x

Mercenary-turnedagbog kapitel 4

Mercenary-turnedagbog kapitel 4

Uge 4: Tyskland og autobahn retning Ålborg

19. april: Essen/Tyskland – Turock

Vi har nu taget hul på tourens fjerde og sidste uge, og selv om alle i rejseselskabet efterhånden er godt slidte, ildelugtende og tourtrætte, er der god stemning i dag.

Vi har ikke bare overlevet sidste uge i England, aftenens show er også et forventet højdepunkt på touren. Spillestedet Turock har en fantastisk scene, lyd og koncertsal, og fremmødet var meget pænt, da vi spillede her sidste år på vores headliner-tour.(Ligesom efterfesten dengang var et mindre dionysisk rusorgie, jf. GAFFA-turnédagbogen fra sidste år.)

Yderligere rygtes det, at stedet med plads til godt 600 er udsolgt denne aften. Stemningen løftes endnu mere i Mercenary-lejren, da vi får at vide, at vores nyeste video har været boblet i sidste fredags udsendelse af Boogie.

Alle er dog ikke lige begejstrede i dag – den ene af tourens chauffører forlader nemlig touren i utilfredshed over, at der i Deathangels bus blev røget så mange ganja af band, crew og især tourmanageren, at chaufføren risikerede at blive påvirket under kørslen. Måske ikke skidesmart.

Aftenens show er som forventet rigtigt fedt, stedet er pakket og koger gennem hele vores sæt, som bliver leveret med den helt rette blanding af præcision, flow og tyngde. Til efterfesten er stemningen naturligvis høj, ikke mindst grundet den supercheckede cocktailbar, der kan lave enhver tænkelig drink. Denne aften dog ikke mojitos – skandale! De får dog formildet os med et par Strawberry Caiparinas. Lettere syd for macho-grænsen måske, men hey, man er vel sikker nok i sin maskulinitet til at drikke sig i hegnet i lyserøde væsker, så længe alkoholprocenten er høj nok.

Da efterfesten holdes i baren blandt tilskuerne, er et bredt udsnit af de forskellige typiske typer af fans naturligvis også til stede:

- Hangaround-fans: Ikke indrømmede fans, men folk der typisk hænger op og ned af alle bands, de kan komme i nærheden af, tager til mange koncerter hver måned, og kaster sig om halsen på en, så snart man bagstiv vralter ud af tourbussen foran spillestedet kl. 13 om morgen. Tager typisk til koncerter under påskud af at være fotografer med en samling usle amatørbilleder på en hjemmeside, der ligner en gang hjemmestrikket 90'er html-bræk. Efter et par år kommer man typisk på fornavn med sådanne folk, men som oftest får man mindre og mindre at tale med dem om, jo oftere man ser dem.

- Inkassofans: Dem, der synes, at man skylder dem at spille lige præcis deres yndlingssang til hver eneste koncert, da man jo ellers tydeligvis har glemt sine fans. (Her troede man ellers, at det var for at komme ud og spille for sine fans, man tog på tour. Åbenbart ikke.) Alternativt skylder man dem at gøre indrømmelser i stil med ”Ja, vi synes også, at vores nye plade er en bleg kopi af vores gamle cd’er”, eller ”Jo, vores koncert til X festival i år Y var meget bedre end i aften, det kan du have ret i.”

- Musikerfans: Dem med eget band. Starter uvilkårligt en ustoppelig, lettere frådende monolog med ølånde fra helvede om egne instrumenter, demoindspilninger og imaginære venskaber med kendte bands, uden anden anledning, end at man har givet dem hånden og smilt høfligt. Helst mens de læner sig helt ind i fjæset på en, spilder øl ned ad ens bukser og sprutter ølsavl. Denne adfærd kombineres ofte med samme lettere nedladende bedrevidenhed som inkassofans.

- Kling-ons: Endnu en gruppe mennesker uden nogen som helst situationsfornemmelse. Denne variation gør alt for at få den maksimale mængde information med hjem ved at krydsforhøre om alt fra ens egen favoritsang på nyeste plade, ens tre favoritsange fra eget bagkatalog, ens yndlingsbands og ens tre yndlings-cd’er nogensinde til ens job- og privatliv, sexliv, spisevaner, skostørrelse og eksistentielle standpunkter med samme selvfølgelighed som spurgte de om prisen på en lille liter let i den lokale netto. Ja, selv når man fester er man sgu på job. (Ja, okay, flæve, flæve, vi har vist brug for en whaaaaaaaambulance herovre til den bitre, bloggende guitarist.)

Det hører selvfølgelig med til billedet, at størstedelen af fansene er stille og rolige, normale mennesker, der typisk holder sig på behørig, respektfuld afstand, og selvfølgelig er der også masser af supersøde, afslappede og jordnære fans, der fx møder op i T-shirts med hjemmelavede tryk, medbringer gaver, giver oprigtige komplimenter (som til tider endda også modtages oprigtigt), vil have autografer uden at forvente livslange venskaber med i prisen, og endda nogle gange taler til en, som om begge parter i samtale er ligebyrdige.

Efter dette studie i metal-etnografi mangler vi dog lige at nævne, at vi denne aften officielt bliver smidt af touren efter et fuldeskænderi med tourmanageren. Det starter ironisk nok ved, at undertegnede i sin 40-hestes caiparina-brandert bad tourmanageren om ikke at diskutere business og eventuelle tour-relaterede problemer, mens alle var pløkstive, hvilket så faktisk ansporede en kæmpe diskussion om business og aktuelle tour-relaterede problemer, mens alle netop var pløkstive. Skidegodt.

20. april: Leipzig/Tyskland – Hellraiser

På trods af at vi nu ikke længere "officielt" deltager i touren jf. fuldeskænderiet i går, kører vi nu alligevel videre til næste show for at se, hvad status er. På spillestedet bliver bandet samlet indkaldt til møde med tourmanageren, der mener, at undertegnede har talt ned til ham på hele touren, hvilket får ham til at føle sig som et barn, hvilket han ikke vil finde sig i, da han vel at mærke er fyldt 37. (Jamen, det sagde han faktisk i ramme alvor!)

På trods af at situationen mest af alt minder om et tøseskænderi fra 90210 blandet med lige dele Twilight Zone og Spinal Tap, snakker vi os efterhånden frem til en eller anden form for forståelse, giver hinanden hånden og bliver enige om at få det bedste ud af de sidste dage på touren. (Fuck, hvor skal jeg bare hjem hurtigst muligt.)

Resten af dagen tilbringes med at pleje tømmermænd, og fem minutter efter bandet før os er gået af, ligger vi stadig på sofaerne backstage og prøver at komme i tanke om en eller anden grund til faktisk at gå på scenen. Der er også kun 60 mennesker til stede. Meeen, som vores trommeslager Mike ynder at påpege har de jo betalt lige så meget for at se os, som folk har, når der er fuldt hus. True dat.

I iPod’en: Soilwork – "Stabbing the Drama"

21. april: offday/rejsedag

I IPod’en: Death Angel - "I’m Bored"

22. april: Offday/Death Angel på The Rock, København

Holder fridag i dag, da vi for nyligt i påsken spillede et cd-releaseshow på The Rock, af hvilken grund vi indgik en aftale om at springe dette gig over på touren. Dejligt afslappende, men også en anelse sært at have to fridag med blot tre dage tilbage af touren.

Får plejet vores rockstar-egoer ved at tilbringe aftenen med at spille Guitar Hero ved venner, langt væk fra venuen.

23: april: Hamburg/Tyskland - Markhalle

Dagen starter yderst positivt: bliver vækket storsvedende og dehydreret kl.5, godt desorienteret efter to timers søvn, har ledningen fra iPod’en og earbuds viklet tre gange rundt om halsen, og knalder hovedet op i spånpladen på bunken ovenover. Får at vide, at vi skal ud, da vi er kommet til færgen Rødby-Puttgarten. Stadig på tour – fuuck.

Kryber sammen på en afsides sofa på færgen og går ud som et lys. Vågner endnu mere desorienteret op, da vi er på vej i land, og går ned på vogndækket. Bilerne er ved at køre ud, så da jeg ikke kan huske hvor bussen står, stiller jeg mig tålmodigt ved udgangen og venter, indtil alle lastbiler og busser til sidst er trillet ud. Ingen dobbeltdækker i syne. Øhhh, hvad satan? Gradvist indfinder en snigende mistanke sig. Færgen er i Danmark igen.

Ppppfffffuuuuck! Fedt at være så undværlig, at man bliver overset, når de laver mancount på bussen inden afgang. Efter at have ringet til alles mobiler og fået telefonsvarer, får jeg endeligt fat på min gode ven, tourmanageren, der sender vores bus tilbage til Puttgarten, samtidig med at jeg sejler tilbage dertil. Vælger dog at se lyst på det, og tager den store brunch på færgen og slapper af. Lægger mig ikke til at sove igen, før jeg er på bussen.

Prikken over I’et i Hamburg er så, at vi spiller i den lille sal på Markhalle med mikroskopisk scene og plads til godt 150 mennesker, og ikke den store sal med superlækker scene, hvor vi tidligere har spillet. Måske er det bare tourtrætheden, der har sat ind, men det får ikke humøret til at stige, og selv om stedet selvfølgeligt er pakket med glade mennesker om aftenen, er det lidt svært at komme i den helt rette stemning efter den sidste uges dramaer, de to dages pause, og at der nu kun er ganske få shows tilbage. Det bliver trods al tourlivets fortrinligheder rart at komme hjem igen.

24. april: Berlin/Tyskland – K17

Denne dag starter dog væsentligt bedre med, at vi går tur i sommervejret i Berlin, og sætter os på en restaurant, hvor vi nyder middagsmaden. Mens de andre om eftermiddagen tager ind til centrum må jeg stavnsbundet blive tilbage for at – suk – nedfælde min galde på blogform til en vis dansk musikhjemmeside.

Til aftenens show er vi dog alle i god stemning, og vi genkender mange i Mercenary-T-shirts fra vores show samme sted sidste år. Publikum er glade om end lidt reserverede, men giver god og venlig feedback efter showet. Det skal sgu nok skrante an de sidste par dage.

25. april: Adelsheim/Tyskland – Live Factory

Dagen er kommet til tourens sidste show for os. De praktiske realiteter fra den virkelige verden kalder, og selv om de andre bands har det officielt sidste show på touren i morgen, må vi drage hjemover efter i aften, da både vores bassist og vores lydmand har konfirmationer for hhv. papdatter og sønnike denne weekend.

Dagens spillested ligger tilsyneladende uden for lands lov og ret, og da koncertsalen er ret stor, frygter vi, at det bliver en pinlig affære. Ingo, den lokale promoter, får dog forklaret på gebrokkent engelsk, at der normalt kommer 3-400 mennesker, hvilket jo vil være en fin afslutning på touren.

Backstage på stedet er stort og hyggeligt, maden er fremragende, og en af de lokale piger, der hjælper til i dag, har endda bagt en kage specielt til Mercenary, eftersom at vi havde mødt hende på vores tour med Nevermore for over to år siden, hvor vi angiveligt havde rost hende for den catering, hun dengang anrettede for os alle. (Det påstod hun i hvert fald – de detaljer må jeg nok tilstå, at ingen af os ligefrem havde allerlængst fremme i hjernebarken.)

Alt i alt lægges der op til et godt skrald af en afskedskoncert, så selv ikke da vi hører, at vi ikke blev stemt ind på Boogielisten, går gassen af ballonen. Det vigtigste for os var trods alt også blot at blive spillet i programmet, så folk uden for de snævre metalkredse havde muligheden for stifte bekendtskab med os - nu hvor de danske medier jo normalt ikke ligefrem er de mest metalvenlige (se artikel herom af yours truly på musikeren.dk / gamle numre / november 2007.)

Endvidere er der lagt op til en masse lir - ikke blot har crewet lovet at lave ballade under vores koncert, der er derudover også blevet arrangeret "shred-fest" med vores leadguitarist Martin og hans tyske navnebror, som er lydmand for Death Angel og efter sigende en kæmpe guitarnørd, der kan alle Dream Theaters plader med bind for øjnene. Begivenheden foregår for fuld offentlighed på scenen lige inden vi går på, og hver guitarist får efter introduktion ét minut til at få strengene til at gløde med deres vildeste licks, sweeps og lynhurtige løb.

Martin DK's alsidige metal/rock/blues-crossover stil høster et noget længere og mere massivt bifald end Martin DE's blændende hurtige, men ensporede arpeggio-sweeps, der sjovt nok fremkalder et hurtigt og voldsomt bifald, der hurtigt dør ud. Alligevel bliver det officielt "draw".

Koncerten bagefter går forrygende, der er masser af folk, og de er yderst tændte efter guitar-kampen. Sættet kører skidegodt, og det er lige dele befriende og euforisk at føle, at vi er på det rette sted på den rette tid, og at vi trykker den af på den helt rigtige måde.

Under næstsidste nummer ("The Endless Fall") kommer en del af fyrene fra vores to åbningsbands Extrema og Demolition på scenen og synger kor i omkvædet til stor glæde og morskab for publikum. I sidste nummer ("11 Dreams") bliver koncerten dog til et jordisk ragnarok - supportbandsene indfinder sig på scenen og brøler og hviner alle lige vilkårligt i mikrofonerne.

Samtidigt kommer tourens crew ind med en seddel, hvorpå der står "you've been crew-cified," som de kort viser til Mike, hvorefter de skiller trommesættet ad og fjerner delene, mens hans desperat kæmper for at spille videre, indtil han til sidst sidder med en storetromme, en lilletromme, et bækken og en tam! Rent jazz! Samtidigt får vi andre hældt øl i hovedet, får danset stepdans på vores pedalboards, og vores keyboardspiller Morten får huen ned over øjnene i mellemstykket, hvor klaveret er allertydeligst. Geil! Vi kæmper for at gennemføre nummeret og når da også helt til slutningen, om end nummeret på dette tidspunkt har mere karakter af et atonalt postmodernistisk inferno af feedback og grise-grynte-lyde end et egentligt Mercenary-nummer.

Backstage får vi stort bifald af alle bands og crewet for at have overlevet strabadserne, og det må siges at være en noget anderledes, men alligevel rigtig fed og rock'n'roll'et slutning på en rigtig fed tour. Som om det ikke var nok, får vi at vide at vores booker, der kom for at se showet, at han arbejder på koncerter i Grækenland og Sydafrika, hvor der begge steder angiveligt skulle være nogle meget interesserede koncertarrangører, samt at vi tilsyneladende kan få en plads på årets Bloodstock-festival i England, efter at vi lokkede deres booker til at komme til en af tourens koncerter i sidste uge.

Selv om vi efter fire uges daglig decibeltilbedelse og smadderdruk, junkfood og fucked-up døgnrytmer er godt matte og plages af både hjemve og vemodighed over at tage afsked med alle folk på touren, som man på én gang har yderst overfladiske bekendtskaber med og samtidigt føler et intimt slægtskab med, er det alligevel med en god fornemmelse af i maven af, at vi på touren har gjort en vigtig forskel, og at tingene måske nok lige kunne gå hen og hænge sammen i fremtiden, at vi morgenen efter sidste show godt bagstive og klatøjede triller på den tyske autobahn i vores egen minibus, 1050 km fra Aalborg.

I iPod: Jonathan Coultos and GLaDOS – "Still Alive"

Mercenary på MySpace


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA