GAFFA anbefaler: Weekendens 10 mest spændende koncerter

GAFFA anbefaler: Weekendens 10 mest spændende koncerter

Ugen er så småt ved at lakke mod enden, og du kan måske også mærke de kridtede dansesko trippe i klædeskabet. GAFFAs redaktion er i hvert fald klar med vores anbefalinger til de weekendkoncerter, du ikke bør misse – og med stadig ledige billetter. 


TORSDAG DEN 27. SEPTEMBER 

Luster, Hotel Cecil, København (spiller også på Kedelhuset i Silkeborg 29. september)

Da GAFFA åbnede 2018 med at forudse bands der ville slå igennem i år, var danske Luster på listen. Bag navnet står Jacob Haubjerg, også kendt som bassist i bands som Hymns From Neneveh og Sleep Party People, der tager sin postpunkede ”rå pop” med til Hotel Cecil og Silkeborgs forholdsvis nye spillested. På årets Roskilde Festival beskrev GAFFAs anmelder Luster som ”solidt sammenskruede sange fra en karismatisk frontfigur og et velspillende band, som sagtens kan blive noget større, end de er nu”.



Marshall Cecil, Hotel Cecil, København

Det er gået stærkt for danske Marshall Cecil, som i 2017 smed debut-singlen ”Going Up / Going Down" på gaden. Sidenhen har trioen spillet på Roskilde Festival og vækket interesse i både ind- og udland. Nu drager Marshall Cecil ud på deres første mini-tour i Danmark, som afsluttes denne aften på Hotel Cecil. Publikum er sikret stærke melodier, hvor genrerne pop, r&b, hiphop og elektronica bliver mikset sammen på fineste vis. Et legende lydunivers, som skal opleves!



Aura, Turbinen, Randers (spiller også i Musikhuset Aarhus 28. september, Nordsøen Forskerpark, 29. september og Hotel Cecil 30. september)

Debutsinglen "Something from Nothing" hittede stort og sidenhen fulgte tre albums. Senest det længeventede Can't Steal the Music fra maj 2017, som høstede fire stjerner fra GAFFAs anmelder. Den sprudlende sangerinde er kendt for at sætte sit personlige præg på de poppede og fængende melodier. Det er ikke kun herhjemme i Danmark, at Aura har hittet stort – også udlandet har nydt godt af den stærke sangerinde. Denne aften er det dog danskerne, som har fornøjelsen af Aura og hits som ”Song For Sophie” og "Geronimo".



Noah Carter, Posten, Odense (spiller også i Bygningen, Vejle, 28. september og Skraaen, Aalborg 29. september)

Der er lagt op til en fest, når Musikhuset Posten byder velkommen til ét af de helt store stjerneskud på den danske hiphop-scene. I 2016 dukkede den 25-årige Nørrebro-rapper op ud af det blå med singlen “Do You”, der satte nye internationale standarder for dansk hiphop. Noah Carter, med de velskrevne raptekster, er for tiden aktuel med sit andet studiealbum 2nd Demo, hvor lydbilledet bevæger sig mellem hiphop, grime og r&b. Da Carter spillede i Store Vega tidligere på året, gav GAFFAs anmelder koncerten fuldt hus og bed mærke i det tårnhøje niveau. Hypen er stor og ikke uden grund – Noah Carter er et navn, som ikke går i glemmebogen lige foreløbig.



Marie Key, Mantziusgården, Birkerød (spiller også på Gimle i Roskilde 28. september og Elværket, Holbæk 29. september)

Når Marie Key træder op på scenen i Birkerød er det med sit band, der blandt andet vil fremføre sange fra det fjerde soloalbum, Giganter, der udkom i foråret. En plade, der ifølge Key selv handler om vigtigheden i at have forbilleder at lytte til i tider, hvor man føler sig fortabt. Marie Key besidder et helt særligt sangskrivertalent, som balancerer mellem det spøgefulde og sårbare med den karakteristiske vokal i front. På scenen leverer hun sjælfulde melodier, som inviterer lytteren indenfor i sangerindens særprægede lydunivers.




FREDAG DEN 28. SEPTEMBER

The Malpractice + I Am Bones, Radar, Aarhus (De to rockbands spiller også på Hotel Cecil i København d. 29. September)

The Malpractice udgør et blandt flere af sangeren, sangskriveren og guitaristen Johannes Gammelbys aliaser, der er på vej med sit nye og tredje album Slur. Denne står som opfølgeren for Mass, der ramte gaden tilbage i 2014 og af GAFFA modtog hele fem stjerner  Vi kan forvente en solid omgang grunge, aggressiv rock og melodiske islæt.  

Selv samme Gammelby har tidligere været frontfigur i aftenens andet hovednavn, I am Bones, der særligt havde stor succes på den danske undergrundsscene tilbage i 00’erne. Bag sig har de to anmelderroste album og en længere række koncerter i hele Europa. Efter mange års stridigheder, afsky og splittelse bandmedlemmerne mellem forsøgte bandet at forene sig med to koncerter tilbage i 2016. Nu forsøger de at slå de alternative pjalter sammen endnu engang til en forhåbentlig rockende succes.

 

Iceage + Shiny Darkly, Kansas City, Odense

Danske Iceage udgav tidligere på året deres fjerde album Beyondless på det legendariske newyorker-label Matador Records. De fik for alvor opmærksomhed i 2011 med deres debutalbum New Brigade, der særligt markerede post-rock-bandet som frelsere af dansk punk. I musikmedier verden over er de kendt som grænse- og kompromisløse på alle tænkelige måder og har siden deres dannelse tilbage i 2008 kun oplevet en stigende succes. Også i USA.

Shiny Darkly har siden af 10’erne stået som en af landets mest prominente post-punk-navne. Deres debutsingle He’s Suicidal åbnede op for flere danske og internationale scener, og seneste Bronze markerede et helt nyt og forfriskende niveau med et væld af nuancer, der af GAFFA høstede hele fem rosende stjerner.

Vi kan vist roligt forvente en fredag aften i post-punkens allerbedste tegn!



Pede B, Konfus, Esbjerg (spiller også i Sønderborghus 29. september)

I forlængelse af den trekronede MC FightNight-konges seneste og niende albumudgivelse Over Askeskyen 3 er Pede B nu klar til at fortsætte sin Danmarksturné i al sin hip-hop-pragt. Albummet blev af GAFFA modtaget med fire stjerner og blandt andre ordene: ”Nu runder han Askesky-trilogien af med noget af det bedste musik, som er kommet fra rim-værkstedet”. På sine helt egne præmisser har Pede B kæmpet sig op til toppen af det danske hiphophierarki, med overlegne freestyle-evner og heftige håndtegn – og denne aften bliver ingen undtagelse.

 

LØRDAG DEN 29. SEPTEMBER

Bisse, Betty Nansen, København

Bisse har på rekordtid for alvor formået at udmærke sig som en af landets mest excentriske, mest originale og produktive popsangskrivere. På den danske scene er han stemplet som et unikum. Denne lørdag kan vi forvente et magisk og uforudsigeligt sammenstød mellem livemusik og teater, når Bisse vil spejlvende sig i et nyt, iscenesat og eksperimenterende koncertformat på Betty Nansen Teatret under titlen ”Bisse Iscenesat”. Bisses optræden vil denne aften være baseret på Virginia Woolfs næsten 100 år gamle fortælling Orlando, der, meget vel matchende Bisses profil, vil udforske køn og identitet.

I ryggen har han otte album og utallige koncerter, hvortil han sjældent er bleg for at kombinere diverse kunstformer. Med sin allerede noget teatralske performerstil er det ikke svært at forestille sig Bisse brillere på de skrå brædder.

 

Journey Festival, Den Grå Hal, København

Den nye festival Journey løber af stablen for første gang denne lørdag, hvor otte interessante og internationale artister er at finde på programmet til mindre koncerter af 30-45 minutters varighed hver. Dette tæller blandt andre Nilüfer Yanya (UK), Octavian (UK) og Iceage (DK).

Ifølge festivalen selv er Journey en ”rejse til lyden af i morgen”, hvor kunstnerne vil være af moderne karakter bestående af en særlig kaliber, der skal rykke grænser og samtidig fremstå genopfindende. Det fulde line-up og program kan du finde på festivalens Facebookside.

 

Koncerter vi ville have anbefalet, hvis de ikke var udsolgt:
27. september: Juice WRLD, Store Vega
29. september: Joe Bonamassa, Operaen
29. og 30. september: U2, Royal Arena


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA