x

Den politiske Grammy – for meget eller for lidt?

Den politiske Grammy – for meget eller for lidt?

Der var igen-igen smæk for skillingen i politisk forstand, hvad angik nattens Grammy-show.

Man kunne nok have spået det, idet en stor del af de nominerede til årets priser bestod af minoritetsgrupper, hvis opbakning til den nusiddende amerikanske præsident kunne være større. Til det årlige show blev der da også eksekveret ganske eksplicitte markører, der ganske rammende slog tonen an for, hvor musikbranchen efterhånden er placeret i et politisk ladet Amerika.

En fælles fjende synes at tegne sig i Donald Trump, på forskellige betingelser. Åbningsakten i nattens show udfoldedes af Kendrick Lamar igennem et godt og vel syv minutters alternativt take hans sit eget album ”Damn”, akkompagneret af U2, en horde af koreografier og intet mindre end komikeren Dave Chappelle med en lille besked til hr. og fru. U.S.: "I just wanted to remind the audience that the only thing more frightening than watching a black man be honest in America is being an honest black man in America". Således er scenen sat.

Dette var dog ikke en kamp, alle kunne tage del i. Endnu. For netop diversiteten har været et standpunkt, som Grammy-baglandet lod male i skyerne og viste sig i de kategorier, der var repræsenterede i aftenens show. Atter vendte blikket tilbage mod Trump, da aftenens vært, den profilerede The Late Late Show-vært James Corden arrangerede en spoken-word-session, hvor kunstnere som John Legend, Snoop Dogg, Cardi B og afslutningsvis Hillary Clinton fik lov til at læse op af det seneste skud på stammen af anti-Trump kampagner: Reportage-bogen ”Fire and Fury”. I klassisk elegant talkshow-værts-stil siges en masse uden at sige ret meget.

Tilstrækkeligt med politisk debat?

På trods af disse enkelte stikpiller går diskussionen på mange af de etablerede og sociale medier, om der egentlig overhovedet var, hvad der måtte betegnes som ”tilstrækkeligt med” politisk debat. Rolling Stone karakteriserer det eneste ”Grammy-moment” i løbet af aftenen Janelle Monaes tale, der indledte Keshas, Camilla Cabellos, Cyndi Laupers, Bebe Rexhas og Andra Days fremførelse af ”Praying” fra Keshas seneste udgivelse. Nummeret omhandler Keshas forhold til produceren Dr. Luke, en af de første skandaler om seksuelle krænkelser i musikindustrien.

Netop denne konstellation, denne anke kunne have være forstærket i dens rette elementer, alt imens man for hurtigt lod sig stå til tåls med diversiteten som bærende eksempel på det modsatte, som et billede på et fremadsynet Award-show, hvis latterliggjorte dage skulle være talte. Netop nu, hvor blikket rettes imod forholdene for kvinder i underholdningsbranchen igennem kampagner som #Metoo og #Timesup, viser en undersøgelse fra den californiske universitet UNC Annenberg dog, at under 10 procent af de sidste seks års samlede nomineringer har været besat af kvinder.

Harmen eskalterer først i udpræget grad, da Ed Sheeran løber med prisen for "pop song" og "pop performance of the year". Som eneste mand i kategorien og med Kesha som nomineret var der pludselig ikke samme begejstring som normalt til den ellers så bløde britiske popstjerne. Men at lade ham vinde var i manges øjne at vende blikket bort fra en foruroligende og relevant beretning. Et opråb fra Twitter lyder eksempelvis:

"Still confused as to how @edsheeran won best pop song over @KeshaRose. She literally made a song about overcoming sexual abuse. "

Et vink med en vognstang, der portrætterer en konfus branche, som vil det ene og andet på én gang. Overgrebene må og skal tilsyneladende inddrages som en del af et budskab, men ikke hædres som et spørgsmål om kunst. Hvornår opstår denne kobling eller mangel på samme?

Midt i denne ulejlighed er det mr. Bruno Mars, der løber med hele pivtøjet i år. At gå retro er et næsten sikkert træk i industrien, og han har formået at lade "24K Magic" skinne som en yndefuld festbooster af et farveladeglad 80'er-tur-retur-sceneri. Til gengæld er der ganske ufarligt intet politisk at ytre i hans budskab. ”Disse sange er skrevet med intet andet end glæde og med et eneste budskab, og det er kærlighed. Det var alt, hvad jeg ville give dette album.” Et ærligt, men ufarligt budskab. I et felt af kunstnere som Jay-Z, Kendrick Lamar og Childlish Gambino virker det næsten som det eneste valg, der kunne udelade de politiske skærmydsler i det store U.S. og samle et publikum. Samme syntes at forekomme sidste år, da Adele snuppede priserne for ”Song”, ”Record” og ”Album of the year” foran Beyoncés Lemonade.

En skizofreni synes at herske i den amerikanske award-kultur. I ønsket om at markere sig som en indirekte opdragelsesanstalt for enhver musikfan verden over, virker det på uddelingen af priser som en modsatrettet bevægelse. Valget tilfalder som oftest ikke et politisk anstillet kunstværk. Og dette synes ambivalent, hvis man mener, at dette af nødvendighed skal fylde sendefladen, samtidig med at det ikke anerkendes i form af pristildelinger. Det er en balancegang, men det tilter i skizofrene retninger, hvor den hele musikverden hverken vil det ene eller andet.

Det er svært at kunne argumentere for, at politiske budskaber kan udtrykkes i kunstnerisk integritet så 1:1, som jeg fremlægger det. Ikke desto mindre synes de politiske bevægelser hule, hvis de ikke anerkendes over hele linjen og ikke som en symbolsk affære, der statuerer en selvforherligelse snarere end indbyder til egentlig debat.

For god ordens skyld skal det understreges, at vinderne kåres af medlemmerne af Recording Academy, der består af cirka 14.000 professionelle musikere, producere og teknikere.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA