x

Tina Dickow: Stadig på farten – med fast grund under fødderne

Tina Dickow: Stadig på farten – med fast grund under fødderne

Tina Dickow er oven på udgivelsen af sin selvbiografi – og en skriveblokade – tilbage i rollen som sanger og sangskriver med albummet Fastland. Vi har mødt hende til en snak om være midt i livet, men stadig være på farten – både fysisk og mentalt.

Tina Dickow er aktuel med sit niende studiealbum, Fastland (hvis man regner ep-trilogien fra 2008 som et album), og traditionen tro er hun frisk på et interview. Denne gang møder GAFFA Tina Dickow i cyberspace. Siden 2011 har hun været bosat i Island med sin mand, musikeren Helgi Jonsson og deres nu tre børn.

Man behøver dog ikke rejse til Island for at se, hvordan Dickow bor. Man kan nøjes med at se Anders Aggers dokumentar Indefra, hvor det fremgår, at hun bor i et stort hus med havudsigt i udkanten af Reykjavik og i øvrigt har hele to sommerhuse, et større og et lillebitte, midt i den vilde islandske natur. Men tilbage til interviewet.

Hvad ligger der i titlen albumtitlen Fastland, skal det udtales på dansk eller engelsk?

– Jeg siger det på engelsk, ja, men ordet er også dansk og islandsk. Festland på tysk. Der ligger det i titlen, at musikken altid har været mit fastland, som albummets sidste nummer "Something You Can Keep" også uddyber. Der er meget få ting i livet, vi virkelig kan kalde fast grund under fødderne. Alting er konstant i forandring og i bevægelse, og alting kan glide fra os når som helst: de mennesker, vi elsker, de ting, vi ejer, endda vi selv og vores egne tanker, eller meninger kan forandre sig. Men musikken, den forandrer sig aldrig. Den er lavet af det stærkeste materiale, der findes. På linje med Gud, hvis man tror på ham. En sang forandrer sig ikke, og man kan ikke tage livet af den.

Jeg har hørt noget om, at du led af skriveblokering, inden du gik i gang med dit nye album, hvad skete der? 

– Ja, Fastland startede som en total blokering, og tingene skulle vendes ret meget på hovedet, før vi kunne komme i gang. Til en start satte jeg mig ned med guitaren, som jeg plejer og regnede med, at den ville hjælpe mig videre med de idéer, jeg havde. Sangskrivningen har altid været en lagkage-proces, hvor jeg har nogle ord og sætninger på forhånd, og så spæder guitaren til med akkorder, der sætter gang i en melodi og så flere ord og så flere akkorder og så videre. Men denne gang sagde guitaren mig simpelthen ikke noget. Og på den ene side var det vildt skræmmende at sidde dér og være tom, men på den anden side vidste jeg godt, hvorfor det var sådan, og at det faktisk var en form for sundhedstegn.

– Jeg havde jo lige udgivet min bog Tæl til Tina, som havde sat en masse ting på plads inden i mig og i mit forhold til hende dér Tina Dickow, og på den solo-turné, jeg spillede omkring bogudgivelsen, havde jeg en ny følelse af at gå på scenen som et helt menneske. Med alt hvad jeg er: kunstneren, kvinden, kæresten, konen, moderen. Jeg havde ligesom kortlagt alle de tanker, den tvivl og alt det udenoms, der hører med til livet på scenen. Det gav en ny ro.

– Og dér sad jeg så i studiet med følelsen af, at jeg havde sagt det hele og ikke havde mere at bevise. Førhen har jeg åbenbart følt, jeg skulle bevise en hel masse: at jeg er en god sangskriver og guitarist, at jeg er "credible" og sej, dyb og klog, sød og sjov. Hvad véd jeg. Det behov havde jeg pludselig ikke længere. Og derfor var jeg tom for inspiration. Men på den anden side af den tomhed opdagede jeg lige pludselig en frihed! Hvis man ikke har noget at bevise, så er man jo fri. "Nu kan jeg sgu gøre, hvad der passer mig!" Det var den følelse, jeg havde, mens vi lavede Fastland.

– Musikalsk kom jeg igennem blokaden ved at spille trommer og generelt rive min idéer totalt fra hinanden og gå til dem på nye måder. De sange, der var tænkt som guitar-bårne folk-numre, blev lavet helt om, og de par numre, der var skrevet som klaver-numre, blev mere tromme- og guitar-drevne. Alt blev vendt på hovedet for at få os fremad.

Dit nye album er med sine knap 35 minutter dit korteste til dato, er det en erkendelse af, at folks opmærksomhed er kortere i disse streamingtider, eller kunne du bare ikke komme op med mere?

– Næh, det er tilfældigt.

 

Masser af inspiration i voksenlivet

Det er fire år siden, Tina Dickow sidst var albumaktuel, og det er hendes længste pause mellem to album til dato. Hun har ganske vist udgivet en temmelig tyk selvbiografi i mellemtiden, og har i øvrigt turneret intensivt, men er hun alligevel blevet en anelse mindre produktiv med årene?

– Det kommer an på, om børn tæller med, for dér har jeg da været ret produktiv! Og at skrive en bog er jo i øvrigt virkelig noget, der tager tid! Meget længere tid end et album. Så nej, mindre produktiv vil jeg ikke sige, jeg er, men hvis man ser på min hverdag i dag med tre små børn og en mand med sin egen musikkarriere, så giver det helt sig selv, at om jeg så var ved at sprænges af skaberlyst og inspiration, så ville jeg ikke kunne udgive lige så tit som førhen.

Du er midt i livet, hvordan har du det med det? Du er på toppen både karrieremæssigt og familiemæssigt, men hvad så nu? Det kan jo næsten kun gå ned ad bakke, eller?

Et stort tema i min bog er netop, at det var den fornemmelse, jeg stod med efter Count to Ten-albummet i 2008, hvor jeg følte, jeg ramte toppen. Jeg havde opnået meget, jeg ikke engang havde turdet drømme om og for eksempel spillet Orange Scene på Roskilde og modtaget Kronprinsens Kulturpris i løbet af samme sommer. Nu kunne det vel kun gå nedad derfra!? I mange år havde jeg følelsen af at skulle "leve op til mig selv", og jeg var bange for at ødelægge det, jeg havde bygget op.

– Nu står jeg hér ti år senere og er for længst stoppet med at tænke sådan. Jeg sælger lige så mange koncertbilletter nu, måske endda flere end jeg gjorde dengang, og jeg tænker tit på, hvor velsignet jeg er. I min branche er det jo meget få kunstnere forundt at have en lang karriere. På den måde er det en nådesløs branche. På mange parametre kan jeg ikke følge med den unge og hypede Tina Dickow, men på andre parametre synes jeg, jeg er lysår bedre og længere fremme, end hun var. Jeg har stadig nogle få konkrete karrieredrømme, men ellers er mine drømme i dag langt mere på det private.

"Jeg skal skynde mig at skrive, mens jeg er på farten," tænkte du som yngre ifølge din selvbiografi. Men hvad så nu?

– Jeg troede jo, at alting ville ændre sig, når jeg blev voksen. Jeg troede, jeg ville blive sat, ikke være i tvivl om noget, jeg troede, det hele ville give mening, når jeg var færdig med at tælle til ti og åbnede øjnene. Men sådan var det jo ikke. Jeg er stadig på farten...

I 2007 interviewede jeg også Tina Dickow, da hun stod for at udgive albummet Count to Ten, og da udtalte hun blandt andet: "Jeg tror, jeg er utroligt bange for at blive voksen. Jeg tror, det er for at undgå at konfrontere mig selv med, at alt har en ende." Voksen må man sige, at hun er nu, og hvordan føles det så?

– Jeg kan egentlig godt forstå, jeg var bange for at blive voksen. Jeg har mere at miste nu, end jeg nogensinde har haft, og bare det, at børnene dag for dag skyder i vejret for øjnene af mig, får mig tit til at tænke på, at inden vi får set os om, så er det min datter, der sidder med sit barn i armene, og mig der er "next". Jeg har aldrig brystet mig af at være god til at leve i nuet eller at have nemt ved at "rumme" livet. Det er derfor, jeg har brug for at skrive sange og se det an fra den poetiske vinkel. Og der er masser af inspiration at hente i det såkaldte voksenliv, vil jeg sige.

– Samtidig kan jeg da ikke sige mig fri for ind imellem at blive ramt af en lykkefølelse, jeg ikke oplevede i min ungdom. "Mit liv startede egentlig først for alvor i 40'erne," har jeg mange gange hørt min far sige, og glimtvis rammes jeg af tanken "Det var lige godt dælens, han har sgu nok ret!"

Du skriver bedst, når du møder modstand, siger du i din selvbiografi, hvilken modstand har du mødt i Island?

– Vejret! Sproget! Mørket, der ligger som en tung dyne hele vinteren. Lyset, der aldrig lader én være om sommeren. Naturen yder også modstand, synes jeg. Det, at man konstant er i kontakt med, at de store kræfter lurer lige under overfladen. Store vulkaner, der kan gå i udbrud i morgen og ændre alt. Islændingene er et anderledes folk af samme grund. Mere kortsigtede. Mere uforudsigelige. De smeder – hurtigt – mens jernet er varmt, og vejret er godt.

 

Fans ved ikke alt

Tina Dickow er meget åbenhjertig i både selvbiografien og i Anders Aggers dokumentar, hvor det blandt andet fremgår, at hun ikke er ægte blondine, ligesom vi som nævnt kommer godt rundt i hendes hjem. Har hun mon fortrudt, at hun har været så åben, nu ved hendes fans jo næsten alt om hende?

– De ved meget, men de ved bestemt ikke alt. Jeg har ikke åbnet rummet ind til dér, hvor det bliver for skrøbeligt eller udstillende. Dér mener jeg heller ikke, der er nogen, der har interesse i at komme ind. Jeg har ramt nøjagtigt den samme balance, som jeg altid har forsøgt at ramme i min musik: jeg giver det, jeg mener, folk har mulighed for at spejle sig i og måske, måske-ikke kan finde stykker af sig selv i. Det fortryder jeg bestemt ikke. Som jeg før har sagt, føler jeg, bogen har hjulpet kunstneren og mennesket Tina Dickow med at smelte sammen til én og samme. Et gladere menneske og en mere afslappet kunstner.  

Jeg bemærkede for nylig denne kommentar på Facebook til dit nyeste profilfoto, hvor du sidder med en guitar i en vindueskarm: "Flot billede, men jeg synes, det bliver for iscenesat og for "perfekt". Ikke nogen god rollemodel for unge kvinder med ondt i sindet. Lad os hellere dyrke det uperfekte". Hvad siger du til det?

– Jeg tror faktisk, jeg er en helt fin rollemodel for unge kvinder med ondt i sindet. Det, jeg laver, handler ikke om glitter, show eller tomme SoMe-kalorier. Det handler om nærvær og eftertænksomhed. Jeg er helt med på, hvad hun siger – lad os droppe jagten på det perfekte. Men jeg er ikke enig med hende i, at billedet hér af en tænksom kvinde i et vindue skulle være problematisk i den sammenhæng.

Siden sidst vi interviewede dig, har vi været igennem #MeToo-bølgen. Fallulah sagde for tre år siden til GAFFA, at hun ofte møder mandschauvinisme i musikbranchen, gælder det også dig?

– Jeg har tænkt meget over det, og faktisk er det ærlige svar nej. Altså musikbranchen er jo en mandsdomineret verden, og man møder alle slags mænd, præcis som i alle andre walks of life. Følsomme og skrøbelige kunstner-mænd og mænd, der kan lide at fyre den af og holde fest. Iscenesatte mænd, der forsøger at leve rockstar-myten ud, og ja, den sortklædte anmeldertype, som jeg har fået så mange hug for at beskrive i min bog. Og selvfølgelig også de store egoer, der godt kan lide at forestille sig, at de kan skubbe andre rundt i deres cirkusmaneger. Det har altid irriteret mig, at jeg skulle igennem en mur af branchemænd for at komme ud til mine kvindelige fans, men decideret mandschauvinisme, det synes jeg ikke, jeg har været underlagt. Jeg har altid følt, at folk har lyttet til mig, hvis jeg har sat mig igennem. Men jeg har jo så også valgt at være min egen chef. Det er givetvis anderledes, hvis man er en del af et branche-hierarki.

 

Tilbage på et stort selskab

Tina Dickow er nemlig kendt for i hvert fald herhjemme at udgive sin musik på sit eget selskab, Finest Gramophone, hvilket hun har gjort lige fra debuten i 2001, hvor det var ganske usædvanligt for en kunstner at være sin egen pladeselskabschef. Denne gang har hun dog skrevet kontrakt for udlandet med multinationale BMG, hvis fusion med Sony Music tilbage i 2004 ironisk nok var årsagen til, at hun mistede sin første internationale aftale med netop Sony. Siden er de to selskaber igen gået fra hinanden.

– Ja, jeg er hoppet på den gode gammeldags major label-model, fordi jeg gennem Helgi har fået en fantastisk samarbejdspartner i Tyskland, som arbejder med BMG. Så kampagnen omkring Fastland føles lige så personlig, som jeg er vant til, bare med større muskler bag. Helgi er i samme system, så folkene omkring os tager hensyn til, at der er et familieliv, der skal passes ind.

En af de mange priser, Tina Dickow har vundet gennem tiden, er P3-Prisen, som hun modtog i 2006. Hvis man lytter til P3 i dag, kommer man til gengæld til at vente længe, hvis man vil høre Dickows seneste singler. Hun bliver i dag primært spillet på P4, og hvordan har hun det med det?

– Det er ikke noget, jeg tænker over. Når jeg hører, hvad de spiller på P3, giver det jo helt sig selv. Og jeg kan godt huske, hvordan det var, da jeg var 20 og syntes, folk på 40 var oldinge, jeg umuligt kunne spejle mig i. Hver ting har sin alder. Mit publikum er et andet og Gudskelov for det, kan jeg jo egentlig kun sige: et lydhørt publikum, der gider at gå til koncerter, hvor man sidder ned og lytter. For de flestes vedkommende endda uden at checke og på poste på de sociale medier 50 gange undervejs, ha!

Din ældste søn er lige begyndt i skole, vil det få betydning for din fremtidige rejseaktivitet?

– Det vil det helt sikkert. Lige nu arbejder Helgi i Stockholm, og når han er hjemme, flyver jeg ud og laver album-promotion hér og dér og alle vegne. Vi kommer ikke til at turnere helt så meget, som vi har gjort de sidste mange år, og i hvert fald ikke så meget sammen, som vi har gjort. Desværre, for det elsker vi jo! Men vi har ingen planer om at opfostre selv-skolede globetrotter-børn, så det giver sig selv.

Er dine børn selv begyndt at spille?

– Den ældste (Emil på seks, red.) begynder, efter eget valg, på klaver og trombone ligesom farmand nu. Jeg har aldrig presset på for, at de skulle spille, men jeg kan godt mærke, at i en verden, hvor en stor del af en barndom hurtigt bliver brændt af foran tv- og computerskærme, der håber jeg virkelig, at de kan finde deres eget univers og en sand lidenskab i musikken. Noget, der trækker dem væk fra skærmene og tættere på sig selv.

Du har indtil videre kun udgivet én sang på dansk, "Pigen ud af Aarhus" fra 2015, er der flere på vej?

– Midt i min skriveblokade var der faktisk en uges tid, hvor jeg begyndte at famle ud i det danske. Det var ret spændende. Men ingen faste planer, siger Dickow og slutter af med at fortælle, at hun netop nu nørkler med en video med hjælp fra sine fans:

– Lige nu sidder jeg og arbejder på en video til sangen "Hands", der handler om, hvor forskellige hænder er, og hvad de siger om os. Jeg bad fans om at sende videoklip ind af deres hænder, og jeg er simpelthen druknet i klip. Det er sådan noget, jeg elsker: at mærke, at folk sidder derude og er klar på at gribe de bolde, jeg kaster op. Det bliver en super-rørende video, tror jeg.

 

Tina Dickow om udvalgte sange på Fastland:

 "Fancy" er en anti-materialistisk sang, men hvordan spiller det sammen med dit privatliv, som at dømme efter Anders Aggers dokumentar er ganske velbeslået?

– Den er netop skrevet for at minde mig selv om, at jeg ikke må blive for materialistisk og fancy. Engang var det nok for mig at have min kuffert og en akustisk guitar. Nu går jeg gudhjælpemig op i, hvilken bil, jeg kører og flyver helst kun business class. Hvad er der sket? Jeg selv -–i takt med hele samfundet – er drejet i retning af, at vi synes, vi skal eje bestemte ting for at føle os trygge og føle, at vi er gode nok, har succes og er en del af et fællesskab. Jeg har ikke lyst til at være én, der fører an i sådan et ræs. Jeg tror ikke, jeg kan slippe materialismen helt, men nu har jeg sangen til at minde mig om, at jeg skal være på vagt. 

"Adams House" skrev du med Kronprins Frederik i tankerne og er inspireret af det festdyrkende sted, han gik "undercover", da han var udvekslingsstudent på Harvard. Kan du identificere dig med ham i det med, at man nogle gange har brug for at glemme titler, skæbne, familie og “join the masquerade”, og har du nogle eksempler på, hvordan du selv er gået undercover? Og er du egentlig stadig forholdsvis ukendt i Island eller hvad?

– Nu er det jo ord, jeg lægger i munden på prinsen. Hvem ved, om han har det behov – men mon ikke? Jeg har da i hvert fald. Og det var virkelig sjovt at skrive en sang med ham og hans ungdom i tankerne og prøve at finde et tema, vi kunne mødes om. Ja, jeg er for eksempel gået undercover på en karaokebar i Köln engang, hvor Helgi og jeg performede røven af bukserne på en Grease-duet, men vi og hele bandet blev hurtigt smidt ud igen, fordi vi var en tand for "aktive". Jeg føler mig ikke kendt på Island, men jeg er nok mere kendt, end jeg selv tror. Min nye nabo kom for eksempel hen til mig, helt opkørt, og sagde "Er det rigtigt, at det er dig, der har lavet Zero 7-sangen "Home"? Det er min favourite song of all time!"

Flere af sangene synes at kredse om, at man tror, man har fundet ud af, hvordan tilværelsen hænger sammen – men det har man så ikke alligevel? I "Not Even Close" synger du "You think you know how it all goes, you’re not even close", og i "People Are Strange" lyder det "It’s the future I can’t forgive". Hvad skal man lægge i det?

– "Not Even Close" er et lille tekst-hook, der har rumsteret i mig længe. Jeg synes, man møder så mange mennesker, der mener, de har "regnet den ud", og som uden at blinke kan levere sandheden om dem selv og verden omkring dem i et enkelt Tweet eller en Facebook-update. De tror, de har fattet, hvad der foregår, og i virkeligheden er de ikke i nærheden af at have fanget det. Jeg er altid åben for, at det kan ske, jeg tager fejl, og at tilstande forandrer sig, og det er det, sangen beskriver.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA