x

Roskilde-aktuelle Justice til GAFFA: – Følelser er bare cheesy for de fleste

Roskilde-aktuelle Justice til GAFFA: – Følelser er bare cheesy for de fleste

Flyforsinkelsen er der egentlig ikke så meget at gøre ved. Vi har før oplevet værre forsinkelser end 45 minutter. Sandsynligvis også den franske elektro-duo Justice på deres rejser rundt om i hele verden. Men de undskylder høfligt for, at vi kommer i gang med interviewet lidt senere end planlagt.

Det er næsten mere overraskende, når flyet afgår til tiden, siger den mere snakkesalige Xavier de Rosnay lakonisk, mens hans ranglede, fåmælte partner Gaspard Augé lader sin krop glide ned i den rustikke sofa inde på hotellet i Stockholm.

Vil I tale om forsinkelse, I der ventede hele fem år med det nye album “Woman” – tænkte jeg som det første. Men så kommer fornuften og prikker mig på skulderen og minder mig om, at de faktisk ikke havde lovet noget. Så mit spørgsmål bliver aldrig stillet. Men hvad har de lavet i årenes løb?

– Vi har bygget et studie hjemme ved mig, svarer Xavier.

Ja, du har tidligere kaldt dig en soveværelses-musiker?

Xavier: – Nu er vi hverdags-musikere, med et studie placeret midt i min stue. Vi er naboer i Paris, og det var vigtigt for os at arbejde i et behageligt miljø uden følelsen af at være i et rigtigt studie. Dette er den helt rigtige cocktail for os, for vi kan hver især teste forskellige instrumenter og imødekomme hinandens behov. På denne måde forstyrrer vi ikke hinanden. Ud over det har vi kun gjort ting, såsom at mødes med venner, fiskeri, læsning, maleri. Leve livet.

Alt går rasende hurtigt i dag, og risikerer man ikke med så lang en pause, at lytterne forsvinder?

Xavier: – Jo, det er en risiko, vi løber. Men vi arbejder i vores eget tempo og kan ikke tvinge noget igennem, Hvis vi vil udgive et album om året, så kan det sikkert også godt lade sig gøre.

“Woman” har, som sædvanlig, en række forskellige effekter: funky bas, hårdt synth, teatralske keys og en mørk tone.

Xavier: – Vi har altid elsket de sider af musikken. De vigtigste ingredienser i en god Justice-lyd er sangens akkorder og harmonier, oven på en masse rå energi, så vi har puttet det hele på albummet, og det er næsten en time langt. Vi planlægger altid et albums begyndelsen, midte og slutning.

Men låser det jer ikke fast at planlægge det så stramt?

Xavier: – Overhovedet ikke. Hvis ikke ville det være som at lave en film uden et manuskript.

Hvis man lytter til nogle keyboardpassager, kan man ikke helt komme uden om begrebet en cheesy guilty pleasure, eller er det helt forkert?

Gaspard: – For os er det ikke noget, vi er flove over at kunne lide. Bare, at det er så naiv-romantisk og alvorligt følelsesmæssigt, er en grund til at kunne lide det. Og det samme gælder os, vi gør aldrig noget kynisk.

Xavier: – Sjovt nok har alle deres egen definition af, hvad der er cheesy. Når du synger, og mere end to stemmer matcher akkorderne, begynder folk at kalde det cheesy. Gode harmonier er den vigtigste katalysator for at vække følelser, og følelser er bare cheesy for de fleste.

I pressemeddelelsen til “Randy”, andensinglen fra albummet, står der, at navnet "Randy" kan henvise til både en mand og en kvinde. Jeg vil hævde, at det også er en skjult reference til ordet "liderlig"…

Xavier: – Tja, alle tolker vel på hver deres måde…

Han siger det med et ansigtsudtryk, der nærmest beder til, at næsen ikke skal vokse med løgnen og fortsætter:

– Måske var det din sindstilstand, da du lyttede til det, og så bragte sangen dig i det humør… Personligt ville jeg aldrig, aldrig have tænkt på det, overhovedet…

Er det rigtigt?

Xavier: – Det ér rigtigt!

I har ofte sangtekster med i jeres videoer. Kan I lide karaoke?

Gaspard: – Absolut!

Synger I meget?

Xavier: – Nej, vi duer ikke som karaoke-sangere. Der er noget tilfredsstillende ved at læse teksten til sangen. Alt afhænger af sangen. Teksterne vil altid være sekundære, og vi bruger sangen som et instrument. Selvfølgelig går vi op i, hvad der bliver sagt, men målet er enkelhed.

Hører I jeres egne sange på karaokemaskiner?

Gaspard: – Ja, i Japan. Selvfølgelig.

Har I nogensinde hørt nogen synge dem?

Xavier: – Nej, for vi kommer sjældent sådanne steder, men nogle gange sender folk fotoer og videoer til os. Men Japan er meget speciel. Når albummet er frigivet, er der store chancer for, at sangen havner i en karaokebar. Kan man være mere pop end det?! For os er det næsten bedre at blive spillet på karaokebar end at vinde en MTV Award, netop fordi bekræftelsen kommer fra almindelige mennesker og ikke musikindustrien.

I er tit ude som dj’s. Sker det, at dansegulvet bliver tomt, fordi I sætter forkert musik på?

Xavier: – Naturligvis, hele tiden. Selvom det er mindre hyppigt end tidligere. Da vi ikke er fra dansemusik-scenen, er det ikke noget, vi lægger særlig meget vægt på. De ting, vi gør er lidt underlige. I 2004 og 2005, da vi begyndte at spille som dj’s, blev vi booket til en masse danse-festivaler og en masse raves i Tyskland. Vi tømte gulvet meget ofte. Et telt til 8.000 mennesker kunne være tomt på mindre end fem minutter. Jeg husker især én gang på Tomorrowland-festivalen i Belgien, da satte vi en Mr. Oizo-sang på, der starter med to minutters lyd fra ting, der falder til gulvet, ingen rytme eller noget. Alle forsvandt undtagen fire, fem mennesker, og de var alle vores venner!

Gaspard: – Kan du huske, at vi også har haft meget tidlige sets klokken ni om morgenen, når der ikke var andre end to fulde piger fra aftenen før?!

Xavier: – Senere er det blevet lettere, og folk er begyndt at acceptere, hvad vi spiller. Dog ikke altid. Nogle gange, når vi spiller på EDM-festivaler og får vores sets mellem Zedd og David Guetta, ved vi, at vi ikke kan konkurrere med dem i form af at få folk til at danse og strække deres hænder i vejret. I stedet går vi i den modsatte retning og bare spiller, hvad fanden vi har lyst til, fordi folk ikke kommer til at forlade gulvet, når de venter på at se David Guetta! Sidste gang det skete var i Brasilien, hvor vi kiggede ud over et helt menneske-hav med måske 40.000 mennesker, der bare stod der stille og roligt med krydsede arme! Kan man ikke få dem til at danse, kan man i det mindste få dem til at huske, hvad de så!

Hvad siger I til folk, der kommer op og ønsker, at I skal spille deres yndlingssange?

Gaspard: – Det sker ikke ofte, men måske kommer der en op og viser en sangtitel på skærmen af en mobiltelefon, fordi de ønsker at overraske en ven eller noget i den stil.

Xavier: – Kan du huske, hvad der skete med Pedro (Winter, bedre kendt som Busy P, red.)? Han kom i slagsmål på en klub i Tyskland, fordi han nægtede at spille andet end det, som han selv valgte. Da han sagde nej blev en anden vred, gav ham fingeren og begyndte at fornærme ham. Pedro tilbød ham ti euro i tilbagebetaling af sin billet, men det hjalp ikke. I sidste ende fik Pedro nok og spyttede på ham, greb hans tøj og næsten slog ham i gulvet! Heldigvis er det aldrig sket for os, vi er ikke voldelige mennesker.

Læs GAFFAs anmeldelse af Justices "Woman": Disco done right

Hør Justices "Randy":

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA