig selv tegningen og blev så begejstret for den, at han ville købe rettighederne til Lines tegning, så han kunne bruge den som print design. Hurtigt rådførte Line, som ikke havde haft en lignende opgave før, sig hos blandt andet undervisere på UC Syd, som har erfaring med lignende aftaler, men også med hende, der tidligere havde haft samme opgave for Father John Misty, og lige før jul var aftalen lukket.

”Måske havde det hæmmet mig, hvis jeg på forhånd var blevet bedt om at tegne tegningen”, fortæller Line ydmygt om den opgave, hun mere eller mindre tilfældigt blev en del af og uddyber, at hun jo ikke lavede tegningen for at sælge den, men blot for sin egen skyld. ”Jeg har desværre janteloven inde på livet, så jeg har gået stille med dørene i forbindelse med det her projekt. Jeg bryder mig ikke om at prale”, siger Line med henvisning til, at hun har respekt for folk, der er ydmyge omkring deres arbejde.

Se Lines tegning her

 

Sabbatår og uddannelse

De tre sabbatår, som Line brugte på at arbejde hos Bestseller, var altså vigtige for hendes valg af uddannelse. ”Der er mange, der er bange for at holde sabbatår. Hvis ikke jeg havde taget de tre sabbatår, tror jeg ikke, jeg ville have været, hvor jeg er i dag. Jeg kunne have risikeret at være en ”zapper” (en der springer mellem uddannelserne, red.), hvis jeg var sprunget direkte ud i uddannelsessystemet”. Udover at arbejde hos Bestseller brugte Line også sine sabbatår på at tage Gymnasial supplering på Herningsholm i Herning, fordi hun følte, at hun manglede noget handelsmæssig viden.

På spørgsmålet om hvorfor hun så ikke valgte handelsskolen i stedet for gymnasiet, svarer Line: ”Fordi jeg følte, at der var noget unikt ved det humanistiske og kulturmæssige perspektiv, som man får på gymnasiet, som man ikke får på handelsskolen”. Det, hun lærte om handel og markedsføring, føler Line, at hun godt kan bruge i sin uddannelse og i sit videre arbejde som grafiker. Særligt efter samarbejdet med Father John Misty har Line lært, at det er vigtigt at markedsføre sig, når man arbejder med noget kunstnerisk. I den forbindelse har hun også fået stor respekt for de sociale mediers potentiale, da de var medvirkende til, at hun, mere eller mindre tilfældigt, fik solgt sin tegning til Father John Misty, hvilket måske viser sig at blive startskuddet til Lines karriere som grafiker.

 

 

CV:

Navn: Line Marie Rasmussen

Født: 1992

Bopæl: Haderslev

Uddannelse: Student fra Ikast-Brande Gymnasium. Gymnasial supplering fra Herningsholm. Studerer professionsbachelor i Grafisk Kommunikation ved Skolen for Visuel Kommunikation, UC Syd, Campus Haderslev på 2. år.

Professionsbachelor i Grafisk Kommunikation ved Skolen for Visuel Kommunikation, UC Syd, Campus Haderslev


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA