x

Click Festival: Find mennesket og videnskabens placering i kunsten

Click Festival: Find mennesket og videnskabens placering i kunsten

Click Festival omfavner nutidig kunst og udforsker feltet mellem kunst, videnskab og teknologi. I år finder festivalen sted den 19.-20. maj på Kulturværftet i Helsingør. 

Det er ottende gang, Click Festival afvikles. Festivalen er kendt for at være en af de få, der som udgangspunkt har fokus på kunsten og musikkens mange facetter og samarbejdspartnere samt dens relation til mennesket. Fremfor udelukkende at fokusere på kunsten isoleret ser man på tidens opfindelser og engagerer sig med dem. Festivaler findes der i spandevis, men der findes kun én udfordrende og eksperimenterende Click Festival.

XENO: at blive ét med det “andet” 
Vi skal tale om kunsten. Hvad er den, hvorfor er den, og hvordan kommer den mon til at se ud i fremtiden? Mennesket er i flyvende udvikling inden for alle videnskaberne, men hvor er vi egentlig på vej hen? Årets Click Festival arbejder med vores tilgang til og skabelse af den “anden”. Det handler om at tænke i nye partnerskaber mellem mennesket og dets omgivelser. For “den anden” er unægtelig i os, omkring os og er også noget, vi fortsat selv skaber i vores teknologiske opdagelser som kunstig intelligens. Så hvordan kan vi skabe et levested for os selv i fremtiden, når vi selv spiller så stor en rolle i kreationen af fjendtlige og fremmede miljøer for os selv? Find måske svaret og få spørgsmålet belyst til dette års festival.  

– Med årets tema XENO fortsætter vi CLICK-linjen om at omfavne nye ukendte områder og tegne morgendagens kort i vores nysgerrige og forhåbentlige modige udfordring af tidens teknologier og politikker gennem kunstneriske værker. Aldrig har verden haft så meget brug for nysyn og nytænkning som nu. Hvem kan gennembryde tech-industriens tavse mure og udfordre borgernes ekkokammer? Hvem kan give os nye billeder på nethinden og skabe nye mening? Det kan kunsten og kunstnerne ved at bruge og derved udfordre samme industriers teknologier, udtaler Mikael Fock, leder af CLICK Festival og Kulturværftet i Helsingør.

Filosofisk kraft og engagement
Koncerter, workshops, talks og udstillinger – ud over at samle videnskab og teknologi med kunsten i dens bredeste forståelse angriber festivalen også de forskellige videnskabers samarbejde gennem forskellige metoder. Alle sanserne er i spil, så du kan opleve kunsten og selv være med, når kreative hjerner fra industrien instruerer og ryster fremtidens kunst og teknologi ud af ærmet. For kunsten og teknologien må anskues på mere end blot en enkelt måde, hvis vi skal kunne afkode deres fremtid, hvilket netop er det, der ligger Click på sinde. Det sætter gang i refleksionerne og spørgsmålene til vores samtid i en tid, hvor alting flyver der ud af i rivende fart. 

Årets musikalske gæster er: Moor Mother (US), Amnesia Scanner (FI/DE), KhalilH2OP (DK), Zeno Van Den Broek (NL), Lotic (US), Dissecting an Utterance (DK/NL/UK), Soho Rezanejad (DK), Chino Amobi (US), SØS Gunver Ryberg (DK), Violence (US), Rabit (US), Gary Gritness (FR), Larry B (UK), FAKA (SA). 

Varm op med SØS Gunver Ryberg:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA