GAFFA-Prisen-aktuelle Lewis Capaldi: – Hvem gider betale for at høre en tyk skotsk fyr råbe i en mikrofon?

GAFFA-Prisen-aktuelle Lewis Capaldi: – Hvem gider betale for at høre en tyk skotsk fyr råbe i en mikrofon?

Lewis Capaldi, der optræder til GAFFA-Prisen i Odeon i Odense 7. marts og i denne uge topper den britiske singlehitliste med "Someone You Loved", vil helst ikke tage det hele så alvorligt. Han synger om sine følelser. Om sine forhold og tab, men ved siden af foretrækker han at tage lidt pis på det hele. Han er opstået af de skotske pubs i Glasgow og finder sig bedst tilpas foran et publikum, der ikke kender ham. Samtidig ved han godt, at det ikke er til at narre Sam Smith og Bastille. Måske er det derfor, han er så forfærdelig svær at hade.

– Jeg hader egentlig at indspille musik. Det er jo pissekedeligt, siger Lewis Capaldi. – Det er uden tvivl megafedt, når du finder en fed lyd eller tilgang til en sang, men når du kommer dertil, skal du så også lige igennem 27 takes for at finde frem til det rigtige. Og det gør mig sindssyg.

Udtalelsen må siges at virke lidt paradoksal fra en mand, der lever af den slags. For det gør Lewis Capaldi – lidt imod alle odds, hvis han selv skulle sige det. Han er ikke typen, man forestiller sig, har den dragende stemme, der har tryllebundet Sam Smith og alverdens arenaer.

Det er anden gang i løbet af få måneder, at jeg taler med ham. Han husker mig fra sidste gang, så megastjerne efter bogen er han ikke helt blevet endnu. Han er stadig i gang med at overbevise resten af verden om sit talent, men med en hastighed, der er til at tabe kæben over. Han er stadig i gang med at finde frem til sin identitet. Og måske stopper den søgen aldrig.

– Skriver jeg en god sang, er jeg ligeglad med, hvordan den lyder, forklarer han. – Hvis den lyder godt og får mig til at føle noget, kører jeg bare på. Jeg prøver ikke at skabe en ny lyd og revolutionere popmusikken – hvis musikken får dig til at føle noget, er det fucking fedt. Jeg går mere efter mine følelser og instinkter end behovet for at imponere andre mennesker. For hvis jeg føler noget med min musik, får jeg det godt med det, jeg laver.

Artiklen fortsætter under videoen

Musik uden pause

Jeg får hurtigt indtrykket, at Lewis Capaldi er en ret impulsiv type. Vi møder hinanden i slutningen af november. Der er gået nogle måneder, siden vi mødte hinanden første gang. I dag er han mere ligefrem. Han ser måske heller ikke så træt ud, selvom han kun har fået en mere pakket kalender. Han er så småt ved at vænne sig til udsolgte spillesteder og radiorotationer.

Inde ved siden af fyldes Lille Vega stille og roligt op med mennesker. Lewis Capaldi fortæller mig, hvordan det her show var det første til at blive udsolgt på den her turné, så derfor har Danmark fået en lidt særlig plads i hans hjerte. Han fortæller mig, at han har en plade på vej, selvom han lige har udgivet sin anden ep, for musikskrivningen har han aldrig tænkt sig at sætte på pause.

– For at være ærlig, så skriver jeg hele tiden, for jeg har ikke lyst til at stoppe med at udgive musik, siger han. – Der skal ikke gå to år imellem udgivelser. Jeg har lyst til at holde den kørende hele tiden. I begyndelsen var jeg bange for at lave et album, for det virker så definitivt, men så kom jeg frem til, at der jo ikke er nogle regler mod at udgive et album for så at udgive en helt ny sang tre måneder efter. Albummet er et forsøg på at omfavne de sidste to år af mit liv, som har været helt vilde. Og det sidste år har været fucking full on. Det er virkelig gået hurtigt. Jeg har turneret meget mere, end jeg nogensinde havde troet, jeg skulle gøre. Jeg er blevet mere sikker på mig selv. Jeg har lært enormt meget om mig selv og blevet voksen ved at være væk hjemmefra så meget. Det har gjort, at jeg har nemmere ved at være mig selv i alt det her.

Artiklen fortsætter under videoen

Før alting gik amok

Selvsikkerheden afspejler sig i musikken, hvor Lewis Capaldi hele tiden skifter imellem udtryk. Udgangspunktet var det nedtonede og minimalistiske. Måske et levn fra teenageårene, hvor han spillede indie-rock med sin bror og medlemmer fra Yungbluds nuværende band. Der var noget autentisk og relaterbart i popballaderne og det der average Joe look. Det er ikke så poleret. Det personlige greb om musikken virker urokkeligt.

– Jeg skrev ”Bruises”, før alt det her begyndte, forklarer han. – Og alle de andre sange, der er på Bloom (debut-ep fra 2017, red.) blev skrevet, efter jeg udgav ”Bruises” – efter alting ligesom begyndte at gå amok. Mange af de sange, jeg skriver, overlapper sikkert lidt i forhold til de følelser og oplevelser, der inspirerer dem. Men jeg foretrækker ikke at gå for langt tilbage, for jeg føler, at jeg er en bedre musiker i dag. Det er ikke ensbetydende med, at mit ældre materiale er dårligt, for nogle af sangene, der ryger med på albummet, skrev jeg, da jeg var 17 år gammel – ”Headspace” for eksempel. Det var dengang, jeg lige var stoppet med at spille i rockbands, og jeg var lige stoppet i et band, hvor jeg spillede sammen med Yungbluds guitarist. Dengang ville vi bare gerne lyde som Arctic Monkeys, så vi skrev ikke andet end dårlige imitationer af deres musik, men da jeg skrev ”Headspace” kort efter, gik det virkelig op for mig, hvad jeg kunne, og hvad jeg ville med det. Jeg var virkelig stolt af resultatet. Den sang viser, hvem jeg var før alt det her. Det var ligesom det første skridt i den her retning, så for mig symboliserer det en sejr.

Artiklen fortsætter under videoen

Fra Bloom til Breach

Alene forandringen mellem Bloom og efterfølgeren Breach vidner om en konstant søgen efter fornyelse. Minimalismen står i kontrast til det storslåede, der gør det svært at definere Lewis Capaldi som en bestemt type musiker. Stemmen er det gennemgående element, der leveres med den der skotske charme, som smelter enhver. Men oven i det er behovet for at afsøge musikkens grænser og afprøve nye territorier.

– Jeg har altid gerne villet nå frem til de større sange, forklarer han. – Sådan var udgangspunktet i hvert fald, fordi jeg egentlig har ændret lidt holdning til det på det seneste. Da jeg lavede musikken til Bloom, fik jeg ligesom tilfredsstillet det behov, og det gav mig lyst til at lave noget andet efterfølgende. Og da jeg så var klar med Breach, begyndte jeg faktisk at savne det her meget minimalistiske lydbillede. Det var en ret informativ oplevelse, for at sige det sådan. Jeg havde forventet at lave fire storslåede sange med hele lortet inde over, men da jeg var halvvejs i det, havde jeg behov for at skrue lidt ned igen. Det har lært mig at sætte pris på begge dele faktisk, for jeg er enormt stolt af ”Someone You Loved”. I starten var de her stripped sange bare noget, der skulle overstås, men i dag ser jeg det mere som den anden del af mig.

Artiklen fortsætter under videoen

Smag for storhed

Lewis Capaldi har allerede arbejdet sammen med Jessie Reyez. Han har spillet support for Sam Smith, hvor hele turnéen omfattede arenaer med titusindvis af mennesker blandt publikum. Om lidt tager han samme tur med Bastille. Og han har linet en række musikere op til det album, der til foråret ryger på gaden. – Det er federe at arbejde sammen med mange forskellige mennesker for at holde det hele friskt, forklarer han. – Jeg har arbejdet sammen med mange forskellige mennesker, og albummet er indspillet med mange forskellige mennesker, og det er jeg ret glad for.

Forklaringen ligger tilbage i forholdet til processen med at indspille musik. Det er drænende og kedeligt. Det er svært at bevare vitaliteten, forklarer han. – At have indspillet med mange forskellige mennesker håber jeg, at albummet afspejler, men hvis det ikke gør, så går det sgu også nok. Lige nu har jeg ikke en idé om, hvordan det lyder, men jeg har nok en halv idé om det. Der skal være et eller andet gennemgående element på en plade, så folk ikke bare ser det som en bunke sange, som jeg har skrabet sammen.

Alligevel mister Lewis Capaldi aldrig det personlige greb om sin musik. Han har ikke fået en større tørst efter at optræde foran tusindvis af mennesker. Han har ikke behov for at ændre sit udtryk, fordi det virker bedre for andre. Hvor det hjælper ham, er i måden, han opfatter sig selv i det. Han står stærkere i dag, selvom sangskrivningen stadig foregår på samme måde, som den gjorde, da han var 17 år gammel.

– Det har helt klart påvirket den måde, jeg optræder med mine sange på, svarer Lewis Capaldi, da jeg spørger ham om den effekt, supportjobbet for Sam Smith har haft på ham. Men han holder fast i, at oplevelsen ikke vil påvirke hans sangskrivning. – De bands, som laver sangene til et bestemt publikum, når bare aldrig særligt langt, fordi det egentlig er umuligt, fortsætter han. – Så jeg prøver at holde min musik ærlig og personlig, for det er det, et publikum connecter med. Jeg forsøger aktivt at involvere mit publikum som en del af koncerten. Når du optræder på mindre venues, er der altid en særlig stemning og karakter, men de her arenaer er bare ét stort sort hul. Det er fucking sindssygt, for du kigger bare ud på en kæmpe crowd, og det er vildt imponerende. Jeg respekterer virkelig Sam Smith for at kunne optræde sådan nogle steder hver aften. Det er virkelig en imponerende bedrift. Men misforstå mig ikke, jeg vil gerne nå dertil, for det er sgu meget godt for pengepungen, ikke?

Præget af Glasgow

Tilfredsheden ved at tage det hele lidt stille og roligt lader til at stamme fra de mange år, hvor Lewis Capaldi brugte hver weekend på lokale pubs i Glasgow for at fremføre sine sange.

– Jeg føler mig altid mest tilpas på en mindre scene, siger han. – Men jeg har heller aldrig følt mig særligt tilpas med at headline en koncert. Når du er support, er publikum ikke kommet for dig, så alt er ligesom en sejr. Tager du derfra og har overbevist 15 mennesker, er det en kæmpe sejr. Og det var sådan, jeg startede i Glasgow. Men da jeg begyndte at headline mine egne shows, fandt jeg det ret underligt, fordi alle pludselig var kommet for at se mig optræde. Der var virkelig et ansvar forbundet med det, fordi folk pludselig havde forventninger til mig. Det har jeg først nu vænnet mig til. Og derfor er jeg mest tilpas med små scener, fordi jeg har lært at optræde på dem. Da jeg spillede supportshows og var lort, kunne folk alligevel ikke mit navn, så det var ligegyldigt. Hvis jeg optrådte på den samme pub en uge senere, havde alle sikkert glemt mig alligevel. Det gav mig en styrke, fordi jeg kun kunne vinde ved det. Jeg havde intet at miste på den måde, for hvis du er dårlig, går det hele bare videre i samme tempo som før. Du får ligesom en ny begyndelse hver aften. Men når folk pludselig kender mit navn, er jeg ved at skide i bukserne over det.

Dybfølt musik og pubes

På sin egen måde har Lewis Capaldi fundet en måde at befinde sig som et centrum i musikken. Det forekommer stadig uvirkeligt, at fremmede mennesker tripper over noget, han har lavet, men i det mindste har han i dag lært at acceptere det. Han er ikke den der følsomme og alvorlige musiker, der virkelig mærker efter i sig selv, mens han synger for publikum.

– Det er blevet en kæmpestor del af mine shows at tage pis på publikum, siger Lewis Capaldi. – Min musik er ret dybfølt – det er i hvert fald det, folk tænker om min musik. Men imellem sangene har jeg ikke tænkt mig at fortælle om, hvilken nederen oplevelse der lå bag sangen, for det brækker jeg mig over. I stedet fortæller jeg om mine pubes eller mine nosser. For det er sgu underligt at optræde foran et publikum, du ikke kender, men som kender dig og bare har trådt med begge ben ind i din musik. Det er totalt grænseoverskridende, når man tænker over det. Hvem fanden gider at betale penge for at høre en tyk skotsk fyr råbe ind i en mikrofon? Jeg prøver at gøre det mindre alvorligt på den måde. Af samme grund kan jeg heller ikke lide betegnelsen fans. Det er et så underligt og prætentiøst ord. Ligesom at betragte sig selv som en kunstner. Det er sgu underligt. Jeg synger sange, men jeg er sgu ingen kunstner. Jeg har ikke fans, men der er folk, som kan lide min musik. Jeg kalder dem egentlig big fat sexy jungle cats. For at være ærlig har jeg altid fundet det lidt underligt, at musikere navngav deres fans, men en dag var der en, der på Instagram spurgte mig, hvad jeg ville kalde folk, der godt kunne lide min musik, og så røg det bare af sted – og det har vist sig at hænge fast. Og jeg har faktisk tænkt mig at trykke det på en T-shirt, for jeg kan jo lige så godt tjene lidt penge på det. Men det er noget, jeg virkelig sætter pris på ved mine koncerter, fordi jeg oplever den her samhørighed og idé om, at det her sgu bare er lidt underligt.

GAFFA-Prisen

Har du ikke set Lewis Capaldi optræde endnu, er det bare om at sætte kryds i kalenderen, næste gang chancen opstår. Og det sker den 7. marts i Odeon i Odense, når GAFFA-Prisen igen går i luften. Vi glæder os til at præsentere den uovertrufne sanger for jer.

Popmusik og Yungblud

– Popmusik virker jo ret alvorligt, selvom det ikke nødvendigvis er det, siger Lewis Capaldi. – Men måske har det også noget at gøre med, at det egentlig bare er svært at træde ud på en scene og være sig selv, så jeg forstår godt, hvordan nogle popmusikere kan være reserverede eller meget image-fokuserede. Derfor er jeg vild med Yungblud, fordi han bare er så meget sig selv. Han er en fucking helt. Han er pisseligeglad og har det pissesjovt, men han taler også om seriøse ting i sin musik. Men musik skal være sjovt, og det er vigtigt for mig, fordi verden er et ret alvorligt sted. Folk har sgu brug det.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA