x

KOMMENTAR: 6(66) ting, jeg lærte som førstegangsdeltager på Copenhell

KOMMENTAR: 6(66) ting, jeg lærte som førstegangsdeltager på Copenhell

Copenhell blev i weekenden afholdt for niende gang, men det var første gang, jeg selv var på festivalen.

Når jeg ikke har været der før, skyldes det primært, at jeg ikke er verdens største metalfan, og der er jo festivaler hver weekend på denne tid af året, men jeg har på den anden side heller ikke noget imod genren, og i år fik jeg så omsider min debut. Det har fået mig til at gøre en række iagttagelser over denne helt særlige begivenhed, og for faste Copenhell-gængere er alt dette selvfølgelig gammelt nyt, men for andre nybegyndere kan det måske have interesse.

De fysiske rammer er helt ideelle

Placeringen af en metalfestival på Refshaleøen, på en betongrund, hvor der engang lå et skibsværft, få kilometer fra Københavns centrum er den helt rigtige, både logistisk og æstetisk. Der var god plads til alle, selvom festivalen næsten havde udsolgt, og området er tilpas råt til musikken, og publikum. Jeg havde i øvrigt dårligt sat min fod på området, før jeg næsten blev skidt i hovedet af en af de måger, der konstant kredser om Djævleøen. Rock and roll!

Musikudbuddet er ganske alsidigt

Metal er ikke bare metal. Årets festival bød på alt fra "blød" musik som grunge fra Alice in Chains over klassisk metal som Mustasch til hårdtslående navne som grindcorebandet UxDxS og black metal-veteranerne Satyricon. Man kunne også opleve Igorrr, der blander dødsmetal og klassisk musik – med alt fra breakcore og triphop til jazz og drum’n’bass inde over – og så var der Aarhus Symfoniorkester, der spillede temaer fra film som  2001: A Space Odyssey, Star Wars, Superman og Batman med tv-værten Jakob Stegelmann fra Troldspejlet som veloplagt konferencier ­– til den måske langsomste wall of death endnu set på Copenhell. En helt særlig oplevelse.

LÆS OGSÅ: Stegelmann, symfonien og Copenhell

Fokuseringen på død og djævelskab er allestedsnærværende – og viser god, sort humor.

Det begynder allerede med busserne fra Christianshavns Torv. De har naturligvis nummer 666. På Refshaleøen hedder næsten alt noget med død og djævelskab. Scenerne har navnene Helviti, Hades og Pandæmonium, der er udstillet kranier, galger, omvendte kors og sågar en guillotine, V.I.P.-området hedder R.I.P., madboderne har navne som Rest in Pizza, Pigs from Hell og Flying Pancakes from Hell, og en af barerne forestiller en let brændende kirke. Man kan også få testet sin egen smertetærskel over for kulde og elektricitet udført af medicinstuderende på Københavns Universitet under overskriften "Copainhell". Det er alt sammen naturligvis, hvis man skulle være det mindste i tvivl, udført med masser af sort humor og selvironi – så meget, at jeg på et tidspunkt kom i tanker om det gamle MGP-slogan "Det er bare noget, vi leger". Omvendt er dedikationen til metalgenren selvsagt meget stor, både hos musikerne og publikum.

Deltagerne passer godt på hinanden

Nu synes jeg generelt, at publikum er gode til at passe på hinanden på de festivaler, jeg besøger, men det bør måske ekstra fremhæves på Copenhell, hvor crowdsurfing og moshing er en del af festivalen, modsat på mange andre danske festivaler, hvor den slags opførsel er forbudt. Måske er forklaringen, at publikums gennemsnitsalder er noget højere på Copenhell end på for eksempel Roskilde, 33,5 år mod 24 (ifølge henholdsvis Ekstra Bladet og Roskilde Festival), og de er dermed erfarne koncertgængere, der kender spillereglerne – og også kan bære en brandert med nogenlunde værdighed.

Man kan få udlevet sine aggressioner – også mellem koncerterne

Copenhell er mig bekendt den eneste danske festival, der giver deltagerne mulighed for at smadre et bilvrag under helt legale og kontrollerede former, med brug af hamre, økser, køller og de bare næver. Det sker i det såkaldte Smadreland, hvor der tilmed bliver afholdt en konkurrence i fænomenet under overskriften "DM i destruktion". Et stort publikumshit, også for de forholdsvis mange børn, for…

Børn er velkomne på Copenhell – kvinder ligeså

I dagtimerne sås adskillige børn på Copenhell, ofte forsynet med fornuftige høreværn. Alle så ud til at have en fest, med forældrene inden for fornuftig rækkevidde. Trods megen debat om kønsfordelingen på festivaler må man desuden konstatere, at mændene er i massivt overtal, både på scenen og blandt publikum. Ifølge Berlingske er cirka 20 procent af publikum kvinder, mens en optælling viser, at otte procent af de optrædende bands havde en kvindelig frontfigur – udbuddet af kvinder i metal er dog også markant lavere end i det rytmiske musik generelt. De relativt få kvinder, der var mødt op, lod dog til at hygge sig, og der har heller ikke været historier ude om overgreb på kvinder på Copenhell, hverken i år eller tidligere, modsat eksempelvis på Roskilde sidste år.

Se en kæmpe serie med stemningsbilleder fra Copenhell her

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA