x

JUSTICE - To lod på en vægtskål

JUSTICE - To lod på en vægtskål

Det er okay at udtale Gaspard Augés og Xavier de Rosnays band både på engelsk og på fransk. Justice er meget klare omkring det tvetydige ved deres projekt, glæden ved amerikansk musik og deres påtagede ikon, korset, som i sit fede og solide grafiske udtryk blot er et opløftende symbol. Gaspard og Xavier er generelt meget afslappede omkring deres arbejde, som ellers bærer præg af omsorg for hvert nummer, hver udgivelse og hver koncert.

GAFFA fanger de to både tilbagelænede og koncentrerede franskmænd i London sidst på deres lange Woman World Wide-turné, som blandt andet var forbi Roskilde i 2017, og blot få dage inden udgivelsen af deres tredje live-album, der dog er lidt mindre live end de foregående.

– Det er gået rigtig godt på turnéen. Den har varet længe, over halvandet år. Det er den længste tour, vi har været på, selvom der har været færre shows end sidste gang. Denne gang havde vi besluttet os for ikke at følge et stramt program med mange koncerter på kort tid.

– Hvis du kommer til vores koncerter, så er det mere eller mindre det nye album, du hører, selvom der selvfølgelig er lidt forskelle fra show til show. Vi har udgivet to live-album før, A Cross the Universe og Access All Arenas, og de to plader blev udgivet ud fra et rigtigt live-mantra, hvor du har masser følelser og lyd fra publikum, hvilket skulle skabe den der følelse af at være til vores koncerter. Denne gang med Woman World Wide besluttede vi at fokusere mere på musikken og mindre på atmosfæren. Vi vidste, at mange fans var frustrerede over ikke at kunne høre musikken ordentligt uden lyd fra publikum. Det, vi så gjorde var, at vi optog måske 20 koncerter og derefter valgte det bedste fra hvert show, som vi redigerede og satte sammen, så det på en gang lyder som vores show, men også som et album i sig selv. Det kan også være frustrerende for os ikke at vise vores fans hele lyden, da vi ofte er nødt til at begrænse opsætningen af synthesizere, så det er tilstrækkeligt simpelt, når vi spiller live. På den måde er pladen en måde for os at vise, hvordan vi allerhelst vil have haft koncerten til at lyde.

"Denne gang med Woman World Wide besluttede vi at fokusere mere på musikken og mindre på atmosfæren"

Der tegner sig et klart mønster for et band, som har udgivet tre plader og tre live-udgivelser. Få bands er som Justice åbne omkring, hvordan musikken udvikler sig. Det er for enhver muligt at høre nogenlunde, hvordan et ikonisk nummer som “Genesis” har ændret sig fra A Cross The Universe til Woman World Wide. Hvis du på nogen måde er begejstret for den kurve, der tegner sig gennem Gaspards og Xaviers karriere, så har de franske gutter en god nyhed til dig.

– Forhåbentligt kan vi fortsætte i samme mønster. Det betyder jo, at vi er stolte nok af den musik, vi spiller live, og at den lyder interessant nok til, at vi kan dele den. Grunden til, at vi bliver ved med at udgive live-plader er, at så snart, vi spiller live og efter vi har spillet live, får vi muligheden for at genopdage vores egen musik fra en anderledes vinkel.

Ikke ren dansemusik

– Når vi laver en liste over de sange, vi kommer til at spille, så ved vi, at nogle tracks kan vi ikke IKKE spille. "Genesis" er et godt eksempel. Det er umuligt at spille en koncert uden at spille den. Men tingene ændrer sig, og vi er gået fra altid at starte vores show med "Genesis" til at bruge "Safe & Sound", da det jo er åbneren på Woman. Det kræver en del af bryde med gamle vaner, og især når det er noget, der fungerer, men vi er glade for "Safe & Sound", og det fungerer live synes vi. Vi spiller musikken live, og fordi vi kun er to og er nødt til at simplificere lyden, så kommer det hele naturligt til at lyde meget ens. For én, som ikke kender vores bagkatalog, og som måske ikke har lyttet til Woman, er det sikkert svært at høre, hvilken sang der kommer fra hvilket album. Sangene bliver meget homogene gennem de instrumenter, vi bruger.

Det er for det meste Xavier, der snakker, men man mærker samtidig, at rollerne i Justice er ganske klare, og at de to har fundet hver sin plads i bandet til at bidrage med inspirationskilder og en fælles forkærlighed for det visuelle udtryk bundet i deres fælles baggrund i grafisk design. Gaspard er dog hurtig til at bryde ind, da snakken falder på, hvordan det er at være i nutidens musikalske landskab og om at lytte til ny og gammel musik.

– Det er meget det samme musik, vi hører nu, som vi hørte, da vi mødte hinanden. I øjeblikket er jeg virkelig besat af "library music" (baggrundsmusik fra især 60'erne og 70'erne beregnet til reklamer, radioprogrammer og film, red.)  – fransk "library music" – mens Xavier lytter mere til rock- og folk-siden af 70'erne. Vi lytter os til nyere ting i ny og næ selvfølgelig, og vi kan godt dyrke nutidig r&b eller mainstream-ting. Vi leder efter idéer, vi kan plukke alle steder. Et band, vi rigtig godt kan lide i øjeblikket er King Gizzard & The Lizard Wizard. Det er imponerende, at de udgiver så meget musik i et tempo, vi aldrig ville kunne følge med i.

– Vi er ret glade for vores plads i det musikalske landskab lige nu, fordi vi ikke rigtig behøver at gå på kompromis for at lave eller høre musik. Det er fantastisk, at selvom vi er lidt under radaren i øjeblikket og ikke bliver spillet ret meget i radioen, kan vi stadig spille de store festivaler.

Dobbeltheden, dualiteten, dialektikken, det tvetydige gennemsyrer alt, hvad Justice laver og rører ved, og selv midt i interviewet svinger stemningen fra intens og passioneret til cool og distanceret. I det ene øjeblik omfavnes disko-lyden og de åbenlyse inspirationskilder og i det andet dekonstrueres genrer for at fastholde en enestående lyd af Justice. Det er betagende at overvære to hjerner i Xaviers enetale som en subtil indre dialog.

– For os betyder det feminine ikke, at det hele er blødere eller roligere. Det er klart en måde for os at hylde kvinderne i vores liv. Det hele vender også tilbage til Justice med Justitia-kvinden, der holder en vægt og et sværd, mens hun har bind for øjnene.

Selvom det snart er længe siden, Gaspard og Xavier overtog verden med en særlig lyd af hårdtslående elguitarer og synthesizere side om side med violiner og falsetter, så vil Justice stadig en masse med musikken, og de har udpeget en klar rute mod en lyd, der kan begge dele. En lyd, der måske nærmer sig en Xaviers amerikanske favoritter, Beach Boys.

"Der er noget utrolig smukt over at lave sofistikeret musik, der samtidig er meget populært"

– Beach Boys' sange er så smukt skrevet, teksterne er fantastiske, meget impressionistiske og oven i købet surrealistiske fyldt med detaljer og alligevel som tilgængelig popmusik. Der er noget utrolig smukt over at lave sofistikeret musik, der samtidig er meget populær. Det er lidt drømmen at kunne skabe musik, der skubber til grænser, mens det stadig er poppet. Det er der i hvert fald rigtig mange bands, der gerne vil.

– Vi tænker ikke meget over, at vi bliver voksne, men vi kan heller ikke ignorere det. Vi har aldrig egentlig tænkt på vores musik som ren danse-musik. For eksempel er et velkendt nummer som "D.A.N.C.E" et helt simpelt disko-nummer, og da det blev lavet, var det ikke EDM eller lavet til dance-scenen på trods af navnet. Så disko har altid været en vigtig del af den musik, vi laver. Det er sandt nok, at vores musik ændrer sig, men jeg ved ikke, om det er, fordi vi bliver ældre. Det har nok mere at gøre med den tid, vi er i lige nu, og fordi musik ændrer sig med tiden, er det samtidigt vigtigt for os at lave musik, som virker friskt i det øjeblik, det bliver lavet. Derfor laver vi som regel ikke noget, der lyder som noget, vi har lavet før. Det er sandt, at vi ikke har udviklet os helt så meget, når det kommer til live shows, men det har også noget at gøre med, at vi binder os til albummet som en helstøbt lytteoplevelse. Vi tænker ikke på, om musikken kan klare sig godt til fester eller på radioen eller til liveshows. Vi tillader os selv at lave musik, der har intet andet formål end blot at være musik. Når vi spiller live, så er det, så alle kan træde ind i vores verden. På festivaler, der er vi udmærket klar over, at vi ikke er de eneste, publikum kommer efter, så vi er nødt til at forsvare, hvad vi laver og tage dem med og i sidste ende erobre dem.

Der virker, som om vægtskålen er det mest betydningsfulde element for Justice eller (fransk udtale) [ʒystis] og deres fornemmelse for musikalsk retfærdighed, både når det kommer til musikken for sig selv og musikken fra de store scener. Hver eneste udgivelse er efterhånden blevet vejet mod en turné og en live-udgivelse, nøjagtig som Woman var et album i sig selv, og Woman World Wide-touren er en generobring af nye og gamle Justice-fans, og som Woman World Wide-pladen er et nyt lod af ædelmetal på Gaspard og Xaviers vægtskål. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA