x

GENTS: I krydsfeltet mellem verdensfred og re-aktualisering af den dårlige smag

GENTS: I krydsfeltet mellem verdensfred og re-aktualisering af den dårlige smag

Verdensfred er det, der står øverst på GENTS’ ønskeliste. Stærkt efterfulgt af klimaforbedringer og at redde pandaerne. De to københavnere er ikke blege for at sætte alt i et større perspektiv. Heller ikke deres musik.

– Vi drømmer om en verden, der fokuserer mindre på optimering og mindre på at måle sig med andre. Folk burde i stedet komme tættere på hinanden. Så ville de opleve, at de ikke er alene med det, de går og bakser med. Den nærhed kan musik frembringe, fremhæver Theis.

Et mere opnåeligt ønske fra Niels Fejrskov Juhl og Theis Vesterløkke end lige verdensfred er derfor at skabe musik, der inkluderer. Musik, der giver et fællesskab, hvor ensomheden falmer:

– Vi vil gerne kreere et fællesskab, der er centreret omkring vores musik – et varmt sted, hvor der er plads til alle. Et banalt eksempel på det er en koncert. Det er et sted, der kan modhjælpe den støt stigende ensomhed, som er derude. Koncerterne samler folk og manifesterer, hvordan vi kan bidrage til at gøre verden til et bedre sted, forklarer Niels.

Se musikvideoen til 2019-singlen "Smoke Machine" – artiklen fortsætter under videoen

Nichernes jord er gødet

GENTS’ falkeblik er også tydeligt i andre sammenhænge. Blandt andet hylder duoen den nuværende generations musikmuligheder, i stedet for at udskælde dens udfordringer:

– Vores generation er vokset op i en tid, hvor al musik er tilgængeligt altid. Hele verdens musikkatalog kan frembringes med ét enkelt klik, siger Niels og Theis supplerer:

– Musik har derfor aldrig været mere spraglet. Den digitale mekanik har fået nicherne til at gro. Det samme gælder vores musik. Den gror, fordi jorden for nicher er gødet mere end nogensinde før. Nu kan man lige så vel have et fællesskab med en fra Japan eller Polen som med en dansker. Nettet har gjort, at man ikke føler sig som et udskud med sin underlige musik. Der er altid et matchende fællesskab derude – også selvom det bare er fire mennesker, så har det potentiale til at vokse sig større.
Niels understøtter, at det er en stor del af fortællingen om GENTS:

– Det er ikke for at være en internetpositiv jubelidiot, men der er nogle virkelig gode og spændende ting ved, at alt musik er tilgængelig for alle mennesker. Både nichemæssigt og inspirationsmæssigt.

Niels fremhæver, at den nye tidsalder har gjort det nemmere for musikere som dem selv at trække referencer tilbage til eksempelvis 70’erne og 80’erne. Sidstnævnte periode må duoen ofte høre, at de er et levn fra – om end de ikke har levet i den. Selv mener de, at prædikatet som 80’er-band er lige lovligt smalt, men bifalder stadig mulighederne, genren har givet dem, og hvordan den har ført dem i nye, kreative retninger:

– Vi er især blevet inspireret af mindsettet fra 80’erne. De var helt skamløse dengang. At vores lyd så også er blevet 80’er, er ikke supervelovervejet. Genrer og tidsperioder er bare noget, vi bruger til at lege med. Ligesom vi elsker at arbejde med greb inden for musik, der er udskældte og fyldt med klichéer – og dem var der mange af i 80’erne. Tænk bare panfløjter og guitarsoloer på klippetoppe. Vi synes, det er sjovt at udforske den dårlige smag og prøve at inkorporere den. At re-aktualisere noget, man troede var væk for evigt. Det spændingsfelt tænder vi meget på, fortæller Niels og Theis konkluderer:

– Ja, vi har haft det megasjovt over 80’er-bands’ kæmpe egoer og selvhøjtidelighed.

Selv samme står i stor kontrast til GENTS som afslappede, velreflekterede personligheder samt deres store tanker om verdensfred og fællesskaber. En kontrast, der synes at give en harmoni til GENTS-projektet. Lige såvel som bandnavnet. På én og samme gang er intet vigtigere end at behandle hinanden ordentligt og gøre verden til et bedre sted, samtidig med, at der også skal være plads til skamløs selvhøjtidelighed.

Se musikvideoen til 2018-singlen "Empty Shell" – artiklen fortsætter under videoen

Ærlighed og egen bestemmelse

Selvbevidstheden omkring, hvad GENTS ønsker som band, i både større og mindre perspektiv, kommer også til syne, når snakken falder på egen bestemmelse i musikken. Niels understreger, at de laver alting selv, da ærlighed er vigtig for både dem og deres lyttere. Theis uddyber:

– Det er hundrede procent os selv, der står for al lyd og musik. Vi har fra starten været heldige at arbejde med nogle, der har givet os fuldstændig frit løb. Vi ville ikke kunne have haft et pladeselskab, der ville have for meget indflydelse. Den slags musik bliver for distanceret. Det kan godt være, at det bliver populært, men det bliver mindre ærligt og skaber ikke det fællesskab, vi stræber efter. At vi laver alting selv afspejles også i, at vi ikke er så strømlinede og tjekkede, som vi kunne have været. Den umiddelbare ærlighed kan vi mærke, at folk føler sig som en del af – specielt når vi er ude og spille. Det går ud over musikken og bliver til noget større, vi har sammen.

Igen sejrer fællesskabet og drømmen om en bedre verden. Man fristes til at knibe en tåre af bare smukke klichéer. I hvert fald lige indtil, at man kommer i tanke om panfløjtesoloer. Så går regnestykket med selvironi og selvhøjtidelighed alligevel ligeligt op.  

HVEM?

GENTS består af vokalist Niels Fejrskov Juhl og Theis Vesterløkke på diverse maskiner. De er begge 26 år gamle og bor i København. Drengenes venskab går tilbage til efterskolen, men duoen blev først dannet i 2014, efter de begge havde været på musikalsk selvrealiseringstur til Berlin.

HVAD?

Selv beskriver GENTS deres musik som spa-pop, men fremhæves af de fleste som nostalgisk 80’er-synthpop tilsat en iørefaldende dyb vokal. Duoen er allermest kendt for hittene ”Brother”, “Love Is Tears”, ”I Wanna Be Free”, ”Empty Shell” og “Young Again”. De to herrer udgiver i efteråret deres andet fuldlængdealbum på pladeselskabet The Big Oil Recording Company.

HVOR?

GENTS har spillet på utallige festivaler, blandt andre Roskilde Festival, Spot Festival og Heartland Festival. Duoen har også spillet en del solokoncerter i både ud- og indland – senest i et næsten udsolgt Store Vega.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA