
GAFFAs skribentstab har endnu en gang skuet tilbage på året, der gik, og i fællesskab – ved prioriteret afstemning – kåret de bedste danske album i ind- og udland. Musikåret 2018 har været præget af mange spændende udgivelser i alverdens genrer, og der var tæt opløb om de øverste pladser.
10 Sivas: Ultra
Sony Music
Sivas er stadig et unikum i dansk rap. Vi kommer langt omkring med singlen "Colombiana", og altid oplagte Gilli viser nye spanskinspirerede elementer, mens den voldsomt funky “Sidste timer” med produceren Mantra tænder for diskokugle og slap bass – en kombination med Sivas, man ikke lige havde troet muligt.
9 MØ: Forever Neverland
Sony Music / Columbia Records
Der er masser at komme efter på Forever Neverland. Tag bare lige dele rå og strømlinede ”I Want You”, dovent-lækre ”If It’s Over”, hvor kollegaen Charli XCX kigger forbi eller gåsehudsfremkaldende ”Beautiful Wreck”, hvor MØ finder sin indre Imogen Heap frem. Bedst er imidlertid ”Blur”, der er et imponerende, kalejdoskopisk pop-pragtstykke.
8 Noah Carter: 2nd Demo
Sony Music
Der er skruet op for sjæler- og lovejam-tilgangen på rapperens anden udgivelse. Inspirationen fra Future er til at tage at føle på, og det i den mutte afdeling af Futures forskellige autotunede masker. Dog bringer Mr. Carter stadig en ordentlig portion karisma til bordet, og man er ikke i tvivl om, at det er ham.
7 Veto: 16 Colors
Reset08
16 Colors en utæmmelig, eksperimenterende energi over sig. Som i mystiske “Measures”, hvor en dissonerende og alligevel tiltrækkende guitar pirker til den gode ro og orden, mens en uregerlig synthesizer halvvejs varsler indgangen til en kaskade-agtig anden akt, der på uforudsigelig vis løfter sangen ind i en rå og rocket afslutning. Veto er stærkt tilbage.
6 Saveus: Neuro
Copenhagen Records
”Ready to Die” åbner Neuro med store armbevægelser, sprød produktion og en veludviklet voksenvokal fra Martin Hedegaard. Saveus tager over, hvor nullernes danske synthhelte som Spleen United, Veto og Turboweekend slap. Resultatet svinger fra innovativt og interessant til solid synthpop.
LÆS OGSÅ: Redaktionen kårer årets internationale album – nummer 10-1
5 Speaker Bite Me: Future Plans
Pony Rec
Vi lever i en krigstid, og ifølge bandet selv er de stærkt påvirket af disse rædsler og den medfølgende håbløshed. Det høres, og bandet lyder på albummets fem numre som en musikalsk bombe, der kan detonere når som helst. Speaker Bite Me er på Future Plans på konstant konfrontationskurs og spiller sig helt ud på afgrunden med en mesterlig kompromisløshed, hvor den internationale klasse står bøjet i neon.
4 Kira Skov: The Echo of You
Stunt Records
The Echo of You har karakter af en ultimativ kærlighedserklæring – en hyldest til Skovs afdøde mand, Nicolai Munch-Hansen. Kira Skov fremstår mere og mere som Danmarks svar på uomtvisteligt store kunstnere som Nick Cave og P.J. Harvey – en alvorsfuld, troværdig og kompromisløs singer-songwriter med en naturlig autenticitet og autoritet.
3 Lydmor: I Told You I'd Tell Them Our Story
Mermaid Recors
Væk er de rå skitse-lignende indspilninger, og i stedet fremtræder en langt mere gennemarbejdet produktion og storladen lyd. Sangene er stadig en blanding af uptempo electro-bangers med tunge, maskinelle beats, mixet med fine perler af ballader, der fungerer som små pusterum mellem de hårde rave-udbrud – med en fælles Shanghai-sound som rød tråd.
2 Peter Sommer: Elskede at drømme, drømmer om at elske
Sony Music
Peter Sommer sætter som altid sig selv i spil, men en mærkbar distance i refleksionen løfter sangene. Ingen kan være i tvivl om, at Peter Sommer er i den absolutte superliga af danske sangskrivere, og vel den bedste for øjeblikket. Få kan som ham synge om troen og tvivlen, så man virkelig rammes i hjertet.
1 The Minds of 99: Solkongen
No3
The Minds of 99 folder sig med Solkongen for alvor ud som en generationsstemme. Bandet tager nogle dybe dyk ned i tiden, men sat sammen med den ungdommelige livsappetit og sans for doseret weltschmerz bevæger de sig over mod den mere poppede tone med stor elegance på et album, som er en solkonge værdigt.
LÆS OGSÅ: Redaktionen kårer årets internationale album – nummer 10-1
Hør sangene på en Spotify-playliste nedenfor.
Hør playlisten på andre streamingtjenester, blandt andet Apple Music: