x

ORDET ER FRIT: På jagt efter outsideren

ORDET ER FRIT: På jagt efter outsideren

"I mine øjne er behovet for outsidere på den danske musikscene vigtigere end nogensinde før."

Så længe kulturaktørerne, ude såvel som hjemme, har arbejdet med begreber som ”populærkultur” og ”mainstream”, har der også altid været et behov for et alternativ. Et sted, hvor dem, der følte sig fremmedgjorte af malstrømmen, kunne søge hen og få de anderledes oplevelser. Det være sig alt fra punkerne, der larmede højt i slut-70’erne til 90’ernes grungebølge. Altid en mindre gruppe af trodsige, kreative sjæle, der nægtede at lade sig definere af samtidens populærkultur, og som tiltrak andre ligesindede, som følte sig udenfor.

Behovet kan spores helt tilbage til den tidligste klassiske musik, men opstod for alvor omkring starten af 1900-tallet, hvor den italienske kunstner Luigi Russolo provokerede den etablerede musikbranche ved at offentliggøre en række symfonier udelukkende bestående af støj. Hans idé var at skabe en ”anderledes musik”, der kontrasterede og pillede ved den etablerede musiks konservatisme. Russolo er siden blevet kaldet ”the godfather of modern sound” og har inspireret alt fra den franske musique concrete (musik bestående af virkelighedens lyde), til dadaisme, avantgarde og den eksperimentale tonekunst – men også senere genrer som kraut-, prog- og nutidens alternative rock. Russolo var en af de første ildsjæle, der fremprovokerede et alternativ til mainstreamen, udelukkende fordi han mente, at det alternativ manglede. Kulturelt set har man oftest kaldt folk som Russolo for outsidere. Folk, der står uden for mainstreamen og er villige til at bryde med konventionerne. Men hvad har det så at gøre med den danske musikscene anno 2018?

I mine øjne er behovet for outsidere på den danske musikscene vigtigere end nogensinde før. Jeg peger ikke fingre ad kunstnere som Lukas Graham og MØ, som er de nyeste danske kunstnere, der ligger i toppen af hitlisten, mens denne klumme bliver skrevet. Der skal i mine øjne være plads til mainstreampoppen i lige så høj grad, som der skal være plads til den alternative musik. Balancen skal være der. Men faktum er, at man skal lede længe efter skyggen af et enkelt alternativt band eller solist i top 40. Det tætteste, vi kommer, er Nephew, der har været etableret i små 20 år efterhånden. Dette kan skyldes både radio og pladeselskabers fokus på de genrer, der er mest salg og streams i, men kunne det også skyldes, at vi ikke har de samme outsidere i kulturfeltet mere?

Det er mine bange anelser, at vi mangler folk som Russolo, der er villige til at smide succesens og økonomiens sikkerhedsseler og råbe højt nok til at blive hørt. Jeg ville ønske, at flere danske kunstnere turde tage sagen i egen hånd og satse på det skæve, smalle og interessante og samtidig gøre det 110 procent. Sammenligner vi samtiden med den danske musikscene for bare 15 år siden, stod bands som Mew, Superheroes, Kitty Wu og Swan Lee side om side med kunstnere som Nik & Jay, når det gjaldt ”airplay”. Mange af mine teenageårs helte lærte jeg at kende via magasiner som GAFFA, men også via mainstreamkanaler som P3. Start-00’erne var en progressiv tid for dansk musik, hvor en række ildsjæle valgte at starte egne pladeselskaber op for at få deres musik ud i vælten, og dette gav genlyd i en lydhør medieverden.

Dog har nutidens mediering, centralisering af kultur og et øget fokus på profit marginaliseret pengemændenes og mediernes lyst til at beskæftige sig med det eksperimenterende – og det går hårdest ud over musikken, der er det mest flygtige af de mange forskellige kunstformer. Den nye tids outsider skal derfor være villig til at løbe nogle gevaldige risici. Samtidig kræver en outsiders indflydelse også en fandens masse larm.  Det er kun de færreste outsiders, der har haft noget at skulle sige posthumt – Ian Curtis og Nick Drake er fine eksempler. Men skal man levere original musik og samtidig blive hørt, er det vigtigere end nogensinde at kunne skille sig ud fra mængden. Dette kræver også, at man tager nogle chancer. Når jeg i kraft af mit arbejde som anmelder sidder og lytter til dansk upcomingmusik, er der meget, meget langt mellem de mindeværdige øjeblikke. Det er næsten umuligt at opfinde den dybe tallerken nu om stunder, men det er ikke umuligt at skabe et stærkt og bemærkelsesværdigt udtryk. Og det er der altså ikke ret mange bands, der har på vores scene i disse år.

Vi mangler musikere, der tør sætte en anderledes agenda. Italesætte samtidens problemer i en rytmisk sammenhæng. Nedbryde grænserne for den gængse danskers æstetiske perspektiv. Måske endda være samfundskritiske?

Vi mangler musikere og branchefolk, der tør skabe et stærkt udtryk, og som samtidig tør skabe det nødvendige postyr omkring deres kunstneriske profil, som er nødvendig for at kunne flytte de kulturelle mainstreambjerge, som præger nutidens danske musikscene. Vigtigst af alt mangler vi handlekraftige, alternative musikere, der tør stå sammen om at flytte disse bjerge. Alle større alternativer bliver skabt af kunstnersammenslutninger, kollektiver og uafhængige pladeselskaber, der tør se det økonomiske bæst i øjnene og satse på de smalle projekter med den bredde spændevidde. Jeg ved, de findes derude! Jeg kan jo høre det. Så sidder du med en indre Syd Barrett, Nick Drake eller Aphex Twin i dig? Du har ingen undskyldning for ikke at forsøge at gøre den forskel. Det starter med dig!

Simon Heggum er uddannet lærer og bachelor i kulturformidling fra KU, musiker og har skrevet for GAFFA i halvandet år.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA