x

Børns – fra tryllekunstner til sanger

Børns – fra tryllekunstner til sanger

Børns laver pop fra sin hytte i trækronerne af Los Angeles, når han ikke turnerer verden rundt med sine kærlighedssange og californiske vibes. GAFFA fangede Børns til en snak om gamle Playboy-magasiner, middage med prærieulve og hans debutalbum Dopamine.

På en parkeringsplads i det centrale London sidder Børns tilbagelænet i tourbussen og taler i telefon med GAFFA efter at have afsluttet sidste show på sin Europa-tour. Den førte ham i februar forbi København. Og den 28. juni er Børns tilbage på dansk grund med hits som Electric Love og 10,000 Emerald Pools, når han varmer op for Mumford & Sons i Aarhus. 29. juni spiller han så i Amager Bio. Og man kunne tro, at amerikanske Børns havde et særligt forhold til Danmark med sit særegne navn. Men sådan er det ikke.

– Mange spørger, om jeg er fra Skandinavien. Det gør mig ikke noget, for jeg kan godt lide, at det bringer spørgsmålet op om, hvor er du fra. Det får folk til at tænke. Og så kan jeg godt lide det mystiske ved navnet. Men rent praktisk, så er mit efternavn Borns meget almindeligt i USA, men med en streg gennem o’et, så fremstår det helt unikt.

Men før Garrett Borns kunne rejse verden rundt med sine sange, startede han sin karriere i spotlightet ved at hive kaniner op ad hatten.

Pop fra træhuset i LA

Børns voksede op i Grand Haven, Michigan, hvor han i alder af blot 10 år kunne skrive professionel tryllekunstner på cv’et. Det blev dog musikken, der blev hans store kærlighed, og som trak ham til New York. Det hurtige liv passede dog ikke ind i Børns’ livsfilosofi, så han skiftede i 2013 kyst ved at flytte mod Los Angeles’ afslappede tropiske vibes.

– Los Angeles gør noget helt særligt ved dig. Det får dig til at gå helt ned i tempo. Omgivelserne får dig til at skrive og arbejde helt anderledes. Da jeg kom til Los Angeles, flyttede jeg ind i et træhus mellem trækronerne i baghaven af min udlejer. Her skrev jeg rigtig mange af sangene til albummet.

Børns fortæller, hvordan han levede et simpelt liv med udendørs køkken, primitive toiletfaciliteter og prærieulve som sine nye room mates. Det bragte en ny tropisk lyd til hans sange, som tydelig kan mærkes på debutalbummet Dopamine. I løbet af den første uge på østkysten havde han skrevet hitsinglen 10,000 Emerald Pools, der skulle åbne øjnene for navnet Børns hos verdens musikkritikere på ep’en Candy.

Dopamine for ørerne

Candy var desserten før hovedretten. Da jeg efterfølgende skrev Dopamine, havde jeg turneret et år, og på det tidspunkt havde jeg en bedre forståelse for, hvordan jeg gerne ville have, det skulle lyde, og hvad jeg gerne ville optræde med.

Under indspilningerne til Dopamine havde Børns pakket en kasse med inspiration, som mest mærkbart bestod af Playboy magasiner fra 60- og 70’erne. Redaktionelle beskeder fra en svunden tid.

– Foruden den oplagte inspiration, som Playboy kan tilbyde, så kan jeg virkelig godt lide den måde, magasinet er skruet sammen på med æstetikken, de filmiske fotograferinger og sprogbrugen. Og særligt sproget har jeg forsøgt at gøre brug af på albummet.

De playboyinspirerede sange faldt blandt andre Taylor Swift for øre. Hun tweetede sangen Electric Love, hvorefter lyttertallene i den følgende uge steg med 999 procent. Mange er blevet forelskede i den unge trubadurs musik. Og netop kærligheden og længslen efter det unådige er det gennemgående tema på albummet.

– Da jeg var ved at færdiggøre albummet, var jeg klar over, at den længsel og afhængighed, man kan opleve efter en person, var det gennemgående tema. Mange af sangene handlede om at ville hende, men ikke at kunne få hende. Det er den følelse, som det kemiske stof dopamin frigiver i hjernen.

Og nu skal Børns frigive dopamin hos sit livepublikum.

 

Hvem?
Bag Børns gennem sig den 24-årige Garrett Borns.

Hvad?
Børns spiller synthpop med lyrisk opfindsomhed, der kan få dig til at føle den californiske sol for en stund.

Hvor?
Børns er opvokset i Michigan, USA, men bor nu i Los Angeles.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA