x

Reportage: Eksklusiv lytteaften med en veloplagt Jimmy Page

Reportage: Eksklusiv lytteaften med en veloplagt Jimmy Page

I 1997 udgav BBC og Led Zeppelin opsamlingspladen “BBC Sessions”. Indenfor bandets første tre år formåede BBC at have seks studieoptagelser med Led Zeppelin. Disse blev udgivet på cd, men blev mødt med nogen kritik, blandt andet for at visse sange var udeladt (herunder tre sange, der var forsvundet).

BBC har nu igen samarbejdet med guitarist Jimmy Page om materialet med henblik på at udgive den komplette samling (Læs GAFFAs begejstrede anmeldelse her). Dette har bl.a. været muligt, fordi nogle af sangene er blevet gen-etableret ud fra en båndoptagelse fra Østeuropa fra omkring 45 år siden – optaget direkte fra radioen.

GAFFAs udsendte havde fået den fantastiske invitation til de originale Olympic Studios i frodige Barnes ved Themsen i Sydvestlondon. Det var her, at Led Zeppelin indspillede deres debutalbum, efter at både John Paul Jones og Jimmy Page havde arbejdet en årrække some studiemusikere. Led Zeppelin tilsluttede sig selvfølgelig en perlerække af andre kunstnere med tid i de legendariske studier, såsom Beatles, Jimi Hendrix Experience og senere hen B.B. King, Bowie, The Jam og Pink Floyd.

Fri improvisation fra rockens største monster

Aftenen startede med afspilning af ni af numrene fra opsamlingen, startende med “Sunshine Woman”.  Sangen blev indspillet for BBCs World Service’s program for Rhythm & Blues og forsvandt sidenhen fra BBCs arkiver.

På disse indspilninger er der tre sange*, som aldrig kom på plade. Hvorfor det?

– Numrene var fuldstændig improviserede. Tre af sangene fandt vi på, mens vi spillede. Normalt gik man ind og spillede nogle af de kortere numre såsom ”Communication Breakdown”, for man vidste ikke, hvor meget tid man fik. Senere hen begyndte vi at jamme mere. Musikken flød, og BBC gav os frie tøjler.

På daværende tidspunkt viste Jimmy Pages erfaring fra sin tid i et andet hall of fame-band, The Yardbirds, sig at være af vital betydning. Han havde set, hvad to og et halvt minuts singler kunne gøre ved et bands langsigtede succes:

– Dette var tiden, hvor [red. BBC] Radio 1 blev lanceret. De spillede to et halvt minut lange singler fra klokken syv om morgenen til klokken  syv om aftenen. Dette fungerede i sagens natur ikke for Led Zeppelin.

Hvordan kunne I få så gode resultater ud af disse meget komprimerede sessions? Der var vist ikke tid til en øl eller to!

– John [Red. Paul Jones] og jeg var studiemusikere. Vi var meget vant til det. John var meget hurtig … og han var effektiv, ekstremt effektiv!  Og nej, vi kom ikke i studiet stive.

Grunden til successen

Jimmy Page ser lidt skrøbelig ud, men han er veloplagt, velklædt – helt i sort – og nyder tydeligvis seancen.  Slet ikke den karakter, der er blevet beskrevet i så mange detaljer, siden det begyndte at gå ned ad bakke for Led Zeppelin i slut-halvfjerdserne og firserne. Stjernen fortsætter berettelsen om roden til deres succes:

– I Amerika var FM radio-stationerne begyndt at spille næsten hele albums, fra ende til anden. Dette var grunden til, at vi fik vores succes der så fantastisk hurtigt. I England var der ingen, der spillede hele plader. Faktisk lagde musikernes fagforeninger begrænsninger på det; radiostationerne fik kun tildelt en lille smule “needle time”, som det blev kaldt. BBCs studie-sessions var vores eneste reklame hjemme, det var derfor, de var så vigtige!         

Man sidder med en utroligt privilegeret følelse over at sidde fem meter fra en af rockens største skikkelser nogensinde. Det er endnu vildere, fordi manden er i storslået humør og virkelig veloplagt. Jimmy Page er blevet kaldt mange ting (ud over musikalsk guitar-geni), inklusive den mørke kraft I Zeppelin, og hans mange år med misbrug af hårde stoffer gjorde ikke ryet bedre. I aften kan man ikke se hvorfor.

Op ad og videre…

Jimmy taler begejstret om den 45 år gamle musik og forklarer om tekniske produktionsmuligheder tilbudt af BBC’s glimrende lydteknikere, der gennem over-dub (lag-på-lag-indspilning, red.) gav muligheder, som mono-udstyret ellers ikke havde. Musiklegenden fortsætter med at forklare, hvorfor lydteknikere kunne håndtere så avanceret og avantgardistisk musik som Zeppelin. De optog dag ud og dag ind, og det var meget varierende i forhold til genrer – fra klassisk over orkestermusik til jazz, skiffle, funk og rock. Han forklarer også den specielle status, som BBCs optagelser havde:

– Det hele var en pilotoptagelse. Vi lavede ind til flere indspilninger med BBC, men først efter fire af dem, fik jeg et brev fra deres programdirektør, som sagde “I har bestået jeres prøve”.

Alt i alt har den “nye” udgivelse 53 numre og selvom ni af dem ikke er blevet udgivet før er det en lidt nørdet begivenhed. På denne aften i Vestlondon blev det leveret i den ideelle pakke. Sløjfen om det hele var selvfølgelig live kommentator-spor fra selveste Jimmy Page.

Som den perfekte afslutning tygger Jimmy Page lidt på navnet på udgivelsen: “Complete Sessions”, et stort smil breder sig og han udbryder:

 “Complete Sessions”, ja vi er færdige! Måske på tide at jeg puster støvet af guitaren!

Det er der vist ingen rock-fans, der kan være uenige i!

* De tre sange var Sunshine Woman, The Girl I Love She’s Got Black Wavy Hair og Travelling Riverside Blues

 

Playliste:

  1. Sunshine Woman – 19/03/1969, John Peel’s Top Gear recording, Maida Vale Studio 4
  2. Communication Breakdown (ikke defineret)
  3. Dazed and Confused - 03/03/1969, John Peels Top Gear recording, Playhouse Theatre
  4. One Night Stand – 27/06/1969, Playhouse Theatre
  5. I Can't Quit You Baby - 19/03/1969, John Peels Top Gear recording
  6. Whole Lotta Love – 24/06/1969, John Peels Top Gear recording, Maida Vale studio 4
  7. What Is and What Should Never Be - 24/06/1969, John Peels Top Gear recording, Maida Vale studio 4
  8. Since I’ve Been Loving You – 01/04/1971, Paris Theatre
  9. Stairways to Heaven – 01/04/1971, Paris Theatre

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA