x

10 film om kendte musikere du MÅ se – og 5 du snildt kan springe over

10 film om kendte musikere du MÅ se – og 5 du snildt kan springe over

Hvilke film har bedst formået at fange essensen af en artists liv, virke musik og stemning? For ikke at tale om detaljerne for tidsperioden? GAFFA-redaktionen tager en gennemgang i forbindelse med premieren på den nye Hollywood-film om Queen.

I i dag, torsdag den 1. november, har Bohemian Rhapsody Danmarkspremiere. Filmen, som følger karrieren tilhørende det britiske rockband, Queen, og dets ikoniske frontmand, Freddie Mercury (1946-1991), spillet af Rami Malek, har ligget i støbeskeen i mange år. På et tidspunkt skulle Sacha Baron Cohen indtage rollen som Mercury, men disse planer blev afblæst grundet uenigheder mellem skuespilleren og Queen-guitaristen, Brian May, om filmens retning.

I slutningen af foråret blev det offentliggjort, at Bryan Singer, mest kendt for sit arbejde med The Usual Suspects (1995) og en række film fra X-Men-serien, havde fået sparket som instruktør angiveligt efter flere argumenter med crew og skuespillere under indspilningerne.
Singer havde dog en lidt anden forklaring.

LÆS OGSÅ: Instruktøren har fået sparket fra Queen-film

Dramaet bag kulisserne endte med, at Dexter Fletcher, som tidligere har været med i Lock Stock And Two Smoking Barrels og HBO-miniserien Band Of Brothers, tog over som instruktør imod slutningen af indspilningsperioden.

Artiklen fortsætter under videoen

I anledning af den forestående filmpremiere har GAFFA-redaktionen sat sig ned med en lang række spillefilm, som omhandler soloartister, komponister og bands, hvor vi har udvalgt nogle favoritter (der præsenteres i vilkårlig rækkefølge). Afslutningsvis tilføjer vi fem musik-biopics, du heeelt fint kan leve med ikke at have set.

Gainsbourg – Vie Héroïque (2010)
Den franske artist og sangskriver Serge Gainsbourg kan helt klart regnes som en af de mest indflydelsesrige personligheder i populærmusikkens historie. Gennem en karriere, som strakte sig over fire årtier, bevægede han sig fra traditionel chanson til jazz, pop, rock, reggae, funk og elektronika og skrev sange for en lang række artister.

Selvfølgelig måtte en film om en så alsidig mands liv blive en ukontroversiel affære. Instrueret af tegneserieskaberen Joann Sfar (som også stod for manuskriptet) og med en glitrende Eric Elmosnino i hovedrollen er Gainsbourg – Vie Héroïque et levende og engageret dyk ned i Gainsbourgs eventyrlige liv, musik og især hans (meget omtalte) romancer med Brigitte Bardot og Jane Birkin.

LÆS OGSÅ: Biografisk film om Serge Gainsbourg får premiere

Med friske fortolkninger af Gainsbourgs egne værker samt sange, han skrev for Juliette Gréco og France Gall, er filmen også en musikalsk guldgrube, som flere end de frankofile blandt os burde kunne sætte pris på.

Artiklen fortsætter under videoen



What’s Love Got To Do With It (1993)
Denne klassiker fra 1993 er løst baseret på selvbiografien fra Tina Turner med samme titel. I filmen får vi et indblik i den unge pige og kirkekorist Anna Mae fra Tennessee og hendes rejse mod at blive en af verdens bedstsælgende artister.

Den karismatiske storcharmør, Ike Turner, opdager Anna Maes sangtalent på en jazzklub i St. Louis, hvorefter han straks inkorporerer hende i sit eget band og er på mange måder en katalysator for Tina Turners karriere og succes – på godt og ondt. Det er velkendt, at forholdet mellem de to musikere var turbulent og voldeligt, og dette lægges der ikke skjul på i filmatiseringen af Tina Turners liv. Kombinationen af Ikes stofmisbrug og jalousi over al den opmærksomhed, Tina Turner fik for sit talent, udløste ofte voldsomme og blodige konfrontationer. Hvis Ike beder dig om at spise kage, så spiser du den kage, for at sige det på en anden måde.

LÆS OGSÅ: Throwback Thursday: Da Tina Turners eventyrlige løn skabte skandale

Både Laurence Fishburne og Angela Basset imponerer og overbeviser som Ike og Tina. Begge blev Oscar-nominerede for rollerne, og Basset fik også (uden nogle overraskelser) en Golden Globe i kategorien for bedste skuespillerinde samme år.

Artiklen fortsætter under videoen



Straight Otta Compton (2015)
Da den første trailer til Straight Outta Compton udkom, var det med store forventninger, og da filmen endelig ramte biografsalene i sommeren 2015, kunne man trygt sige, at de blev indfriet. Historien om, hvordan Ice Cube, Eazy-E, Dr. Dre, MC Ren og DJ Yella skabte furore med sin originale gangster-rap i slutningen af 80’erne, er som skabt til det store lærred.

Her handler det om store op- og nedture, nære venskaber, drama og penge i omløb. N.W.A. slår stort igennem med hiphop-klassikeren ”Straight Outta Compton” i 1988, men det komplicerede forhold til manageren Jerry Heller skaber splid internt i gruppen.

LÆS OGSÅ: Ice Cube og Kiss-sanger i Twitter-fejde om hiphop versus rock and roll

Filmen byder på stærke rollefortolkninger, ikke mindst fra O’Shea Jackson Jr., som indtager rollen som sin far, Ice Cube, med største selvfølge.

Artiklen fortsætter under videoen



Monica Z (2013)
Denne film fortæller historien om Monica Zetterlund, en telefonoperatør fra Stockholm med store drømme om at blive en af Skandinaviens største sangerinde, og hendes rejse fra Sverige og ud i verden mod kunstneriske samarbejder med nogle af de største profiler indenfor både jazz og populærmusikken; Louis Armstrong, Bill Evans, Stan Getz, Steve Kuhn og Quincy Jones, for at nævne nogle få.

Udover at stå for hits som ”Sakta vi gå genom stan” (en svensk udgave af ”Walking My Baby Back Home”), ”Trubbel” og ”Monicas vals” (fra karrierehøjdepunktet Waltz For Debbie fra 1962), var Zetterlund at se som skuespiller blandt andet i filmene Hul i broho’det, Æblekrigen og Udvandrerne.

LÆS OGSÅ: Videokavalkade: Her er alle Sveriges vindermelodier

Monica Z følger hendes op- og nedture, og Zetterlund er fantastisk tolket af Edda Magnason. Filmen blev tildelt 11 Guldbaggen-priser i Sverige, og soundtracket lå højt på hitlisterne i flere nordiske lande.

Artiklen fortsætter under videoen



24 Hour Party People (2002)
I Michael Winterbottoms 2002-film følger vi musikscenen i Manchester i årene 1976 og 1992, mens vi får et indblik i de indholdsrige karrierer tilhørende bands som Joy Division, New Order, A Certain Ratio, The Durutti Column og Happy Mondays. Alt set fra synspunktet af den legendariske Factory Records-chef, Tony Wilson. De utrolige historier kommer på rad og række, den fjerde væg brydes regelmæssigt og der er masser af humor og selvironi over gode og dårlige kunstneriske (og kommercielle) valg.

Nogen vil måske hellere fremhæve Control (2007), der hovedsageligt fokuserer på Joy Division-frontmanden Ian Curtis’ liv og alt for tidlige død, når det kommer til filmatiseringer af denne scene. Men 24 Hour Party People er definitivt et hyggeligere møde med en æra præget af stoffer, sex og ufattelige gode sange.

LÆS OGSÅ: Ny ballade om Ian Curtis' selvmordshus

Komedie eller drama? 24 Hour Party People har ikke, ligesom størstedelen af de grupper, som filmen portrætterer, behov for at blive sat i bås.

Artiklen fortsætter under videoen



Amadeus (1984)
Der er ingen, der hævder, at Amadeus er historisk korrekt, men Milos Forman har alligevel instrueret et cinematisk mesterværk, som på kun et par timer formår at gøre alle, som ser den, til fans af Mozart og klassisk musik generelt. Baseret på skuespillet af Peter Schafer af samme titel får vi et indblik i, hvordan livet tilhørende Wolfgang Amadeus Mozart kan have set ud, men vinklet fra komponisten Antonio Salieris synspunkt. For at befri sig fra sine synder påstår en aldrene Salieri overfor mentalhospitalets præst, at det var ham, som dræbte Mozart i affekt og jalousi over, at en så uraffineret og vulgær type med pruttehumor og hyænelatter kunne have en så gudsbenådet gave som musiker og komponist.

I Amadeus står det erklærede vidunderbarn Mozart i stærk kontrast til den musik, han komponerede. Salieri føler sig derfor intet mindre straffet af Gud, eftersom han ikke selv har denne direkte kontakt til himlen, som han mener, at Mozart er i besiddelse af.

LÆS OGSÅ: GAFFA-skribent udgiver bog om Savage Rose

Som sagt kan det diskuteres hvor meget af filmen, der har rod i virkeligheden, men den er uanset hvad en underholdende introduktion til en vigtig periode i musikhistorien, som utvivlsomt er pompøs, hæsblæsende og underholdende.

Artiklen fortsætter under videoen



I’m Not There (2007)
Hvilken Bob Dylan foretrækker du? Protestsangeren, som dukkede op i Greenwich Village i New York i begyndelsen af 60’erne? Rockstjernen, som gik elektronisk og blev kaldt en ’Judas’ af sine egne fans? Blonde on Blonde eller Blood On The Tracks? Den nyfrelste Dylan? Nobelprisvinderen i litteratur? Valget er sandelig ikke enkelt.

Da filmskaber Todd Haynes skulle tage sig af Bob Dylans mange liv, valgte han at separere legenden i seks forskellige karakterer, spillet af henholdsvis Christian Bale, Cate Blanchett, Marcus Carl Franklin, Richard Gere, Heath Ledger og Ben Whishaw. Et relativt dristigt valg af manden, som knap et år tidligere havde taget sig af glamrockens David Bowie og Iggy Pop på ligeså abstrakt vis i den næsten ligeså interessante Velvet Goldmine (1998).

LÆS OGSÅ: Bob Dylan beskyldt for at plagiere dele af sin Nobelpris-tale

Med stærke rollefortolkninger fra samtlige involverede samt overraskende velfungerende krydsklipninger mellem epoker, karakterer og scenarier forbliver Dylan en mystisk skikkelse gennem filmen, som man aldrig helt får taget på – og det er nok også meningen.

Artiklen fortsætter under videoen



Coal Miner’s Daughter (1980)
Er du en af dem, som det sidste års tid har ladet sig tryllebinde af Mike Judges animerede HBO-dokumentarserie Tales From The Tour Bus omhandlende countrymusikkens største karakterer? Da ved du, at country sandsynligvis er den genre, som kan byde på de bedste historier og personligheder. Meget positivt kan også siges om 1980-filmen Coal Miner’s Daughter, der er baseret på selvbiografien til Loretta Lynn, countrymusikkens førstedame.

Med Sissy Spacek i hovedrollen som Loretta Lynn (en rolle hun blev belønnet for med en Oscar-statuette) og en næsten ligeså glimrende Tommy Lee Jones i en kompliceret rolle som ægtemanden og manageren Oliver Lynn, viser Coal Miner’s Daughter den lange rejse fra fattigdom i Kentucky til toppen af hitlisterne og scenen til Grand Ole Opry samt Lynns nære venskab med Patsy Cline.

LÆS OGSÅ: Loretta Lynn hyldes på nyt album

Filmen formår også at fremhæve al det hårde arbejde, der ligger bag en så stor succes. Vi følger blandt andet Loretta og Oliver, som kører i bil fra radiostation til radiostation gennem sydstaterne for at sikre sig, at debutsinglen ”I’m A Honky Tonk Girl” rent faktisk bliver spillet.

Artiklen fortsætter under videoen



La Vie En Rose (2007)
Olivier Dahan-instruerede La Vie En Rose er et gennemført og rørende portræt af Édith Piaf, Frankrigs absolut mest kendte sangerinde gennem tiderne. Er du klar på en heftig dosis af tristhed og feel-bad, behøver du ikke se andet end denne film.

Som datter af en mislykkedes sangerinde og en cirkusakrobat bliver Édith Piaf i en tidlig alder både ydnyttet og forladt af begge sine forældre og ender i en periode af sin barndom med at blive opdraget af en prostitueret på et bordel. Livet starter hårdt ud for Piaf, og selvom hun ender med at blive opdaget og går fra at være en fattig gadesanger til Frankrigs ’lille spurv’, er hun forfulgt af sorg, stofmisbrug og tragedier frem til sin død i en alder af kun 47 år.

LÆS OGSÅ: Blaue Blume-sanger: Her er mine fem store sanger-forbilleder

Marion Cotillard gør en suveræn og realistisk rollefortolkning af sangfulglens korte og turbulente liv, hvor hun på imponerende vis fanger essensen af den temperamentsfulde og frie, men også plagede, sjæl, som Édith Piaf var.

Find snotpapiret frem, åbn en flaske champagne og se La Vie En Rose. Du kommer ikke til at fortryde det.

Artiklen fortsætter under videoen



Bird (1988)
Gennem filmatiseringen af jazzlegenden Charlie ”Bird” Parkers liv fremstår instruktør Clint Eastwoods lidenskab for genren og musikken klart og tydeligt. Historien om den indflydelsesrige amerikanske saxofonist indeholder det meste; narkotikaproblemer, sprut, selvmordsforsøg og sygdom, men også den genredefinerende musik, som sikrede ham en plads i historiebøgerne.  

Eastwoods Bird føles til tider som en visuel fremstilling af de kompositioner, Parker var kendt for at skabe, da den hopper frem og tilbage i tid, skifter rytme og spor, men konstant fascinerer.

LÆS OGSÅ: Kind Of Blue – Den stille blå eksplosion

Forest Whitaker imponerer samtidig stort i hovedrollen (han blev blandt andet belønnet med en pris for bedste skuespiller under filmfestivalen i Cannes efter filmens premiere), og især de musikalske scenarier såsom koncertoptrædener og studieindspilninger fanger stemningen og den geniale musik på spektakulær vis.

Artiklen fortsætter under videoen

 

FEM FILM, DU IKKE BEHØVER AT SE

CBGB (2013)
En film, som skulle følge Hilly Kristal og den scene, han var med til at skabe gennem New York-klubben CBGB i 70’erne, hvor legendariske bands som Television, Ramones, Blondie og Talking Heads spillede sine første koncerter. Projektet virker mildest talt lovende. Flere kendte skuespillere blev hyret ind til et stort ensemble anført af den nu afdøde Alan Rickman, og filmen oplevede meget hype, hvilket den ikke fortjente.

Desværre fremstår CBGB rodet rent fortællermæssigt, og bærer til tider præg af dårlige skuespillerpræstationer og underlige kunstneriske valg. Vi anbefaler hellere dokumentaren Punk: Attitude fra 2005, som tager sig af den samme scene og tidsperiode.

Artiklen fortsætter under videoen



All Eyez On Me (2017)
Den længe ventede film om Tupac mødte voldsom kritik, da den blev lanceret i fjor - noget som ikke er helt ufortjent. Filmen om rap-ikonet fra Harlem er klippet som et hasteprojekt, eftersom det virker til, at hovedmotivationen har været at vise en slags highlight-reel af et kort men indholdsrigt liv – noget som både har kostet fortællerteknik og naturligt flow.

Det hjælper heller ikke, at de bedste rollepræstationer i All Eyez On Me begrænser sig til Demetrius Shipp Jr. Og Danai Gurrira (i rollerne som Tupac og Afeni Shakur), mens resten af besætningen virker som om, de er hyret fra det lokale amatørteater.

Artiklen fortsætter under videoen



Nina (2016)
Når det kommer til filmen om Nina Simone, er der nok flere, der har hørt om kontroversen omkring filmen end rent faktisk at have set den. Da det kom frem, at Zoë Saldaña skulle portrættere sangeren, vækkede det naturligvis en heftig reaktion. Filmen fik kraftig kritik for at sminke Saldaña mørkere og for at give hende en næseprotese fremfor at finde en skuespiller, som rent faktisk lignede Nina Simone. Udover kontroversen er Nina slet og ret kedelig og uengageret. Filmen svigter fundamentalt i at formidle Nina Simone som person, artist og aktivist.

LÆS OGSÅ: Rock and Roll Hall of Fame: Radiohead forbigået

At hovedfokus lægges på hendes alkoholisme, alderdom og mentale lidelser bidrager til, at hele filmoplevelsen til tider føles direkte respektløs. Krydrer man så med lidt blackface og en forfærdelig næseprotese, sidder man tilbage med en følelse af at være blevet snydt for en biografi, som kunne være fyldt med en fascinerende livshistorie, men som i stedet drukner i personlig tragedie og forfald.

Artiklen fortsætter under videoen



Stoned (2005)
Om Stoned kan regnes som værende en biografi eller historisk fiktion kan diskuteres. 2005-filmen fokuserer på livet tilhørende The Rolling Stones-guitaristen Brian Jones (spillet af Leo Gregory) og ikke mindst de mystiske omstændigheder omkring hans død i 1969 – kun uger efter han blev fyret fra det band, han var med til at starte og lede til succes nogle år forinden.

Filmen går hastigt og noget karikeret gennem højdepunkterne i Jones’ liv, uden man på noget tidspunkt nærmer sig en forståelse for hans motivationer eller indre liv. Stoned er i det hele taget ligeså retningsløs og vildfaren som den måde, hovedperson fremstår som i filmens slutning.

Artiklen fortsætter under videoen



The Runaways (2010)
Historien om The Runaways burde være som skabt til det store lærred. Et band med gennemslagskraft, fantastiske sange og stor succes, men også indre konflikter og en lunefuld og uetisk manager. For at tage det positive først; Michael Shannon gør et særdeles solidt job med at portrættere bandets sleske manager og producer, Kim Fowley. Desværre er der mindre positivt at sige om resten af The Runaways.

Joan Jett og Cherrie Currie er helt klart nogle af rockens mest spændende karakterer – men Kristen Stewart og Dakota Fanning kommer aldrig i nærheden af at reflektere disse store personligheder.

Artiklen fortsætter under videoen



Nogen film, vi har glemt? Anbefal dine favoritter eller advar os mod de dårligst, du har set - i kommentarfeltet under artiklen eller på GAFFAs Facebook-side.

LÆS OGSÅ: Queen-filmen deler vandene

Den længe ventede Queen-film Bohemian Rhapsody har premiere i de danske biografer i dag.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA