Katinka Bjerregaard er primus motor i gruppen Katinka, der netop nu er aktuelle med deres andet album Vokseværk. 

Den her husker jeg tydeligt fra min barndom:

Jeg var, da jeg var barn – og er stadig – lidt af en gammel mand indeni. Så da mine klassekammerater begyndte at høre Hits For Kids, dansede jeg til Kim Larsen foran mit spejl på mit værelse alene. Det var herligt! Så mange gode historier, sangene var både simple og geniale.

Den her forbinder jeg med min første forelskelse:

Wow, den var ikke en succes. Det var i 1.g, og jeg var klar til at blive en ræverød kommunist, hvis bare han ville kigge min vej. Det gjorde han ikke. Jeg spiste ingenting og hørte Radiohead med “Creep” på repeat.

Den her gør mig virkelig sentimental:

Jeg ELSKER jul! Jeg er julefascist! Julen begynder i starten af november, hvor der skal pyntes, drikkes gløgg og købes obskure nisser. Jeg har så mange forventninger til jul, at selv julen bliver lidt bekymret, sådan lidt “få-dig-et-liv-agtigt”. Men jeg kan altid, ligegyldig hvilken måned, græde til Judy Garlands “Have Yourself a Merry Little Christmas”.

Den her er min ultimative party starter:

Jeg er ikke typen, der rejser mig op, medmindre der er ild i noget. Den perfekte fest for mig er at sidde og snakke om følelser på min flade røv på en bodega, ryge smøger og drikke hof. Men Christian Hjelms “Hvide måne” gør et eller andet ved mig, og det er ikke kønt. Jeg får bare lyst til at hoppe og råbe.

Den her ville jeg ønske, jeg selv havde skrevet:

Martha Wainwright med “Bloody Mother Fucking Asshole” var én af de første sange, jeg lærte på guitar, og jeg spillede den voldsomt og vredt. Det er virkelig en sang, hvor man kan få sine frustrationer ud, og så er den både ironisk og syleskarp. Allerede første sætning sidder lige præcis, hvor den skal, som en knytnæve i maven.

Den her roterer nonstop lige nu:

Haley Heynderickx – “The Bug Collector”. Jeg hørte hende første gang på Roskilde Festival i år på den lille Gloria-scene, og hun fik alle til at stå helt stille og bare lytte til sin meget mærkelige og sjove historie og til sine virkelig fine sange. Hun har en måde at skrive på, hvor sangene aldrig er forudsigelige.

Den her vender jeg altid tilbage til:

Bright Eyes’ “Hot Knives”. Jeg bliver aldrig træt af Conor Oberst. Han er – efter min mening – en fantastisk poet. Han rammer plet hver gang. Han kan sno det engelske sprog om sin lillefinger. Det er som at lytte til digte.

Den her skal spilles til min begravelse: