Phil Collins svarer på læsernes spørgsmål: Jeg kunne godt lide American Psycho-filmen

Phil Collins svarer på læsernes spørgsmål: Jeg kunne godt lide American Psycho-filmen

Legenden er tilbage med en ny opsamling, en selvbiografi, og så tager han på tour næste år. Phil Collins har trukket stikket ud på pensionisttilværelsen og svarer på spørgsmål fra GAFFAs læsere.

Hvad fik dig til at droppe pensionsplanerne? Blev det for kedeligt?

– Jeg bor sammen med mine to yngste sønner. Deres mor og jeg har fundet sammen igen, og det har givet mig en indre ro. Og arbejdet med genudgivelserne tidligere i år har været et virkelig fedt og sjovt projekt at være involveret i. Jeg har lyttet til en masse live-optagelser og prøvet at bedømme, hvad der kunne klare at blive udgivet, og jeg opdagede, hvor fedt noget af det var, og hvor godt bandet spillede. Det var meget positivt og gav mig lyst til at spille og skrive musik igen. Det var ikke fordi, det blev kedeligt at være pensionist. Faktisk var det meget rart med en pause.

Den seneste plade fra din hånd (Going Back Fra 2010, red.) bestod af cover-versioner. Hvis du skulle udgive et nyt album, ville det så også være med andres sange, eller med nyt materiale?

– Nej, nu har jeg gjort det. Det var noget, jeg altid gerne har villet, og Going Back er en af mine yndlingsplader af mine egne, men jeg har stadig ny musik i mig, og jeg er bare nødt til at sætte mig ned og arbejde mig igennem det. Det er som om, der altid sker et eller andet, som forhindrer mig i at gå ind i mit lille studie, så jeg er simpelthen nødt til at komme af med alle undskyldningerne og bare komme i gang. Jeg bliver ved med at sige det til mig selv, men der dukker hele tiden ting op. For eksempel har jeg fri i morgen, men så skal jeg til tandlægen. Sådan er det hele tiden… Hverdagsliv, du ved. Mine børn opmuntrer mig til at skrive nyt materiale, og der er ikke andet der stopper mig fra at gøre det end mig selv. Jeg ville virkelig blive glad, hvis det kunne blive til noget en dag.

Du har haft nogle problemer med ryggen. Hvordan har det påvirket dit trommespil? Kan du spille? Eller bliver det med din søn på trommer, hvis du tager på tour?

– Jeg har spillet fire shows indtil videre, og der har min søn Nicholas spillet trommer. Han spiller fantastisk, han har en masse energi og spiller lidt ligesom mig, og mine gamle musikere er rigtig glade for at spille med ham. Operationen i min ryg gik godt, men jeg har stadig ondt i ryggen, og min højre fod er fuldkommen følelsesløs, så jeg er nødt til at bruge en stok for at komme rundt, hvilket får mig til at føle mig enormt gammel. Men jeg venter på, at nerverne vokser sammen igen. Det har taget et år indtil videre, og det kommer nok til at tage endnu et år, hvis det da overhovedet sker. Der er jo ingen garantier, men det bliver lige så stille bedre.

Hvordan har du det med Sussudio efter American Psycho-filmen?

– Hehe, jeg var for nyligt inde at se American Psycho-musicalen på Broadway i New York. Det er lidt underligt at lade sig underholde med at se folk blive hakket i stykker, og de bruger også mine sange. Det er interessant, når en sang får en social betydning. Det man kan tage med sig fra enten musicalen eller filmen er nok, at musikken – om det så er Genesis eller mine solo-ting – er så stor en del af den amerikanske psyke – ikke ”psycho” – at det er blevet synonymt med en bestemt periode og æra. Så på den måde er det ret smigrende. Jeg kunne godt lide filmen, men det er efterhånden mange år siden, jeg har set den. Men du ved, hvis jeg bliver husket på den ene eller den anden måde, er jeg glad, haha!

Hvordan var det at se Mike Tyson synge In The Air Tonight i The Hangover-filmen?

– Det var fantastisk! Faktisk havde jeg ikke set det, men min ældste datter havde set filmen og ringede og fortalte om det. Hun sendte mig et klip, og det var fantastisk. Hvad end man synes om Mike Tyson, er han en legende, og det at han synger sangen og så slår en fyr i gulvet på den måde…wow! Jeg så ham faktisk forleden, da jeg spillede til US Open-åbningsceremonien i New York. Han var der, og jeg ville gerne have sagt hej til ham, men han var omgivet af journalister. Jeg sang In The Air Tonight den aften, og jeg er sikker på, at en af grundene til, at han var der, var fordi vi spillede, men jeg fik ikke muligheden for at tale med ham. Jeg har desværre aldrig talt med ham på tomandshånd, men den scene i The Hangover er pragtfuld!  

Er du bevidst om den indflydelse, du har haft i musikkens verden?

– Mit hverdagsliv indeholder ikke musik. Jeg lytter ikke til musik derhjemme – kun når jeg føler, jeg har brug for det. Så på den måde er jeg ikke bevidst om det. Når jeg hører noget, bliver jeg meget glædeligt overrasket, chokeret, glad og stolt. Når folk som Adele, Lorde eller Kanye West siger noget pænt om de ting, jeg har lavet, bliver jeg meget stolt. Det glæder mig, at jeg på trods af de mange kritikere, jeg har måttet høre på gennem årene, har gjort nogle mennesker glade og endda har kunnet inspirere folk.

Hvad er den mest personlige sang, du har skrevet?    

– Det kan gælde for stort set samtlige sange på Both Sides-albummet. Det er de mest organiske og personlige sange, jeg nogensinde har skrevet. Jeg er meget stolt af dem alle sammen.

Hvad fik dig til at lave musik og sange til Disneys Tarzan-tegnefilm fra 1999?

– Jeg er vokset op i 50’erne, 60’erne og 70’erne, hvor Disney-film var noget af det ypperligste, der fandtes. Min bror er tegnefilstegner og Disney-tegnerne var hans store forbilleder. Min søster stod på skøjter og løb på skøjter i ”Disney On Ice”, så Disney har spillet en stor rolle i mit liv – fyren, der spillede dværgen Dumpe i is-showet sov hjemme hos os. Så da Disney spurgte, om jeg ville skrive musikken til en af deres film, tænkte jeg: ”Mand, det her er fantastisk! Nu er cirklen sluttet.” Jeg kan godt forstå, hvis der var nogle fans, der syntes, jeg var blevet vanvittig. Ud over at være kommercielt succesfuld skrev jeg nu også for Disney. Men hvis ikke man har børn og ser de her film, opdager man ikke, at det er små kunstværker, der vil vare evigt. Som sangskriver burde jeg være i stand til at skrive sange – også når der kommer nogen og spørger, om jeg kan skrive en anden type sang, end jeg er vant til. Jeg følte, det ville udvide min horisont, og det gjorde det. Og med tiden skrev jeg også en Broadway-musical om Tarzan for Disney, og det udvidede også min horisont. Det var en fantastisk mulighed.  

Efter en lang og succesfuld musikkarriere, har du så et råd til nye musikere?

– Find på noget andet at lave, haha! Da jeg startede var det en meget anderledes musikbranche, men mest af alt handler det om at tro på, hvad man laver, for man får at vide igen og igen, at det, man gør ikke virker, men man må bare stå fast og tro på, hvad man har at byde på. Der kommer masser af skuffelser, men man skal bare blive ved, hvis man synes, det, man laver, er godt.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA