x

DAGBOG: Astronaut indspiller i Knopflers studie - hvor god lyd er religion (DEL 2)

DAGBOG: Astronaut indspiller i Knopflers studie - hvor god lyd er religion (DEL 2)

Den danske upcoming gruppe Astronaut er lige nu i London for at indspille og producere deres kommende album sammen med Claudius Mittendorfer. Derudover er gutterne blevet inviteret i Mark Knopflers studie (British Grove) af Peter Lyngdorf for at indspille specialversioner af numre fra debutalbummet. Her kan du læse hvordan det hele forløber. Foranger Martin Zeppelin fortæller...

DAG 3

Guy Fletcher fra Dire Straits kiggede ind, mens vi spillede. Han har skægstubbe, fordi han har arbejdet i flere døgn på sin egen ting i den anden ende af studiet. 

Dave Harries kom også forbi. Han var tekniker for Beatles i Abbey Road. Han er gammel og rar. "You look like yourself" sagde Peter til ham. "I know…... It’s boring". "Yesterday I had one too many pints, till me clock was turning counterclockwise".

Ham kan jeg godt lide. Han griner ikke så meget, men man kan mærke, han har grint meget i sit liv. Mens vi spiller sidder han i sofaen og ser ud ad sine øjne, som man lurer igennem et nøglehul. 

Resten af verden bliver meget usynlig på få dage. For os er det en lille revolution på indersiden af kraniet. Vi indspiller nogle helt nye ideer. Man får lyst til at blive på ønskeøen og lave musik. Jeg får ikke skrevet så meget dagbog her...

LÆS OGSÅ: DAGBOG: Astronaut indspiller i Knopflers studie - hvor god lyd er religion

DAG 4

Nogle billister kører med en forbløffende vildskab. Fra vores hotelvindue hører vi ekstreme hjulspin, der fortsætter så længe, inden bilen når at få greb om asfalten, at vi får grineflip. Lyden af politisirener er også betydeligt mere afsindige her end i DK. De lyder som psykopat-techno til sammenligning. 

London har mange slags rumvæsener. Smukke, spøjse, skurke, baroner, galninge, turtelduer, kanoner. Der er gang i den. Nogle bevæger sig igennem byen med en legende lethed. Snakkesalige og hjertelige. Andre ser forpustede og skeptiske ud, som om livet tager for meget af deres tid. Vi gider ikke vælge side. Vi er her for at lave musik til dem allesammen. 

En sød kassedame synger en lille hymne for sig selv med en blød privat stemme. En truet art, syngende kassedamer. Jeg udvekslede et blik med en høj fyr, der gik i klipklapper og T-shirt. Jeg ved ikke, hvad der var mest underligt - at han havde T-shirt og klipklapper på i november, eller at det er varmt nok til, at man kan gå i T-shirt og klipklapper i november.. 

Vi mixer med Claudius. Han fortæller om sin nyfødte søn, Arno. Han synes, vi skal tage på bar. Vores manager Mathias siger, albummet udkommer den 12. april. Hvis han siger det, er det rigtigt. Han siger også han har sovet dårligt, fordi der var en fjeder, der sprang lige igennem hans madras. Anders har det også ad helvede til, fordi han tog i byen med filmholdet i går. 

Vi tager på bar og ser fodbold. Fodboldfans i ens trøjer står helt tæt som i metroen. Alle afreagerer. Det er en tradition, der er perfekt som den er. Et plot, der aldrig tvister. Alle finder lynhurtigt den samme tone at råbe på, når der scores. Det er egentlig ret virtuost. De fleste holder med Chelsea, vi holder mere med Tottenham, og råber også. Halve pints og sarkasmer flyver drabeligt gennem luften. Tottenham vinder, så de fleste på baren er frustrerede, med London-accent. Vi er glade, fordi vi har fået meget mere, end vi havde forventet. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA