Dette var årets bedste NorthSide-koncerter

Dette var årets bedste NorthSide-koncerter

Hvilke koncerter var de bedste på den netop afsluttede NorthSide Festival? Svaret får du her.

Uddrag af alle de mest positive GAFFA-anmeldelser fra NorthSide – dem, der udløste fem eller seks stjerner – kan du se nedenfor. Ingen af koncerterne blev i øvrigt anmeldt til under tre stjerner, så i år fokuserer vi kun på det positive.

A Perfect Circle, Green Stage, fredag, anmeldt af Simon Nielsen (6/6 stjerner)

"Der mangler intet. A Perfect Circle udgør definitionen på supergruppen. De er personificeringen af det ord, for alt, de gør på scenen, bliver perfekt forløst. Igennem sættets opbygning bevæger A Perfect Circle sig mod kulminationen, imens Maynard James Keenan og Billy Howerdels stemmer mødes i gåsehudsfremkaldende harmonier. Hvert instrument er fremtrædende, som havde A Perfect Circle brugt hele dagen på at få det til at lyde perfekt. De atmosfæriske toner under ”Disillusioned” komplementerer det grusomme på ”Thomas”, imens Maynard James Keenan dirigerer bandets udfoldelser på scenen. Der siges ikke meget, men det gør ingenting, for de politiske budskaber, der præger Eat the Elephant, formidles igennem musikken. Guitarerne skærer som en kniv i huden, imens bassen banker ind i mellemgulvet. Skønheden møder sin destruktion, som socialrealismen mødes af døden. Hårene på armene rejser sig. Den musikalske eksplosion vokser, imens der sendes tanker og dedikationer af sted til Malcolm Young og Chris Cornell over David Bowie og Anthony Bourdain."

LÆS OGSÅ: A Perfect Circle: Fortsættelsen på det efterladte

Beck, Blue Stage, lørdag, anmeldt af Michael José Gonzalez (6/6 stjerner)

""It can rain all summer now. It doesen’t matter, cause we had tonight!" Sådan lød det fra Beck ved afslutningen af hans sprudlende stjernekaster af en koncert på NorthSide, og det er lige før, man er tilbøjelig til at give ham ret. Sammen med sit syv m/k store band skød Beck musikalske lykkepiller i NorthSide-publikummets åbne gab i en eminent opvisning i fællesskabsskabende eufori.

Godt nok er Beck og bandet lidt over 10 minutter forsinkede, men hvad gør det, når de åbner ballet med en forrygende fortolkning af ”Devil’s Haircut”, og cool som netop djælven selv (med eller uden ny frisure) iført hat, læderjakke og solbriller fører Beck som en krydsning mellem Prince og Bowie sikkert både sit band og os gennem et feststemt sæt, hvor man skal være lavet af sten for ikke at lade sig rive med."

LÆS OGSÅ: Beck har kridtet danseskoene på strømlinet og sprudlende udspil

Thundercat, Red Stage, torsdag, anmeldt af Elias Kvist (5/6 stjerner)

"Stephen ”Thundercat” Bruner er mange ting. En skæg dreng i musikklassen, en spilopmager, når det kommer til personlig flair af røde dreads og superhelte-sokker. Men han er også umiskendeligt go-to manden i disse år, når det kommer til den urbane r&b og funk-scene i disse dage. Som producer for Erykah Badu, Flying Lotus og Kendrick Lamar og tidligere medlem af Suicidal Tendencies er han blevet et omdrejningspunkt for den farvede musik i USA i den seneste tid. Og med den koloenorme sekstrengede bas og sit minimalistiske tomandsband bliver det efter små 45 minutters selskab ikke sværere at forstå hvorfor."

Future Islands, Green Stage, tordag, anmeldt af Simon Nielsen (5/6 stjerner)

"Den hvide skjorte er forslået og gennemvædet af sved. Samuel Herring er gået fra at ligne en revisor i nystrøget hvid skjorte til at være en inkarnation af sangene, han synger. Jeg mærker de følelser, han formidler igennem de 75 minutter, han står foran NorthSide. Jeg kan mærke inderligheden og den dybtfølte smerte, han udtrykker. Bag ham står bandet. Det er anonymt, men det gør ikke så meget, for Herring har nok karisma til at bære hele koncerten. Han har kropsbygningen, vi alle bevæger os imod, når vi rammer midten af tyverne. Intensiteten står i kontrast til hans falmende hårpragt. Vi kan alle sammen relatere til ham – om det er første eller tredje gang, vi ser ham på en scene."

Björk, Blue Stage, torsdag, anmeldt af Michael José Gonzalez (5/6 stjerner)

"Symptomatisk for netop denne festival får publikum lige vendt verdenssituationen højlydt. Nuvel, det kan afhjælpes ved at rykke tættere på scenen, hvor man kan lade sig suge ind i en fortryllende fremførelse af "The Gate". Björks totaloplevelse egner sig så absolut bedst til at blive oplevet på første parket, hvor man også kan lade sig blæse igennem af sættets mere aggressive elementer.

Koreografi, kostumer og visuals er en overdådig forkælelse af synssansen, og det er let lade sig henføre i nærmest meditativ tilstand til de på én gang insisterende stille og stærkt ekspressive sange, der insisterer på bevægelse. Björk er et godt sted i sit liv, og hun gør, hvad hun kan for at trække os med derind."

LÆS OGSÅ: NorthSide-talsmand: Der skal ske en radikal holdningsændring om snak under koncerter

The War On Drugs, Green Stage, torsdag, anmeldt af Lise Sastakauskas (5/6 stjerner)

"Langsomt stiger en let tåget røg op fra scenen, mens jeg og mange tusinde andre venter spændt på indierock-bandet fra Philadelphia, The War On Drugs. Som cirkusheste, der dufter savsmuld, pifter de forreste rækker, da scenelyset skifter fra hvid til lilla og senere til gul, da kvintetten indfinder sig på NorthSides Green Stage.

Den opstillede halvmåne af trekantede lamper blinker i rosafarvede bølger, mens der simultant kastes roterende scenelys over publikum til dansable “Holding On”; en af mine personlige favoritter fra The War On Drugs’ seneste plade, A Deeper Understanding. Den præstation bliver dog hurtigt overgået af inderlige “Pain”. For en fem minutters stund er det svært ikke at lade sig opsluge totalt og glemme alt, hvad der hedder papir og pen. Det er især det længselsfulde guitarspil i nummerets sidste del, der får undertegnedes hjerte til at bløde lidt."

Body Count featuring Ice-T, Green Stage, fredag, anmeldt af Michael Jose Gonzalez (5/6 stjerner)

"Den vrede havde papa Ice og bandet taget med sig til Aarhus i dag, hvor Body Count var første navn på plakaten, og faktisk formåede at trække en fornuftig publikumsmængde til, tidspunktet taget i betragtning.

Først blev thrash-rødderne hyldet i et Slayer-medley bestående af legendariske Reign In Blood og Postmortem, og bandet leverer varen - hurtigt, hårdt og hidsigt.

I front er Ice-T stadig i en klasse for sig på en scene. Han kalder os en flok “soft pussies” og lufter sin skuffelse over, at der åbenbart ikke er nogle rigtige mænd i Danmark. Han spiller rollen som metal-gangsta med LA-cap og farvet skæg perfekt og hverken ligner eller opfører sig som en mand, der har rundet de 60 - og så alligevel, for familieværdier er vigtige for Ice-T, og således er både hans søn og to-årige datter med på scenen. Førstnævnte som hype man og sidstnævnte som på én hans badass og nuttet indslag."

Liam Gallagher, Blue Stage, fredag, anmeldt af Simon Nielsen (5/6 stjerner)

"Liam Gallagher er kombinationen af det hele. Han er gennemført charmerende og arrogant på samme tid. Han er en af de fyre, man sikkert ville gå udenom i byen, imens han valser ned af den britiske high street med et pint i hånden. Han fortæller os om en kvinde i København, imens han dedikerer sange til hende. Han synger, som han gjorde det i 1994. Han leverer teksterne med samme nonchalance og overbevisende fortællerstemme. Han er indbegrebet af britisk rock, og igennem ”Greedy Soul” til ”Wall of Glass” fra As You Were løfter han dem op på samme niveau, hvor ”Some Might Say” og ”Cigarettes and Alcohol” befinder sig."

The National, Blue Stage, fredag, anmeldt af Lise Sastakauskas (5/6 stjerner)

"Mens det lette skydække smelter sammen i lilla og orange nuancer, tæller et ur tiden minutterne, til The National går på Blue Stage. Imens er NorthSides forventningsfulde gæster på plads i området fra scenen og til de bagerste øer, hvor man kan få tanket væskedepoterne op med lidt af hvert. På skærmen, der fungerer som et vindue ind til backstage-området, ser vi pludselig indierock-kvintetten komme gående – og så står de her på scenen til et stort publikumsbifald.

Uden introduktion starter The National ud med ensomme “Nobody Else Will Be There”, hvor det eneste, jeg hører fra publikum, for en gangs skyld ikke er snak, men en stille summen af fællessang. Sådan fortsætter stemningen, der snart krydres med taktfaste bifald til de karismatiske guitar-riffs under “The System Only Dreams In Total Darkness”."

Queens of the Stone Age, Green Stage, fredag, anmeldt af Simon Nielsen (5/6 stjerner)

"Queens of the Stone Age har skudt en ordentlig røvfuld ørkensand i vores dansesko, og imens vi står og tripper til ”Feet Don’t Fail Me Now”, rykker Troy Van Leeuwen rundt i guitares, i takt med Josh Homme, der sparker til scenografien. Han gjorde det samme i Forum for en håndfuld måneder siden, og da han for nylig ramte en uheldigt placeret fotograf i ansigtet med sin støvle.

Queens of the Stone Age har gang i fødderne, imens ”The Evil Has Landed” udvikler sig til ”My God Is the Sun”. Queens of the Stone Age bevæger sig igennem sit nyere materiale, og imellem dedikationer til netop afdøde Anthony Bourdain, der står som nær ven af Josh Homme, bevæger Queens of the Stone Age sig ud i betagende ballader, der udvikler sig til støjende guitarsekvenser med de fine detaljer i front."

MC50, NorthSide, Red Stage, fredag, anmeldt af Espen Strunk (5/6 stjerner)

"Wayne Kramer er eneste overlevende medlem fra den originale gruppe, og i klædelig respekt for dette (triste) faktum er det da også under navnet MC50, at Kramer stiller op med et vitalt band for at fejre 50-året for netop Kick Out the Jams.

På fucking NorthSide, venner – en ualmindeligt begavet booking. Både på papiret og – skal det vise sig – i praksis, hvor den aktuelle inkarnation af det banebrydende band er i byen for at fremføre hele det klassiske album.

Over en lille times tid, hvor konteksten ganske vist er en helt anden end way back when – men hvor energien ikke desto mindre er uimodsigelig, og det er decideret livsbekræftende at se og høre en særdeles levende Kramer forvalte arvesølvet."

Dizzy Mizz Lizzy, Blue Stage, fredag, anmeldt af Lise Sastakauskas (5/6 stjerner)

"Heldigvis kommer Dizzy Mizz Lizzy stærkt tilbage til det gode gamle med “Rotator”, der får publikum til at blæse på træthed og ømme lemmer. Herefter fortsætter festen med “67 Seas In Your Eyes”, hvor publikum stadig er lige friske på at skråle med under omkvædet. Alt i mens udfolder Tim Christensens guitar og Martin Nielsens bas sig i en veloplagt strenge-duel, som senere får støtte fra publikum, der klapper i takt.

Herefter kommer der spotlight på Tim C, der spiller de første toner til “Love Is a Loser’s Game”. Før Tim Christensens får indfundet sig ved mikrofonen, er publikum allerede i fuld sving med at synge de første strofer – og der er ikke et øje tørt. heller ikke til “11:07”, der henter sin titel fra tidspunktet for rocklegenden John Lennons død den 8. december i 1980."

Yungblud, Blue Stage, lørdag, anmeldt af Sarah Daugaard Rose Hansen (5/6 stjerner)

"Hvordan han, energibombe som han nu engang er, formår at spille og synge som han gør, mens han tonser rundt og ligger nede på gulvet, det bliver mig en gåde. Men der er ingen tvivl om, at han lever sig 100 procent ind i sin optræden. Han tiltaler også publikum flere gange, og man har en forbindelse til ham, som mange andre kunstnere ikke formår at skabe. “The energy is crazy!” fortæller han publikum, hvilket kun gør dem endnu mere ekstatiske. Folk af alle aldersgrupper er med på håndbevægelser, arm-sving og at råbe i kor, så vel at kunstneren selv næsten ikke kan håndtere kærligheden."

Rex Orange County, Red Stage, lørdag, anmeldt af Elias Kvist (5/6 stjerner)

"En imponerende skare har lørdag eftermiddag givet en stor fuck-finger til dansk kulturarv. Mens C.V. Jørgensen gør sit indmarch hos de ældre sjæle på Blue Stage, har ungdommen valfartet til det fundament, hvori deres håb og drømme mødes: cool, calm and cocky. Eller med andre ord. Rex Orange County er kommet for at smelte hjerter.

Og der er virkelig mange på kogepunktet. De ankomne tilhængere er ikke bare tilhængere. De er passionerede dyrkere af en flair og elegant indie-pop, der smitter som en milkshake på en forårsdag. Lige præcis følelsernes vold træder vi ned i med Alex O’Connor, som med tidstypisk kitschet kæmpe surpreme hoodie, GOLF T-shirt i XXXXXL og enorme jeans træder ind sammen med sit tomandsband."

Tyler, The Creator, Green Stage, lørdag, anmeldt af Michael Jose Gonzalez (5/6 stjerner)

"Tyler veksler mellem det rolige og rendyrket anarki, og i de stille stunder ridser han godt og grundigt i lakken med både sin lyrik og sin rå stemme. Han ligger solidt på beatet og springer rundt som en Duracellkanin på speed, samtidig med at ordene flyder fra ham uden ophold. Og dualiteten i hans univers – både lyrisk og musikalsk illustreres eminent i ”IFHY” (”I fucking hate you, but I love you”), og det er uhyre effektivt."

Father John Misty, Green Stage, lørdag, anmeldt af Espen Strunk (5/6 stjerner)

"Det er tilsyneladende langtfra kun for undertegnede, at Misty står som årets hovednavn (eller et af dem) – og omtrent midtvejs i den fokuserede festivalkoncert har det heller ikke undgået hovedpersonens opmærksomhed:

”Det er godt at være tilbage i Danmark...hvor jeg åbenbart er et populært festivalnavn. Det virker, af en eller anden grund!” udbryder Misty, nærmest forundret – efter at have fremført titelnummeret fra sidste års lyrisk ambitiøse Pure Comedy, hvor selve den menneskelige tilstand er på den poetiske dagsorden. Og han har ret, og det er ikke til at tage fejl af: Det virker, her og nu."

Diplo, Green Stage, lørdag, anmeldt af Sarah Daugaard Rose Hansen (5/6 stjerner)

"Velkommen til festen! Det er lørdag aften, og der er ikke engang en dag tilbage. Så skal du være fuld og skal du feste – så er det ved at være oppe over. Og hvis Beck føltes, som om det var en lidt ældre generationsfest, end du kunne skrive under på, så er den næste optræden perfekt for dig. Diplo er det eneste EDM-indslag på NorthSide-plakaten, der har stået meget i rockens tegn. Han skal så at sige varme op for Nik og Jay, der lukker årets festival. Man kan dog dårligt kalde kunstneren for opvarmning, da de fleste nok har været temmelig gennemsmadret efter sådan et stykke med Diplo."

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA