x

L7: – Vil du have din femårige til at imitere Miley fucking Cyrus?

L7: – Vil du have din femårige til at imitere Miley fucking Cyrus?

Begrebet riot grrrl er kommet lidt op i tiden igen. Det har måske noget at gøre med, at kvinderne i dag i højere grad griber guitaren, trommestikkerne og bassen, end de gjorde for ti år siden. Det har måske noget at gøre med kønsdebatten og kvindekampens renæssance. Uanset befinder begrebet og attituden sig godt i ny musik både i og uden for Danmark. Men en feministisk og politisk attitude er sådan set ikke noget nyt i musikken, heller ikke da det amerikanske punkband L7 indtog æteren for snart 30 år siden. Alligevel var L7 de første til at omfavne begrebet riot grrrl. Grunge var på vej til at skylde ind over de alverdens teenageværelser, og var man imod de smukke mennesker og konformiteten, var man pludselig blandt de seje typer i klassen.

Hos L7 var det højst sandsynligt ikke bevidst, at bandet i de tidlige 90’ere blev kastet ned i samme skuffe som Bikini Kill, Babes In Toyland og 7 Year Bitch. Det stilsættende pladeselskab Sub Pop havde fundet frem til nerven hos Generation X, og MTV bed hurtigt på. Udgivelsen af Nirvanas Nevermind fik det hele til at eksplodere, og det kunne mærkes i landets punkmiljøer. L7 var ikke fra Seattle, men derimod fra kunstmiljøet i Los Angeles, og igennem deres samarbejde med Sub Pop på albummet Smell The Magic fik de en forsmag på den musikbølgens optrappende succes.

Få år senere, da L7 udgav albummet Bricks Are Heavy i 1992, var alle pludselig iført skovmandsskjorter, hullede jeans og Doc Martens-støvler. Roskilde Festival havde det år samlet det fineste fra den frembrusende og beskidte musikbølge, og det samme havde Reading Festival. På Reading Festival havde Nirvana og Kurt Cobain stablet en gimmick på benene, der jokede om konspirationerne fokuseret på et muligt skrantende helbred. Nirvanas optræden gik det år over i historien, men de var ikke de eneste, der satte et særligt aftryk. Forud for L7s optræden drillede teknikken, og bandet måtte derfor udskyde koncerten. Det resulterede i den famøse tampon-affære, hvor forsanger Donita Sparks kastede sin brugte tampon ud til et aggressivt og rastløst publikum.

Grunge var på toppen i 1992, men stigende heroinmisbrug blandt musikerne, Kurt Cobains selvmord i 1994 og nye kunstneriske veje for blandt andre Soundgarden og Pearl Jam forårsagede musikbølgens implosion i midt-90’erne. Fem år senere nåede L7 lavpunktet og gik derefter i opløsning.

Der skulle gå 13 år, før bandet igen genfandt energien, og 31. august gæstede de Danmark for første gang i over femten år. Selvom de fleste i bandet har rundet de halvtreds, er der stadig masser af riot grrrl og fuck-this-attitude. Jeg mødte forsanger og guitarist Donita Sparks foran Amager Bio før koncerten. Her blev jeg klogere på bandets historie, deres politik, og hvad fremtiden bringer for L7.

 

Hvad er historien omkring L7s gendannelse?

Vi havde ikke talt sammen i lang tid, da vi ikke rigtig var venner. Det var egentlig kun Dee (trommeslager Demetra "Dee" Plakas, red.) og jeg, der havde holdt kontakten. Inden vi blev gendannet, kørte jeg bandets Facebook som en form for arkiv for L7, og pludselig begyndte offentligheden at vise interessere og efterspørge liveshows. En booker ringede til mig og spurgte, om vi var interesseret i at spille koncerter igen, og jeg fortalte ham, at jeg måtte snakke med de andre. Normalt ringer manageren rundt og kører det her mind-game på de andre i bandet: ”Hvis du gør det, gør Donita og Suzi det også”. Men det var bare mig, der ringede, og det var lidt skræmmende. Suzi og jeg havde ikke talt sammen siden 2001, og Jennifer og jeg havde måske set hinanden et par gange til en fernisering og et udvekslet en nervøs hilsen. Jeg vidste ikke, hvordan de ville reagere, og om de ville smække røret på. Jeg gav dem ni måneder til at tænke over det. Det var underligt, og jeg var nervøs, men det virkede.

Var et uvenskab årsagen til, at I gik opløsning i 2001?

– Vi var ikke på et pladeselskab, vi havde intet management, og vi havde ingen penge. Vi bevægede os mod slutningen af trediverne. Der var intet at gøre dengang, når man så økonomisk på det. Vi havde ikke engang sygeforsikring. Og det er ligesom et ægteskab. Når man har økonomiske problemer, skal man passe på sit ægteskab, for det bliver påvirket af det. Det bliver presset. Man begynder at skyde skylden på andre mennesker og de vilkår, man er under. Man bliver en nederen person.

Jeg har indtryk af, at I har haft stor succes med jeres gendannelse – hvordan føler I jer modtaget af jeres publikum i dag?

– Vi havde det virkelig godt i de tidlige 90’ere, men hen imod slutningen begyndte det at gå lidt ned ad bakke. I dag føles det som at løbe vores sidste sejrsrunde. Ligesom når atleter løber rundt med hænderne i vejret, du ved. Vi har ikke travlt med en ny plade, og vi promoverer ingenting. Vi tager bare derhen, hvor kærligheden og vores fans er. Der er ingen dagsorden, udover at have det sjovt. Vi kan også kun turnere i en begrænset periode, da nogle af os har jobs ved siden af. I 90’erne kunne vi bare tage af sted i tre måneder uden problemer, men det kan vi ikke i dag.

Tilbage i 90’erne blev I ofte sammenlignet med andre samtidige bands. I blev ofte betegnet som et grunge-band – hvor præcis finder I den betegnelse?

– Vi kom frem før den der grunge-ting, og jeg har altid set os mere som artpunks, der spiller hård rock. Det var meget usædvanligt dengang, men vi kom fra den her artpunk-ghetto i Los Angeles. Vores første koncerter var til performancekunst og til digtoplæsninger. Men vi var så usædvanlige, at vi var en del af kunstmiljøet, metalmiljøet, feministmiljøet og punkmiljøet. Vi nåede hele vejen rundt.

I dag er der stadig kun få kvindelige punkbands, der er brudt kommercielt igennem, og det bliver stadig opfattet kontroversielt og provokerende – forsøger I at formidle et særligt budskab i dag?

– Der var rigtig mange kvinder involveret i grunge-bevægelsen, og det er måske den største arv fra genren. Vi brød igennem og blev mainstream, men der var mange bands, der kom frem efter os, som ikke brød igennem. Jeg tror helt klart, at vi havde et specielt forhold til mange mennesker, og vores genkomst har sikkert betydet meget for nogle – særligt midaldrende kvinder. Vi smadrer det og viser stadigvæk, hvordan det skal gøres. Jeg tror, der er mange, som finder inspiration i netop det. Vores yngre publikum, der har hørt om os på sociale medier, finder det sikkert også inspirerende, for de har nok aldrig oplevet noget lignende. Vi har en energi på scenen, som man ikke ser så ofte.

Kønsdebatten kører stadigvæk, og der er stadig et grundlag for en diskussion – er det noget, I forholder jer til?

– Vi er ikke rigtigt involveret i en politisk kampagne lige nu, for det har vi brugt mange år på at være. Vi brugte lang tid på at skabe Rock For Choice (støttekoncerter fra 1991-2001 med fokus på blandt andet kvinderettigheder og retten til fri abort, red.), så i dag har vi overladt det til de yngre bands, der skal tage sig sammen og blive involveret.

Så der er ingen særlig politisk debat, I vil involvere jer i?

– Jeg synes personligt, at verden er skræmmende nok i forvejen, og jeg har ikke lyst til at bidrage mere weirdness til den. Vi er her bare for at have det sjovt, men vi er et eksempel på vores politiske holdning. Vi behøver ikke prædike det. Det er tydeligt, hvor vi står politisk, så vi har ikke brug for at gøre noget vildt politisk ud af det.

Og i 90’erne var jeres udtryk meget politisk – hvad er jeres drivkraft i dag?

– Det var ikke kun politik, vi var drevet af i 90’erne. Vi udtalte os ofte om kultur, og så havde vi jo ofte en humoristisk vinkel på det. Det havde alt sammen et personligt fundament, og det overraskede mange, når de fandt ud af, at vi sang om virkelige mennesker. De mennesker kom fra vores fucked up dagligdag.

I Danmarks tales der meget om en meget mandsdomineret musikbranche, hvilket gør sig gældende i hele verden – er det noget, I tænker over?

– I USA er hitlisterne meget domineret af kvinder, men det er popstjerner, der sælger sex. Og det er ikke noget for mig, så jeg kan ikke relatere mig selv til den slags artister. Det er helt sikkert svært for kvinder at slå igennem, hvis de ikke er glamour girls. I 90’erne var det nemmere for os, fordi vi var flere bands. Der var vi sammen med The Breeders, Hole og alle mulige andre bands. Det var ikke kun punkbands, men for eksempel også Juliana Hatfield.

Mangler den slags i dag?

– Helt klart, for det er meget uheldigt for unge kvinder og unge piger, der ikke har nogle ordentlige forbilleder. Deres forældre må være ved at blive sindssyge, når deres datter imiterer Miley Cyrus. Virkelig?! Vil du have din femårige til at imitere Miley fucking Cyrus? Det er fucked up.

Og Miley Cyrus påstår endda at være politisk.

– Og det er hun sikkert, jeg har intet imod hende. Men havde jeg en lille datter, ville jeg ikke have, at hun seksualiserede sig som femårig. Beklager, men vær en drengepige!

Nu har I turneret meget, men er der nogle planer om et nyt album?

– Måske. Vi holder en pause fra november, når dokumentaren udkommer. Måske begynder vi at skrive lidt derfra og til næste sommer, men jeg ved det ikke. Der er ingen, der taler om det, så jeg ved ikke, om det er noget, der er stemning for. Men hvis vi gerne vil fortsætte, er vi lidt nødt til at begynde at skrive. Og jeg vil gerne fortsætte, for det er super sjovt. Vi har det alle fedt med det, for vi sætter virkelig stor pris på spille sammen igen.

Har du stadig gang i en solokarriere?

– Jeg skriver stadig og udgiver sikkert noget på et tidspunkt. Men jeg har været så begravet i L7 de sidste par år, så jeg har ikke fokuseret så meget på det. Jeg har boet lidt i en nostalgisk verden.

Jeg talte for et par måneder siden med Buzz Osborne fra Melvins omkring succes, og det lyder til, at I har det tilfælles.

– Interessant nok var Melvins ikke interesseret i at være kommercielle. Det var vi, og vi skrev virkelig catchy musik. L7 er ikke særlig svært at fordøje. Det er ikke særlig stor kunst. Det er anderledes med Melvins. De kom ind på et stort pladeselskab, da alle andre gjorde det, men de gjorde stadig det samme, som de altid havde gjort. Vi havde ikke en mission om at være kommercielle, men det gjorde det nemmere igennem vores sange.

I har blandt andet haft flere sange brugt i computerspil – hvordan føltes det?

– Tilbage i 90’erne kæmpede vi imod den slags kommercialisme. Det blev virkelig set ned på det, når musikken blev kommercialiseret på den måde. Men nu tager vi hvad som helst! Vi tager en tamponreklame, hvis det skulle være. For det fucking betaler. Vi er fra undergrunden, men vi vil altid gerne infiltrere masserne. Det var godt at blive spillet på MTV, for det var sådan, vi nåede ud i forstædernes teenageværelser.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA