x

FORSIDE-INTERVIEW: Kaos strakt imellem liv og død

FORSIDE-INTERVIEW: Kaos strakt imellem liv og død

For to år siden kradsede Baest sig op til overfladen. I dag befinder de sig i toppen af den danske metalkultur. På grænsen af et europæisk gennembrud med mastodonter i ryggen og en solid fuck-finger til småborgerligheden og det, der siges at være ægte. Jeg stod på toget mod Aarhus for at tilbringe 12 timer med det band, der har gjort dødsmetal til noget, ungdommen trykker på deres T-shirts.

– Jeg hader Nirvana. Jeg fucking hader Kurt Cobain. Jeg synes, han er overvurderet, siger Svend Karlsson, der er guitarist i Baest. – Det må du fandeme gerne skrive i artiklen. Han står foran mig. Han har smidt sin wife beater, der engang var hvid. Han står med en Classic i hånden. Den er på flaske og fra køleskabet, der står i hjørnet af øvelokalet i Aarhus. Hans navn er tatoveret hen over maven på ham. Med store, gotiske bogstaver, ligesom 2pac havde Thug Life stående hen over sin. Han står i korte denimshorts, ligesom Lemmy også engang gjorde det. Skægget ligner efterhånden også Lemmys en smule, og på Svend har det skiftet form et par gange, siden Baest for knap to år siden blev født. Jeg griner lidt af hans kommentar, men samtidig gør det mig en smule ked af det, for jeg kan godt lide Nirvana. Kommentaren overrasker mig dog ikke, for den der fuck-alt-attitude har været med til at bringe Baest mod de luftlag, hvor bandet i dag befinder sig. Midt i at skrive dansk metalhistorie. Som det muligvis største rendyrkede metalband til nogensinde at nå ud over småborgerligheden og den jyske selvudslettelse.

Jeg er på vej til Aarhus for at lære, eller i det mindste bare forstå opskriften på Baest. Jeg har kendt bandet, siden jeg for to år siden gik forbi Dio fra Escobar nede ved åen i Aarhus, hvor Baest lige havde spillet deres debutkoncert. Svend og jeg har begge slynget øl over disken på den førnævnte lokale metalbar, vi har drukket os ned i Budapest, imens vi dansede pogo til psychobilly. Simon Olsen (forsanger, red.) og jeg har drukket bobler på festivaler for den kreative middelklasse, og vi har drukket Master Brew i en kolonihave i Viby J. Vi kender hinanden, men alligevel eksisterer der en tydelig distance mellem vores professionelle virke. Vi kender ikke til hinandens processer. Dem, vi bevæger os igennem, når vi forsøger at skabe noget. Jeg vil kende historien om Baest, så jeg kan fortælle den videre.

"Nogle gange niver vi lige hinanden i armen over, hvor vildt det egentlig er at være i gang med at skrive dansk musikhistorie"

Guitarist Lasse Revsbæk om den uvirkelige følelse af succes

– Nogle gange niver vi lige hinanden i armen over, hvor vildt det egentlig er at være i gang med at skrive dansk musikhistorie, siger Lasse Revsbech, der er bandets guitarist. – Vi fatter ikke helt, at det sker, men vi har jo egentlig skrevet noget metalhistorie, for der er ingen andre, der på så kort tid har opnået det, vi har.

Den kreative symbiose

Jeg er stået tidligt op for at tilbringe min dag med Baest. Jeg står på toget på hovedbanen i København og har det lidt ligesom at skulle besøge gamle venner på den anden side af broen. Jeg er ikke nervøs, som jeg som regel kan være inden et interview, for jeg ved, hvilke typer jeg kan forvente. Når vi ses, snakker vi meget. Vi snakker om musikken. Vi drikker sjusser med dem fra Gutter Island og bestiller alt for mange hvide russere, når vi er på Märkbar.

Men selvom vi allerede kender mange sider af hinanden, selvom vi ofte snakker om musikken, findes der stadig ting, jeg ikke ved. Jeg vil lære historien at kende, så jeg kan fortælle den videre, men med den stemme, der kun opstår imellem os. I toget tænker jeg på det. Hvordan spørgsmålet om debutpladen også stilles i Polen, hvor succesen allerede har bevæget sig hen. Og hvordan svarene måske kan fordre en dybere refleksion.

– I starten skulle vi gøre os umage for at gøre en sang færdig, fortæller Svend. – Dengang, hvor processen ikke altid var ligeligt fordelt imellem os. Modsat nu, hvor vi alle sammen i fællesskab dyrker sangene og de koncepter, vi arbejder med. Det er en større symbiose, vi bevæger os rundt i. Det bliver hele tiden til noget mere spændende musik, og det bliver også til noget særligt.

– Jeg har tænkt meget over, hvordan vi hver især ofte har haft en tanke, som vi har fremlagt for hinanden i øveren, og hvor der så er en anden, der svarer, at han har tænkt præcist det samme, tilføjer Lasse Revsbech. – Det er ofte sådan nogle små ting, der afspejler sig i det tekniske eller i vores shows. Gode idéer, som vi alle sammen på en eller anden måde får samtidig.

Fra København til Aarhus

Inden jeg stod på toget fra København til Aarhus, beslutter jeg mig for at lade mig overraske. Jeg fortæller drengene, at de skal føre mig lige derhen, hvor de har lyst. Hvor deres historie bedst lader sig præsentere.

"Hans ansigt glinser af sved, som det gør, lige inden man skal brække sig eller har spist for meget kød på Warpigs"

– Jeg tænker, vi lige tager forbi Sebastian (trommeslager, red.) og henter ham, siger Svend, da jeg møder ham foran Banegården i Aarhus. Klokken har knap rundet middag. Det er stadig tidligt, hvis man har været ude dagen før. Hans ansigt glinser af sved, som det gør, lige inden man skal brække sig eller har spist for meget kød på Warpigs. – Jeg skal lige op og brække mig, fortsætter han. Han fortæller mig, at han mødtes med Lasse Laust fra bandet Ral dagen inden. De havde siddet hjemme hos Lasse og hørt masteren til Rals kommende ep. Og så havde de også lige delt en kasse bajere, som Svend havde fået med fra Mig & Ølsnedkeren i Mejlgade.

Vi træder indenfor i entréen lige rundt om hjørnet fra, hvor vi kom fra. Vi skal stille og roligt få samlet flokken, imens Svend brækker sig for tredje gang i løbet af en halv time. Det er åbenbart lidt en ting, kan jeg senere forstå.

Den intuitive kommunikation

Vi bevæger os ned ad stien mod Brabrand. Hvor foreningen Monoramas øvelokaler ligger et sted på vejen, og undergrunden huserer. Hvor Baest blev født. Vi taler lidt om det, der er sket siden sidst. Vi taler om alle de gange, Svend har skidt i bukserne backstage – når han ikke har brækket sig. Om bandets samarbejde med Ølsnedkeren, der holder til i Mejlgade i Aarhus, som de har brygget øl med. Vi snakker om Danse Macabre – debutalbummet, der ramte gaden den 17. august, og om den musikalske proces.

– Ingen af os har et særligt teknisk sprog, så vi bruger alle mulige lyde til at beskrive det, vi mener. Men vi forstår hinanden, fortæller Svend. – Vi kaster små idéer rundt til hinanden, som til sidst ender hos Simon, der mæsker sig i det hele på en eller anden mærkelig måde. Han får sin helt egen forståelse af sangene, som ofte adskiller sig sygt meget fra vores. Så det hele slutter med at blive til et nummer af Baest. Det er et fællesprojekt og ikke et nummer af mig, Lasse eller Simon. Det bliver gjort i fællesskab, og det er nok den mest væsentlige udvikling, vi har gennemgået de senere år. At vi har lært at gøre det på den måde.

– Det hænger også meget godt sammen med, at vi heller ikke vil have Simon i midten hele tiden, tilføjer Lasse. – Han står midten af scenen sammen med Muddi (bassist Mathias Melchiorsen, red.), fordi det skal han ligesom, men selve produktet er en fælles ting, og ingen af os har mere ret til det end andre.

For at nå igennem den kreative proces træder Baest ind i en symbiose. Der er ingen i bandet, der har mere centrale roller end andre. Den fysiske konstellation eksisterer kun i en billedlig forstand. Sammen bevæger Baest sig op imod det pres, de underlægger sig selv. Hver især har de besat en rolle, der er opstået uafhængigt af hinanden. Det konceptuelle opstår deraf, imens Simon Olsen som frontmand sætter ord på det, der skal formidles.

– Men du skal også være under ret meget pres, før du når dertil, siger Svend til Simon. – Og så tror jeg også, det har noget at gøre med bandet, der lægger rammerne så præcist, at det eneste, der kan komme fra Simon, er noget røvfedt. Vi har fundet et koncept, hvor alle nøgleordene allerede eksisterer, så det er til at arbejde videre på.

Kreativitet igennem kaos

Igennem kreativiteten opstår der et kaos. Og igennem dét affødes en sideløbende kreativ proces, der eksisterer i relation til udgangspunktet. Der skabes en strømlining, og der skabes en kontrol, som fostrer et produkt, der ikke kunne opstå, hvis det blev forceret, forstår jeg.

"Det var det mest irriterende og mest frustrerende, jeg nogensinde har prøvet, da vi skrev ”Vortex”. Og det er samtidig en af de bedste sange, jeg har været inde over"

Forsanger Simon Olsen om den til tider kaotiske skriveproces

– Det kan afføde mange frustrationer, fordi vi aldrig rigtig ved, hvor vi har hinanden i det, og man aldrig rigtig selv ved, hvor man er i processen, forklarer Simon. – Der bliver kastet idéer frem og tilbage, og lige pludselig sidder man med et produkt, der bare er kaos. Jeg kan huske engang, mens vi var ved at indspille albummet. Jeg var ikke blevet færdig med sangen, og jeg sad og skrev tekster imens og var pissesur og pissepresset over det. Det hele var så pisseirriterende, som det overhovedet kunne være. Lasse stod og sagde, at jeg kunne gøre sådan og sådan, og ændre retning her og der, og jeg sad bare og hyperventilerede over det, der skete. Men så pludselig kom der bare noget. Det var det mest irriterende og mest frustrerende, jeg nogensinde har prøvet, da vi skrev ”Vortex”. Og det er samtidig en af de bedste sange, jeg har været inde over. Det hele passer bare sammen. Og jeg tror, det har meget at gøre med, at vi jo egentlig er så meget sammen om den her proces, som vi er. I starten var det meget intuitivt og sjovt, men nu har vi vænnet os til at arbejde i sådan en kaosproces.

– Det er egentlig sjovt, at du snakker sådan om kaosprocesser, siger Lasse til Simon. – Du befinder dig jo hele tiden i ét stort kaos.

Mod fritagelsen af livet

Ude på Djursland ligger en kirke. I kirkens loft er der malerier af folk, der bliver slået ihjel. De bliver brændt og myrdet, fordi de ikke tror på Gud. Det er en makaber påmindelse fra gamle dage, der dengang gav præstens ord en ekstra betydning. Hvis man ikke lyttede til de ord, der blev fortalt, var det konsekvensen. Det er historien om ep’en Marie Magdalene. Om overtagelsen. Om livet i fordærv, der langsomt har udviklet sig til Danse Macabre.

– Vi har længe arbejdet meget med koncepterne omkring synd, fortæller Lasse. Det har affødt noget, der kommer til udtryk på Danse Macabre. Hele idéen går ud på, at mennesket lever i synd, og de første mange af vores sange handler om mennesker, der dør. På Danse Macabre bevæger vi os frem mod åbenbaringen, hvor mennesket fritages livet. Vi åbner op for det her såkaldte vortex.

– Det er en god strømlining at arbejde ud fra, for så skal man ligesom indordne sig under en tematisk paraply, tilføjer Svend. – Det er en lidt sjovere proces, fordi det egentlig også er fucking svært. Det hele skal jo passe sammen, så undervejs er vi nødt til at ændre på noget, vi oprindeligt troede var færdigt.

I dag er der intet umiddelbart over Baest. De står på kanten af det internationale gennembrud og bevæger sig i et helt andet luftlag, end andre danske metalbands hidtil har gjort. Tekstuniverset er nuanceret og indsigtsfyldt. Det fortæller historier, der skaber en koncentration hos dem, der lytter. Det er en historielektion om den makabre fortid og en intellektuel egenfortolkning af den historie, der dengang ikke blev fortalt. Hvor præsten prædikede på latin i kirken, men de troende ikke forstod, hvad der blev prædiket. Hvor de sad og kiggede op og blev mindet om den ødelæggelse, de ville gå i møde, hvis de ikke hengav sig til den rette tro. Hos Baest dyrkes kontrasten. Mørket og det okkulte.

Copenhell over Roskilde

For et år siden faldt regnen over København. Jeg slugte mine tømmermænd og cyklede fra Nørrebro mod Refshaleøen, og et kort øjeblik efter, jeg var stået på cyklen, åbnede himlen sig. Jeg kæmpede mig igennem vandmasserne og få kilometer, fra hvor jeg befandt mig, kæmpede Baest med deres hidtil største koncert.

– Jeg var overbevist om, at det var enden på os, fortæller Svend. – Jeg husker generelt intet fra koncerten på Copenhell, bortset fra, at det regnede ad helvede til. Nu kommer der ingen og ser det, tænkte jeg, og så bliver det en kæmpe fiasko. Man får kun den chance én gang, og den ville ryge i vasken. Og så gik det bare fucking sindssygt. Jeg har set videoer af den ”wall of death”, der opstod, som jeg heller ikke kan huske, og det ser jo helt hjernedødt ud.

– Alt var fucking lort, fordi det regnede så meget, men så gik vi på scenen, og så var alle helt ligeglade med det hele, tilføjer Mathias Melchiorsen, der for det meste bare går under navnet Muddi. – Det var en ud-af-kroppen-oplevelse. Copenhell var virkelig stort, fordi vi var så fucking nervøse. Det var vores første store show. Men jeg husker heller ikke så meget, ud over nogle billeder derfra. Jeg husker ikke konkrete episoder. Vi havde øvet det sæt så meget, at vi kunne spille det i søvne, så et eller andet sted var vi jo ikke i tvivl om, at vi nok skulle klare det.

"Jeg var overbevist om, at det var enden på os"

Svend Karlsson om Baests optræden på Copenhell i 2017

– Jeg havde aftalt med Jens (bandets manager, red.), at han skulle stå ovre i min sidde, og at min mor og mine to søstre skulle stå nede foran, fortsætter Svend. – Det var alt sammen helt fantastisk, og jeg var lige ved at græde. Og på et tidspunkt gav jeg Jens en fist bump, og så var det bare ligesom, at jeg faldt ned i min egen krop igen. Hvor fanden er vi nået til i sættet? tænkte jeg. Jeg aner ikke, hvad vi lige har spillet. Jeg var så fucking nervøs. Det var vi alle sammen, undtagen Sebastian. Han er aldrig nervøs. Jeg skider altid i bukserne. Hver gang.

Copenhell var stort for Baest, men i min bog var Roskilde Festival få dage senere større. Det var porten, der blev åbnet. Porten til resten af ungdommen, hvor metal er en guilty pleasure, og metal-T-shirts er sådan noget, man går i, fordi Justin Bieber også er begyndt på det. Den dag var jeg den trofaste tilhænger, der var mødt op med mit gamle slæng fra mine år i Aarhus. Dengang hvor jeg for det meste pendlede fra HQ over Sway og hjem til Escobar. På Roskilde Festival delte pladsen sig i to. Knogler blev revet over, og knæ blev vendt på vrangen. Imellem heavy-hoveder og teenagere i Pokémon-kostumer.

– Der ligger stadig en pantsamler begravet et sted derude på den græsmark, hvor scenen stod, siger Simon. – Den koncert adskilte os fra det standard-danske metalmiljø.

– På Roskilde fattede vi, hvordan vi kan samle folk fra alle mulige grene, tilføjer Sebastian Abildsten. – Vi fangede folk, der sikkert hader vores musik og genren, men som stadig havde det pissefedt til koncerten, fordi der var så meget energi. Og dét er fedt! Vi har næsten lige spillet i Litauen, hvor der kom en mand over til os og sagde, at han aldrig før havde hørt dødsmetal, men at det skulle han godt nok til at gøre nu. Han var nærmest ved at græde over det.

Fra Danmark til Dortmund

I vinter kørte Baest mod Dortmund for at mødes med det pladeselskab, der har defineret dødsmetal, som det ser ud og lyder i dag – Century Media. Tidligt mandag morgen smuttede de fra Aarhus, igennem vinterkulden mod noget, de aldrig havde prøvet før.

– Vi var dødsensrædde for det, fortæller Svend. – Vi havde en advokat i røret, inden vi skulle ind til mødet, der fortalte os, hvad vi skulle sige. Og det var pissedyrt i sig selv. Men Century Media var bare så gode at arbejde med, og vi var helt enige om visionerne og idéen bag og om Baest. Alt var fucking fedt – og de gav pizza. Og så ud og ryge smøger med dem bagefter og sladre lidt om de album, der ikke var kommet ud endnu. Vi spurgte dem, om det nye At the Gates var godt, og det var pissegodt, sagde de. De slap os løs inde i merch-rummet og sagde, at vi kunne tage, hvad vi ville. Så vi tog bare løs, til vi skammede os. Alle mulige limiterede og eksklusive plader af alle mulige bands, vi ikke anede hvem var.

Forholdet mellem Baest og Century Media opstod kort forinden mødet i Dortmund under endagsfestivalen When Copenhell Freezes Over. Baest var blandt de sidste bands, der skulle overbevise branchen om, at det, der skete på Copenhell et halvt år forinden, ikke var et enkeltstående tilfælde. Der var blevet inviteret en fyr fra Century Media. Han var head of A&R og var egentlig på vej videre, da Jeppe Nissen (hovedbooker for Copenhell, red.) stak en fadøl i hånden på ham og bad ham tjekke Baest ud.

– Det var bare en instant crush, siger Svend. – Vi mangler stadig at sende blomster til Jeppe.

Baltikum, kropsaffald og Dawn of Demise

– Jeg greb et plastik skull, der blev kastet op på scenen, fortæller Simon. – Der var en fyr i grisemaske og wife beater med teksten ”lick my ballz”, som kastede med dildoer og skulls.

Varmen har bevæget sig indover os. Svend har for længst smidt sin wife beater, der før var hvid. Vi har åbnet endnu en øl. Vi har mistet overblik og snakker om alt andet end det, jeg er kommet for. Om dagene inden vores møde og rejsen til Baltikum og metalfestivalen Devilstone.

– Det var ham, vi mødte på baren aftenen før, indskyder Svend. – Ham, der kun ville snakke om stoffer. Det er fucking fedt, sagde han til os, fordi festivalen giver lov til, at man kan gå ind og grave sine stoffer ned. Er det fedt? Ja, sagde han, for politiet stopper altid en, når man ankommer. Så skal man bare grave det ned og pisse på det, og så kører det. Han manglede også sin tommeltot. Og så røg vi videre på karaokebar. Det var der, hvor Simon sang noget med George Michael.

"Det var der, hvor Simon sang noget med George Michael"

Svend Karlsson om en legendarisk aften på en karaokebar

– Hold kæft, jeg havde bare gået og sagt hele aftenen, at jeg ikke skulle op og synge George Michael, og så gør jeg det fandeme alligevel, svarer Simon.

– Vi sang alle sammen alle mulige dejlige sange, forsætter Svend. – Lady Gaga og alt sådan noget, og det er jo nemt, fordi bajere ikke koster en skid. Jeg kastede op 13 gange i bilen på vej til festivalen dagen efter.

Siden jeg ankom til Aarhus nogle timer forinden, har Svend brækket sig mere end fem gange nu. Ærligt talt har jeg mistet overblikket, og det tror jeg også, han har.

– Det er sådan en Svend Classic, forklarer Svend selv. – Jeg har fandeme skidt i bukserne før et show to gange. Jeg har kastet op på scenen, før og efter et show. Og alligevel ved jeg, at det kommer til at gå pissegodt alligevel, for det er jo ikke svært. Du skal bare ryste på hovedet helt vildt og spille guitar. Jeg kan jo sangene, for jeg har øvet mig. Men det er altid en interessant oplevelse at spille med lort i buksen.

– Det der fucking trusseindlæg, griner Sebastian.

– Nåh ja, med Dawn of Demise? Der sked jeg også i bukserne, fortæller Svend. Han fortæller historien med en stolthed, som ingen andre besidder. – Jeg kunne ikke komme på toilettet, så jeg lagde bare lidt toiletrulle ned i bukserne, og så gik jeg på scenen. Og det var den svedigste koncert, jeg nogensinde har spillet. Der var bare drivvådt af sved overalt. Der var næsten 300 mennesker inde på Stengade i København. Jeg kan huske, der kom sved ud af mine sko. Men jeg glemte alt om det og tog hjem og elskede med en kvinde, jeg havde mødt. Og da jeg vågnede næste morgen, kunne jeg kigge direkte ned i mine bukser og se det der semi-hvide papir smattet ud over alt. Og tanken om, at der ikke var noget, der var blevet vasket, siden jeg sked i de bukser. Der var faktisk bare lort fra livet og ned på mig. Stakkels musse, jeg må hjem, tænkte jeg. Og så hentede drengene mig.

Den nye generation

Udgivelsen af Danse Macabre markerer begyndelsen på den kaosbefængte overtagelse. Baest er personificeringen af den nye generation af dansk metal. Deres fysiske udstråling gør, at de kan slippe af sted med hvad som helst. Personligt har jeg aldrig set en så flot flok fyre spille tråd.

I Danmark betragtes Volbeat og Myrkur som de helt store metalsucceser, men alligevel har de hverken revet et mainstream award show midt over i bedste sendetid eller skabt en wall of death, der strakte sig tværs igennem Roskilde Festival.

– Det hele er ægte. Det er der, al hypen kommer fra, siger Svend. – Vi har ikke lavet noget, vi ikke kan stå inde for og leve op til. Det bliver sgu nok aldrig til champagne og kaviar, men sikkert til en god fadøl fredag aften.

– Autenticitet er et vigtigt ord, tilføjer Lasse. – Jeg tror, der er mange, der mener, at Volbeat ikke er autentiske længere. De har bevæget sig for langt væk fra udgangspunktet. Pludselig rammer de meget bredere, og forretningsmæssigt er de jo meget kloge og dygtige. Det er dog ikke noget, jeg går og lytter til længere. Men når vi nu har snakket så meget om processer, så ved vi jo heller ikke, hvor vi er om tre år og det tredje album er udgivet. Så er vi måske et helt andet sted end nu og har noget dansktop, vi gerne ville have afløb for.

BONUSINFORMATION OM BAEST 

KVALITETSSTEMPLET AF SUSPEKT

Tilbage i februar, til GAFFA-Prisen i Odense sidder Suspekt bag mig. De drikker rosé og fyrer jokes afsted mod de generte prisvindere. De er præcis, som jeg forventede, de ville være. Generelt hygger de sig bare, men undervejs afbrydes alt det, Suspekt har gang i. Simon Olsen træder frem fra scenen og brøler af den danske musikbranche. Svend Karlsson og Lasse Revsbechs nakker rykkes synkront frem og tilbage, og sammen med resten af publikum, rejser Suspekt sig op sender deres horn retur.

– Baest er et band der hylder de originale værdier i metal på deres egen måde, fortæller Rune Rask fra Suspekt. – Første gang vi stiftede bekendtskab med deres musik, var til GAFFA-Prisen, hvor Simon Olsen gennemkneppe scenen og derefter publikum lige i ansigtet, det var svært ikke at lade sig rive med. Vi arbejder sammen med mange artister på kryds af alle genre, så et samarbejde på et tidspunkt kunne da klart være interessant.

FRA BÆST TIL BAEST

Det kan være svært at dechifrere bogstaverne i logoet. Hvordan det egentlig staves. Men sidste år måtte Baest ændre navn – fra Bæst til Baest.

– Der var det her indie-band fra København, der havde navnet først, fortæller Lasse. – De skrev til os, om vi ikke ville være søde at ændre vores navn, fordi der hele tiden mødte folk op i vores merch til deres koncerter og troede, at de skulle høre dødsmetal. Og når de så fandt ud af, at det skulle de ikke, så skred de. Men det har uanset hvad vist sig at fungere pissegodt for os, fordi det bare ikke rigtig holder at bruge danske bogstaver i et bandnavn, hvis man gerne vil til udlandet.

INDTRÆDELSEN I DOGMET

– Det første dogme var en HM2-pedal, fortæller Svend. – Det er sådan en legendarisk og old-school dødsmetalpedal, som er ret svær at mestre. Den larmer meget, og den kan dominere hele lydbilledet. Og så er der dogmer i de koncepter, vi vælger. Nogle gange vælger vi, at der skal være hjernedødt mange blasts (trommeteknik brugt i dødsmetal, red.) i en sang – og så siger Sebastian øv. Og endnu et dogme, vi måske er begyndt at arbejde meget ud fra er, at det skal være pissesjovt at spille. Nu er Sebastian for eksempel ikke dødsmetalmand, men er derimod vild nok til at assimilere sig til den lyd. Men når han begynder at improvisere og griner røven i laser over det, så ender det med at komme med på pladen, fordi det bare bliver det federe. 

VED SIDEN AF CENTURY MEDIA

Jeg forestiller mig en flok labeltyper, der river og flår i drengene fra Baest. Jeg forestiller mig lidt det billede, Kurt Cobain og Buzz Osborne fortalte om, da grunge-genren og Seattle gik amok i begyndelsen af 90’erne. Og der har været rift om Baest. Ingen har opnået de højder, hvor bandet lige nu befinder sig i, og selvom de allerede har skrevet dansk musikhistorie, har Baest ikke tænkt sig at stoppe.

– Napalm Records har også været inde over, fortæller Lasse. – Og Indie Records fra Norge, der også har Kvelertak. Det er nogle ret vilde bud, men vi ville egentlig hele tiden gerne lande hos Century Media. Det er et kæmpestort selskab, og har været med til at definere dødsmetal i hele verden. De havde Unleahsed i slutningen af 80’erne, som var med at skabe svensk dødsmetal. Grave, Bloodbath, Demolition Hammer og Morbid Angel. Der er ikke mange danske bands, der er blevet signet der. Kun et band, vi ikke vil nævne.

METALKULTUREN I DANMARK

– Metalkulturen er ambitiøs, men med et lidt misforstået forsøg på at være international, siger Svend. – For eksempel ved at markedsføre sig selv som det absolut bedste i hele Danmark. At sige sådan nogle ting om sit eget band, i stedet for at lade det blive sagt af nogle andre. Det at gøre sig selv til de største uden at være det er til at se direkte igennem pointen. Det er ikke noget, der er værd at skilte med, for det jo i bund og grund fucking ligegyldigt. Det er én side af det, og så er der hele den anden side med Metal Magic (undergrundsmetalfestival i Fredericia, red.), som er meget lukket og svær at nå ind til. Det hele skal være helt trve (udtryk beskrivende autenticitet inden for metal, red.), men hvad fanden er det?

– Det er noget fucking snæversynet pis, for musik er for alle, indskyder Simon. – Også metal. Også vores musik. Der er sikkert nogle, der vil vælge det fra, men som udgangspunkt laver vi musik for alle, der har lyst til at lytte til det. Vi gider ikke afskrive alle mulige målgrupper, bare fordi det er sejt at gøre.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA