x

Christine and the Queens-interview: Trygheden ved at udtrykke sig frit

Christine and the Queens-interview: Trygheden ved at udtrykke sig frit

Roskilde Festival 2019-aktuelle Héloïse Letissier har kombineret popmusikkens strømninger med drag-kulturen og udviklet identiteten Christine. Sammen med sine Queens udfordrer hun den stereotype kønsopfattelse, og igennem musikken skabes en flydende identitet, der udfordrer kønsdefinitionen. Med albummet Chris er målet at italesætte hendes evolution. Det er målet at åbne op for et nyt kunstnerisk kapitel.  

– Det begyndte for omkring otte år siden, siger Héloïse Letissier. Hun er mennesket bag Christine and the Queens. Der er en telefonlinje imellem os. Jeg sidder i København og hun i Paris. Jeg har ringet til hende, fordi jeg gerne vil forstå hendes identitet. Hvad der adskiller Christine fra Héloïse.

– Men kort fortalt begyndte det, da jeg gik igennem noget, man nok vil betragte som en svær periode i mit liv, fortsætter hun. – Det var både på et personligt og professionelt plan, og jeg søgte efter en ro, jeg kunne leve ud fra. Jeg ville oprindeligt arbejde som regissør, men det gik ikke rigtig, og derigennem imødegik jeg en masse forvirring med mit liv. Og på et tidspunkt tog jeg til London, fordi jeg altid havde ønsket mig at bo i byen. Og imens jeg så søgte alle de her ting, skete det bare ret pludseligt. Jeg endte på Madame Jojo’s en aften, der dengang var meget berømt, men i dag er lukket. Stedet var ret populært for deres dragshows, og en aften oplevede jeg et af dem, og det er jo en ret fed måde at kombinere popkultur med det quirky. Det var ret punket og befriende, men også ret smadret på en måde. Og det var lige præcis sådan, jeg egentlig forestillede mig selv. Så jeg begyndte at overveje, hvordan jeg kunne give udtryk for det med min egen stemme. Hvordan jeg kunne bryde fri fra den her skam, jeg længe havde følt. Christine and the Queens er navnet på det øjeblik, hvor jeg valgte scenen som et sted, hvor jeg kunne styrke mig selv.

Christine and the Queens er tilstanden for enden af transitionen. Det er personificeringen af glæden og den absolutte ro, Héloïse Letissier fandt igennem sin tilværelse i London. Hun bevægede sig fra tvivlen og virkelighedens bekymringer og igennem det virkelig quirky, hvor hun fandt en helt ny måde at betragte sit liv og tilværelse på.

– Den store forskel ligger i min måde at anskue livet på, forklarer hun. – Den måde, jeg træffer valg og beslutninger på. Jeg valgte mit navn, og hvordan jeg skulle udtrykke mig. Jeg valgte, hvilken scene jeg skulle udtrykke mig på. Igennem de valg blev jeg til den person, og på den måde har det også været med til at forme mit liv.

Artiklen fortsætter under videoen

Musikalske førstepersonsberetninger

Historien om Héloïse Letissiers transition til Christine and the Queens adskiller sig fra den almindelige historie om sangerinden, der blev til popstjerne. Igennem Londons natteliv og queer-kulturen opbyggede Héloïse Letissier en form for underbevidst livsfilosofi, der igennem musikken og livet både på og bag ved scenen har skabt en tryghed. Trygheden ved at udtrykke sig frit. Friheden til at udtrykke sig kompromisløst. Og produktet beskrives af Héloïse Letissier som freak pop. Det er det produkt, der skabes ud fra Christine and the Queens, og som trækker på alt det, popmusikken som udgangspunkt omfatter. Der trækkes tråde fra Michael Jackson og David Bowie et sted mellem The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars, Aladdin Sane, Bad og Dangerous. Det er indpakket i tilgængeligheden, men med en kant, der afspejler noget, der i dag ikke eksisterer i popmusikkens sfære. Det er kombinationen mellem New Romantics og glamrockens dekadence og LGBTQ i en digital tidsalder.

– Det er en ny ting, og så alligevel ikke, siger Héloïse Letissier. Hun er bevidst omkring de strømninger, der er opstået omkring hende. Som hun er en del af, og bygger videre på. Hvordan Perfume Genius og Serpentwithfeet udgør deres egen bevægelse, der italesætter centrale aspekter af LGBTQ-bevægelsen, som i sin kunstneriske forskellighed formår at appellere til de samme følelser.  – Det handler om selvstændiggørelse og at finde styrke i musikken, men når du tænker på David Bowie eller Björk, så var de i højere grad nogle skabninger, der flygtede fra konformiteten, end de var mennesker. De udfordrede konstant deres egen identitet. De udfordrede konceptet om identitet. Det er sikkert rigtigt nok, at det lige nu bliver defineret ved at sætte spørgsmålstegn ved identiteten, men det er også derfor, jeg altid har elsket pop.

Christine and the Queens er resultatet af den nye generation, der er vokset op med David Bowie og Björk, som trak det quirky ind i æteren og gjorde det freaky tilgængeligt. Héloïse Letissier lægger konstant vægt på, at hun ikke direkte har gang i noget nyt, men derimod bare viderefortolker det, der allerede eksisterer. Uanset om det har været omgivet af stilhed i 30 år eller trækker på samtidens politiske og sociale bekymringer.

– Det bliver hurtigt politisk, og når det kommer til stykket, er følelsen og troen på at være sig selv meget gennemtrængende, fortæller Héloïse Letissier. – Som kvinde var det alene vigtigt for mig at lave en plade om begær, for selvom kvinder konstant begæres af mænd, og det i sig selv er ret velkendt, var det vigtigt for mig at udtrykke, hvordan kvinder bør begære sig selv. Eftersom det her projekt er fokuseret så meget på førstepersonsberetninger, bliver min seksualitet meget hurtigt trukket ind i det.

Chris

I september udkom Christine and the Queens andet album, der så simpelt har fået titlen Chris. Det er minimalistisk, men alligevel med en stærk gennemslagkraft, der udtrykker alt det, Héloïse Letissier arbejder for. Hvordan hun har bevæget sig fra Héloïse til Chris. Hvordan hun har bevæget sig fra tvivlen og usikkerheden til tilfredshed med sit standpunkt i livet.

– Jeg vil gerne udtrykke min egen evolution, forklarer Héloïse Letissier. – Jeg begyndte at lege med idéen om bare at kalde albummet Chris, fordi det efterhånden var blevet tid til at være mere rå, udfordrende og trodsig. Jeg havde behov for at fremstå ubeskyttet. Jeg kan godt lide tanken om, at folk skaber deres egen fortælling på pladen og ligesom skaber deres egen frihed på den måde. Albummet handler om lyst og begær, og jeg var interesseret i at lave en plade, der kunne have en kompleks tilgang til forskellige aspekter af begær, men som også kunne være noget andet end den første plade. Den nye plade er meget ude i verden, hvor den første plade er meget mere isoleret. Selvom mange af sangene handler om at lære mig selv at kende, føler jeg, at lytteren kan lære noget helt andet ved det. Og der er også noget filmisk over pladen, ved at den er blevet skabt ude i verden, hvor jeg hele tiden var omkring nye mennesker. Den omfatter hvordan man kan trække styrke fra nye ting, og derigennem blive til noget andet. Det er egentlig et ret stort spørgsmål at besvare. Jeg havde behov for at beskrive et nyt kapitel i mit liv, men også et nyt musikalsk kapitel.

Lyst og begær

Jeg overvejer, hvordan lyst og begær allerede er eksisterende fænomener i musik, men hvordan måden Christine and the Queens udtrykker det på, kun forekommer sjældent. Hvordan lysten og begæret sjældent udtrykkes fra kvinders eller minoriteternes synspunkt. Hvordan kvinden begæres ud fra et kønsstereotypt synspunkt, og hvordan den stereotyp dominerer andre angrebsvinkler. Hvordan kvindens egen lyst og begær kan provokere. Hvordan provokationen har kigget frem igennem popmusikkens historie, men ofte med risiko for at tage fokus fra produktets formål.

– Det er ikke noget, der sker særligt tit, siger Héloïse Letissier. – Jeg tænker på Madonna, der har været virkelig dygtig til at give udtryk for det. Hun har altid lagt meget vægt på begæret som noget, der ikke skulle undskyldes. Jeg føler faktisk, at det passer ret godt ind i al den nye musik, der præger tiden lige nu. Popmusikkens lyd i 80’erne og begyndelsen af 90’erne har en styrke og følelse af selvstændiggørelse. Det er noget, der passer ind i tiden i dag. Med den her plade tager jeg fat i noget af den flamboyance, der prægede musikken dengang.

Paletten af kunstformer

Christine and the Queens har givet Héloïse Letissier en stemme. Det er en stemme, hun ikke havde før, og samtidig er det også en stemme, der bliver hørt. Men kunsten starter og stopper ikke med Christine and the Queens. Udtrykket omhandler ikke kun musikken, men derimod alle kunstarter, der kan udfoldes på en scene. Héloïse Letissiers baggrund inden for scenekunst har berørt flest tænkelige kunstformer, der både udformes med og uden relation til musikken.

– Det er ikke for at fylde et eller andet tomrum, forklarer Héloïse Letissier. – Det er derimod en ret naturlig måde for mig at arbejde på, fordi jeg har en baggrund inden for teater.

Héloïse Letissier har bevæget sig omkring performancekunst og fotografi over art videos og diverse former for billedkunst til sit virke som kunster. Hendes uddannelse i teater ved École normale supériure de Lyon åbnede op for en eksperimenterende tilgang til kunstens facetter. Den har udgjort grundlaget i hendes skæve måde at angribe popmusikken på og hendes kobling mellem drag queens i London til det udtryk, Christine and the Queens i dag har udviklet sig til.

– Det opstår ud fra musikken, fortsætter hun. Musikken skaber de her billeder og situationer, som jeg noterer ned. Det er en måde for mig at arbejde på, som jeg har svært ved at gøre noget ved. Udgangspunktet ligger i musikken, der skaber den verden omkring mig.

Udfordrer kønsopfattelsen

Popmusikken bevæger sig i strømninger, der opstår i relation til det, der eksisterer omkring os. Den lader sig inspirere af det dybsindige og det tilgængelige. Den fortæller os ingenting, ligesom den kan give os en dybere indsigt. Christine and the Queens repræsenterer lige nu en strømning, der udgør en tydelig relevans set i relation til de problemstillinger, LGBTQ-området arbejder med. Igennem Christine and the Queens udfordrer Héloïse Letissier kønsopfattelsen. Hun udfordrer kønsstereotypen, ligesom David Bowie og Boy George har gjort det. Igennem udfordringen af andres opfattelse af et generaliseret kvindebillede udfordrer hun sin egen identitet, der har til formål at skabe genlyd hos lytteren.

– Jeg er helt klart inspireret og påvirket af glamrock og hele scenens måde at angribe androgyni på, forklarer Héloïse Letissier. – Som jeg sagde, er hele David Bowies måde at udfordre sin egen identitet og kønsopfattelse enormt inspirerende. Og det er jo noget, der gør sig gældende i glamrocken som fænomen. Men det fede ved de fænomener var også, at det hele i bund og grund bare var sjovt. Det blev ikke taget alt for alvorligt, og på den måde blev det også mere ekstremt og perverst, men alt sammen på en uhøjtidelig og munter måde.

Jeg overvejer den modstand, man som panseksuel kvinde må møde. Jeg overvejer problemerne, der kan opstå ved at være åben omkring sin seksualitet. Hvordan Héloïse Letissier repræsenterer en minoritet i en minoritetsgruppe. Hvordan hun er en del af LGBTQ-miljøet, fordi hun ikke har noget valg, og hvordan hun repræsenterer det omdiskuterede.

– Jeg finder mig ret tilpas i den måde, jeg er på. Det er noget, Christine and the Queens har gjort for mig, og derfor bliver jeg jo konstant tvunget til at snakke om det, siger Héloïse Letissier.  – Nogle gange har det det med at tage fokus fra musikken.

Freak Pop

– Det er vist rigtigt nok, svarer Héloïse Letissier, da jeg spørger hende om baggrunden for begrebet freak pop. – Jeg tror, det kommer fra dengang, jeg skulle skrive noget på Facebook, hvor det bare passede bedst. Og det handlede ligesom om at beskrive min musik på en måde, så det ikke ville lyde som noget, det ikke var.

Musikscenen i Paris

– Jeg ved ikke rigtigt, om jeg er en del af scenen, siger Héloïse Letissier. – For at være ærlig ved jeg ikke, om jeg er en del af noget ud over mig selv. Der sker mange ting i Paris i lige nu, og det er mange år siden, der er sket så meget forskelligt. For måske otte år siden var Frankrig meget bange for fransk popmusik, fordi der bare var en opfattelse af, at vi bare ikke var gode til den slags. Men nu er vi endelig ved at omfavne det igen, og samtidig er Frankrigs urbanscene virkelig stærk med enormt mange talentfulde artister.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA