GUIDE: 11 mindre kendte perler med The Cure

GUIDE: 11 mindre kendte perler med The Cure

Er du en af dem, der, måske forståeligt, sidder og tænker: ”Hvorfor er samtlige danske musikmedier helt oppe at køre over nyheden om, at en ældre, 80’er goth-klovn skal lukke Orange Scene?” så fortvivl ikke. Vi har sammensat en guide af højdepunkter fra bandets diskografi, der gerne skulle få dig overbevist om, hvorfor dette er en glimrende nyhed. Nærværende skribent har fulgt bandet med ildhu siden konfirmationsalderen, og derfor vil playlisten se bort fra de allerstørste og elskede hits, for at fokusere på de mere ”eksklusive” numre, så hele The Cures mere alsidige side bliver præsenteret. Så her, i kronologisk rækkefølge, er der 10 numre (og en bonus), der gerne skulle varme dig op til The Cures dystre feberdrømme.

1. KILLING AN ARAB (7¨ single, 1979)
Da The Cure debuterede med den minimalistiske postpunk-single ”Killing an Arab” så verden anderledes ud. At et band overhovedet ville blive nævnt for andet end kontroverser i dag, på grund af titlen, ville være nærmest uhørt. Det er dog ærgerligt, for sangen handler ikke om andet end scenen i Albert Camus’ klassiske roman ”Den fremmede”, hvor den dybt apatiske hovedperson (den fremmede) står ansigt til ansigt med en araber på en strand. Sangen er, lyrisk set, et øjebliksbillede, hvor Smith sætter sig selv ind i den fremmedes tankegang – og den ildevarslende ligegyldighed over for et andet menneskes liv.

Sangen er siden blevet kontroversiel, og The Cure har, i livesammenhæng, forsøgt med selvcensur i grinagtige ændringer som ”killing another” og ”kissing an arab”. Det laver dog ikke om på, at sangen, den dag i dag, står som et ildevarslende og minimalistisk billede på et band, der allerede var på vej et andet sted hen. Lol Tolhursts minimalistiske tromme- og bækkenslag og Michael Dempseys kolde bas lægger en god grobund for Smiths til tider undervurderede guitarspil, der bevidner om en decideret åndsoplevelse i arabiske toneskalaer. En vigtig sang i The Cures diskografi. Efterfølgende fulgte debutalbummet Three Imaginary Boys.

2. PLAY FOR TODAY (Seventeen Seconds, 1980)
At hovedinspirationerne på The Cures anden plade Seventeen Seconds (1980) var Nick Drakes Five Leaves Left og David Bowies Low, står rent faktisk meget tydeligt på en sang som ”Play for Today”. De indledende demoers dysterhed havde skræmt Michael Dempsey væk, og nye i bandet var Simon Gallup på bas og Smiths frisør Mathieu Hartley på keyboards. ”Play for Today” står sammen med klassikeren ”A Forest” som pladens mere poppede indslag og dette deep cut bevidner om et band, der allerede tidligt finder deres lyd. De enkelte synth-hooks, de efterbehandlede bækkener (lyt til Bowies ”Sound and Vision”) og Simon Gallups karakteristiske bas viser vejen frem og ind i mørket, mens Smiths apatiske og kolde sangforedrag beskriver den selviske apati, der kan opstå hos selv den bedste i et kuldsejlet forhold. ”It’s not a case, doing what is right, it is just the way I feel that matters ”. Kærligheden som pesten.

3. ALL CATS ARE GREY (Faith, 1981)
Selvom frisøren forlod folden, gav The Cure ikke slip på synthesizerens maleriske toner på gruppens tredje album – hovedværket Faith fra 1981. Et ofte overset værk, hvilket er ærgerligt, da det netop er her, at Smiths dystre pen modnes i forbindelse med død i familien, både hos ham og bandets to andre medlemmer Simon Gallup og Lol Tolhurst. ”All Cats Are Grey” beskriver depressionens totale stilstand på en rolig bund af malende stringer-synths og Tolhursts boblende tenortrommer - helt uden guitar. At Smith først begynder at synge to minutter inde, vil senere blive et kendetegn for bandet, mens teksten beskriver en mand, der vågner sejlende i sengen i mørke krypter, hvor alle katte er grå. En skæg detalje er, da Smith, i bedste ekkobelagte stil, synger ”a single notes rings on and on and on”, og bandet derefter holder sig i én tone, mens et enkelt pianotema afslutter nummeret.  Det er roligt, men ildevarslende lydpoesi. Det er begravelsesmarch, når det er mest, og mindst, behageligt.

4. THE HANGING GARDEN (Pornography, 1982)
Efter Faiths rolige kirkegang var det tid til at rykke helt ind i galehuset. Trioen besluttede sig for at lave det ultimative ”fuck-off”-album, og dette blev til den tonstunge goth-klassiker Pornography, komponeret i et sandt virvar af fuldskab og hårde stoffer. At vælge en sang fra denne plade er som at vælge en yndlingsmumie i ruinerne af Pompeii, men for en gangs skyld falder valget på en single. En single, der ganske vist ikke var det store radiohit tilbage til 1982, men alligevel siden er blevet en klassiker, når de sortklædte sjæle skal danse stammedans på i den lokale batcave. På et paranoidt lag af hamrende gulvtammer, dyb, rungende bas og alskens baglæns guitar synger Smith om dyr, der parrer sig og dør i de hængende haver – et billede på tilværelsens obskure liderlighed og dødelighed. En tekst omhandlende menneskehedens fuldstændige åndsfravær i en apatisk verden. At denne sang er den mest kommercielle på Pornography (en plade, der åbnes med linjen ”it doesn’t matter if we alle die”) er nærmest et paradoks, og The Cure var tæt på opløsning efter denne plade. Simon Gallup og Robert Smith forlod begge bandet efter et slagsmål, og Tolhurst droppede trommesættet for siden at stille sig bag et keyboard, han aldrig blev ajour med. The Cure ville aldrig blive lige så tunge og dystre som på dette vidunder af åndeligt mismod. Årene efter fulgte popsingler og kommerciel succes.

5. THE CATERPILLAR (The Top, 1984)
Smith havde, efter den voldsomme tur med Pornography, ingen intentioner om at gentage The Cure, men pladeselskabet fik ham overbevist om andre ting, og dette blev til den bevidste omskrivning af bandet med de poppede singler (eksempelvis ”The Lovecats"), der fulgte i 1983. Det var dog et lettere afbrækket The Cure, der gik i studiet for at indspille den vanvittige The Top (1984). Det er nærmest kun Smith og trommeslager Andy Anderson, der spiller på pladen, og de to fik skabt en lettere usund atmosfære præget af Andersons hjemmebryggede svampe-te og psykedeliske horrorfilm. Dette høres på The Top, der præges af fri leg i børneværelset, hvor et blodsugende bæst venter på dig under sengen. ”The Caterpillar”, pladens single, er dog en anderledes øm størrelse med ekstatiske guitarer, bongotrommer og honky-tonk-klaver, hvor kun Smiths fjollede sangforedrag og epileptiske violinspil vidner om sindstilstanden bag albummet. Smith, der samtidig fungerede som guitarist i Siouxsie and the Banshees, gik i øvrigt ned med stress kort og blodbetændelse, efter turnéen bag pladen.

6. THE KISS (Kiss Me, Kiss Me, Kiss Me, 1987)
At springe over The Head on the Door (1985) kan virke sært, men springet peger mod det genreskiftende dobbeltværk Kiss Me, Kiss Me, Kiss Me (1987) og dennes programerklæring i den vanvidsramte ”The Kiss”. Her viser The Cure, at mutationen fra mismodig trio til stadionspillende kvintet er fuldendt.  Tilbage på bas er Simon Gallup, og med i folden er svoger og guitargud Porl Thompson på keyboards, saxofon og guitar samt Boris Williams på trommer. Sangen viser et band, der har fundet en nyfunden kærlighed til musikken, hvor Williams' millimeterpræcise trommespil danner en voksende grubund for Robert Smiths mareridtsagtige wah-guitar. Selvom det er tydeligt at høre Hendrix spøge bag den lange, ekspressive solo, står det klart for én, at Smith er en undervurderet leadguitarist og hele den 6 minutter lange sang kulminerer, da Smith 4 minutter inde i sangen beordrende råber ”Kiss me, kiss me, kiss me – your tongue is like poison so swollen it fills up my mouth” mens synthsizerne spiller John Carpenter-forløb i baggrunden. Er du ikke revet med endnu, kan du passende høre pladen og nyde forundringen, når bandet derefter glider over i den poetiske single ”Catch”, der lyder, som om den er skrevet på en fransk altan. ”The Kiss” er ofte kulminationen på The Cures tre timer lange koncerter. Lad os håbe, vi får den på Orange.

7. THE SAME DEEP WATER AS YOU (Disintegration, 1989)
Åh, Disintegration. I manges øjne er det hér, vi virkelig finder guldet. Og de har oftest ret, da Disintegration (1989) står som den allerede kronede og ranke dronning blandt de 13 studiealbums. Pladen var designet af Smith til at beskrive hans 30 års krise og vender tilbage til de unge års dystre, vævende synths – men med en anderledes moden sangskrivning til at bakke det op. Ikke at medtage ”Pictures of You” – en af de bedste sange, der nogensinde er skrevet – virker direkte forkert, men faktum er, at ”The Same Deep Water as You” står som værkets store epik. Et næsten 10 minutter langt nummer om at drukne i tilværelsens sørgmodighed på jagten efter et ukendt objekt. Jo længere ned, du kommer, desto sværere er det at komme op igen. Sangens minimalistiske natur, de storladne stringers og den karakteristiske 6-strengede Fender-VI bas (der spiller leadriffet! Nej, det er ikke en guitar), maler endnu engang et roligt, men uhyggeligt billede af manden, der drukner i tvivlens og kærlighedens skyggesider. Det er, min højtærede læser, 10 minutter, du aldrig vil fortryde at have brugt. Det hér er et af bandets bedste sange overhovedet.

8. BURN (The Crow OST, 1994)
Igen hopper vi over det store kommercielle værk Wish (1992) og ignorerer helt ”Friday I’m in Love” (The Cures ”Creep”) for at dvæle ved faktummet, at den pludselige ”rise to fame” slog bandet totalt ud af kurs. Porl Thompson var ude efter Wish-turneen, og Boris Williams var lige bagefter. The Cure blev, uanset om man vil det eller ej, aldrig det samme bagefter, og ”Burn” står derfor som et bittersødt farvel til bandets bedste trommeslager. ”Burn” kan findes på soundtracket til filmen ”The Crow”, der netop var omgærdet af mange af de gotiske elementer som The Cure havde været med til at skabe i første omgang. Sangen lyder som en blanding af sange fra Pornography, Disintegration og Wish, men peger også imod et mere løssluppent og rocket The Cure, som vi ville møde på de næste plader. ”Burn” har et af de bedste post-Wish-refræner, som Smith har skrevet, og selvom manden inviterer dig ind i sit mareridts-slot har du nok ikke særlig lyst til at drømme en ”crow-black dream”, mens du brænder op. Hver nat. Williams’ trommer skal også fremhæves – de har ikke samme gennemslagskraft den dag i dag, selvom ”Burn” endelig er blevet en del af The Cures livesæt. Sorry, Jason Cooper!

9. WANT (Wild Mood Swings, 1996)
For mange er The Cures absolut svageste plade 1996’s Wild Mood Swings. Det er med god ret, for stilforvirringen er i højsædet, men i modsætning til Kiss Me følger sangene bare overhovedet ikke med. Bevares – hvis du har lyst til at høre Smith backet op af et mariachi-band på ”The 13th” eller som corny jazz-crooner på ”Gone!” skal du være velkommen. Men det er ikke rart! Ironisk nok åbnes pladen af et af The Cures bedste numre på den fem minutter lange ”Want”. En karusseltur af filmiske strygere, morderiske guitarer og den nye dreng i folden, Jason Cooper, der troskyldigt slår takten an i et ret så medrivende, midttempo groove. Over det står en af Smiths stærkeste vokale præstationer i et sangforedrag, der varsler den nære fremtids begæriske forbrugermentalitet. ”I am always wanting more, anything I haven’t got/I just can’t stop” for i sangens kulmination at konkludere ”I’ll never really get more hope or any more time”. Nihilismens sande sejr over menneskets søgen efter det udefinérbare objekt og desperationens konklusion: Uanset hvor meget mening du tildeler verden er alt tomt. Endnu et glimrende livenummer.

10. BLOODFLOWERS (Bloodflowers, 2000)
Der er delte meninger om The Cures sidste storværk. Bloodflowers (2000) blev, af Smith, lanceret som den sidste del af en trilogi, der også tæller Pornography og Disintegration. Dette kulminerede senere i Trilogy-koncerterne i Berlin et par år efter, hvilket du straks bør opstøve på film. Hvorfor folk ikke bryder sig om pladen, er mig en gåde, for Bloodflowers står som det sidste interessante album af kreativ vigtighed før tæppefaldet på de efterfølgende The Cure (2004) og 4:13 Dream (2008) (de er ikke værd at skrive om). Smith, præget af 40 års krisen, skriver fra en ærlig og tilbageskuende side og bruger store dele af pladen på at betragte sit livsværk. Om det er de triste skæbner i ”The Loudest Sound”, begærets fejltrin i ”Watching Me Fall” eller troens faldgruber på ”Where the Birds Always Sing” er det værd at dvæle ved faktummet, at Smith skriver observerende, som et spøgelse, der vandrer igennem sin egen fortid. En voksen mand. Slutningen er nær, og det er på høje tid. Den viser sig så endelig på pladens sidste skæring, titelsang og højdepunkt. På en kaskade af klassiske Cure-virkemidler (etfinger-synth, buldrende bas og tammer og sære psych-effekter) beskriver Smith, helt mundret, tosomhedens endelige destruktion i en forhold, hvor modparterne bruger hinanden op i kraft af forskellige ideologier. Du'et vil give jeg'et en verden, hvor intet nogensinde dør, og alt er smukt i den første del af sangen. Positivitetens virkelighedsbenægtelse. Efter en af Smiths fineste soloer viser jeg-fortælleren så sit sande ansigt i form af den aldrende nihilists benhårde realitetstjek: ”I let fall flowers of blood”. Blomsterne visner. Tiderne skifter. Vi skal alle sammen dø.

BONUS: 11. DO THE HANSA (Boys Don’t Cry 12¨ single, 1985)
Til sidst, mine kære læsere, får du en gave for at have været med så langt. For bag The Cures totale mismod har vi også hele tiden haft en grinende idiot, der, med en vis portion humor, har snydt dig lidt.  Det er humoristen Smith, der viser sig, når violinen på ”The Caterpillar” lyder som en kat, der bliver revet i halen, eller de skrigende krager i mørket på ”Burn” i virkeligheden er en efterbehandlet tinfløjte. Så her er et tidligt eksempel på The Cure, når de har det sjovt. De tre, usynlige drenge i tidernes morgen (1979) i et opgør med det tyske pladeselskab Hansa, der havde signet dem som boyband. Over et fjollet diskobeat hygger Tolhurst og Smith med at nedbryde datidens popscene med latterlige udbrud. Smiths pladselskabsmand-parodi på ”platinum aaaaall the waaaay” er en klassiker, men for mig er højdepunktet Tolhursts skingre udbrud: ”OH MY GOD! IT’S ME!”. Den selvfede idiots enerverende overraskelse over sit eget nærvær. Livet er sjældent kun smukt, men det kan også være sjovt! Så kære læser – vi ses foran Orange Scene næste sommer, og så skal jeg lære dig at danse hansa!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA