x

Crows: Fra den grumsede rendesten i North London

Crows: Fra den grumsede rendesten i North London

Ikke kun Shoreditch og East London kan bryste sig af et opblomstrende kreativt vækstlag. I det nordlige London er der det seneste år sket ting og sager, hvilket kulminerede i marts med udgivelsen af Crows’ debut-ep, Unwelcome Light. Indtil da var der stille på udgivelsesfronten, men kalenderen var undervejs fyldt ud med supportjobs for landsmændene Wolf Alice og Slaves samt de canadiske punkere METZ.

Mødet mellem de fire musikere I Crows, der i dag udgør et af Londons mest spændende rockbands, startede på University of Westminster, hvor de alle studerede musik. Men musikkens alma mater var fyldt med frustrationer, og det akademiske miljø begyndte hurtigt at kede forsanger James Cox og guitarist Steve Goddard, der dengang spillede i tomands-punkbandet Dudezilla.

­– Vi har altid haft en idé om, at vi ville lave noget hård og tung musik, og vi kunne alle sammen lide de samme bands. Så jo mere vi spillede sammen, jo mere blev musikken blandet sammen, men samtidig bidrog vi også med vores egen lyd og vores egne individuelle inspirationer, fortæller James Cox over telefon fra London.

Resultatet af hårdt arbejde

Musikken er endnu ikke en fuldtidsbeskæftigelse, men det betyder derimod også, at resultaterne af det hårde arbejde for musikken værdsættes, når studiet kalder, eller når muligheden for at spille live byder sig. Det er en indebrændt følelse, der får afløb, og det afspejler sig i Crows’ musik. Det er rendyrket punk, og det er vildt, men der eksisterer alligevel en kant, der bærer præg af den mørke ambience, som kendetegner lyden af den engelske postpunk. Lyden skærer igennem i James Cox’ tilstedeværelse på scenen, der med slående lighed læner sig op ad Joy Divisions Ian Curtis.

– Jeg lagde først mærke til den sammenhæng, efter folk begyndte at fortælle mig det, for jeg har aldrig været så stor fan af Joy Division. Jeg har set filmen Control og kender deres hits, men jeg er aldrig gået op i det. Jeg har det med at overse ældre bands fra starten, men så begynder jeg stille og roligt at interessere mig for dem. Det er det samme med Joy Division, for jeg er ret vild med deres musik nu, men det skete først efter, jeg begyndte at blive sammenlignet med Ian Curtis. Men det forklarer egentlig bare, hvad folk gerne vil høre i vores musik – når de ser os optræde, ser de en tynd fyr gå amok på scenen til noget mørk musik, så ofte forbinder de det med den musik, de tænker er tættest på. Og det er åbenbart Ian Curtis.

Undergrundens venskaber

Da Crows blev spurgt, om de ville varme op for METZ på deres europæiske efterårsturné, var svaret et rungende ja. – Det er fedt, når man får lov at varme op for et band, du godt kan lide, men når det er dit yndlingsband, er det fucking sindssygt, forklarer James Cox.

Det er stadig den oplevelse, der står tydeligst i erindringen, og den har haft en helt særlig effekt på North London-kvartetten. Men som en del af London kreative vækstlag er det ikke ualmindeligt at opbygge venskaber imellem musikken, der sidenhen har ført til koncerter sammen med Wolf Alice.

– Wolf Alice er nogle af vores gode venner. Vi har kendt dem i lang tid og hænger meget ud med dem. Men de spiller noget helt andet musik, end vi gør. De spurgte os, om vi ville spille nogle koncerter sammen med dem, og det ville vi selvfølgelig gerne, for når det kommer til stykket, er koncerter altid for en flok teenagere, som bare går amok. Når man er ung, går man amok til hvad som helst, og det er en fornøjelse at spille for sådan et publikum.

 

Hvem: Crows består af vokalist James Cox, guitarist Steve Goddard, Jith Amarasinghe på bas og Laurence Rushworth på trommer.
Hvad:
– Det er hårdt! Vi bliver beskrevet på mange forskellige måder, og folk hører forskellige ting i musikken. Men vi er meget inspireret af psych og garage, og så sammenfatter punken de to.
Hvor:
– Vi er fra North London. Det forklarer ikke så meget musikken, for London er bare et rimelig fucking dyrt sted at bo.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA