x

M. Rexen: Rejsen til det indre rige

M. Rexen: Rejsen til det indre rige

– Jeg har brugt de sidste mange år på at acceptere, at jeg er, som jeg er, forklarer M. Rexen. – Jeg har ikke lyst til at kontrollere. Jeg er en rød sjæl, og jeg har et enormt indre rige. Jeg går ingen steder, med mindre det er nødvendigt. Jeg har ikke været på Nørrebro i årevis, og jeg får leveret mine indkøbsvarer. Jeg er et indre rige. Jeg er et sted, hvor jeg tør.

Vi sidder uden for hans øvelokale og studie. På den anden side af vejen ligger Christiania. Vi er i M. Rexens rige, afskåret fra civilisationen blandt forfaldne skure og DIY-kultur.

– Det har altid været vigtigt for mig at gøre noget, jeg kunne turde sige alene, fortsætter han. – Det har altid været vigtigt at udvikle noget et sted, hvor jeg var sikker. Det har altid været min metode for at skabe originalitet. Jeg lader mig ikke nødvendigvis inspirere, for det kan være for farligt. Nogle gange har jeg bevæget mig igennem nogle inspirationskilder, hvor jeg er endt med at slette hele lortet, fordi jeg begyndte at læne mig for meget op ad den inspiration. Hvis jeg havde for mange referencepunkter, ville jeg aldrig komme op med noget originalt. Jeg gik i cølibat fra sådan nogle ting.

Se M. Rexens musikvideo til 2019-singlen "Red Hot Fire" – artiklen fortsætter under videoen

Mellem to kulturer findes trøsten

Vi er kørt fra konservatoriet og herud. M. Rexen på en kommunal el-scooter og jeg på cykel. – Jeg har det for vildt over dem, sagde han, da han opdagede, der stod en el-scooter rundt om hjørnet fra konservatoriet.

På turen mod studiet, mens vi snakkede om Etiopien og alle de projekter, M. Rexen søsætter med succes, blafrede skægget i vinden, og hatten var konstant ved at falde af. Jeg tænkte over, hvordan han med 70’er-solbrillerne ligner en opdagelsesrejsende i kontakt med sit indre legebarn. Men mest tænkte jeg over, hvor original han er i dansk musik. Hvordan han står imellem to kulturer.

– Jeg er af en tredje kultur, forklarer han. – Gaven er, at jeg ikke hører til nogle steder. Og det er også derfor, jeg har det lidt weird nogle gange. Jeg kommer ikke fra dansk og vestlig kultur, og jeg er født et sted, hvor jeg heller ikke tilhørte den kultur.

Rexen er født i Emiraterne og kom til Danmark som 12-årig. Han røg lynhurtigt ud af folkeskolen og ind i et andet system. Institutionaliseret så at sige, hvor han fandt sit kald i livet. På en mark i Sønderjylland havde han sit eget personlige møde med, hvad Jim Morrison havde med the Lizard Man.

– Det gav mig en slags pillar of solace, som religion måske gør for andre mennesker, forklarer han. – Det hele faldt på plads, og der var pludselig en mening med den smerte, jeg oplevede.

Spejlingen af en identitet

Årene efter har skabt M. Rexen. Et kropsligt legeme for den kunstneriske reaktion og den smerte, han giver afkald på og omdanner til et terapeutisk afløb. Og undervejs på rejsen er The United Kingdoms opstået. Vanvidsprojektet, som han kalder det. Fortællingen om karakterer fra forskellige riger, men forenet gennem ét medium – M. Rexen.

– Det er behovet for at skabe nogle karakterer for at kunne se mig selv. Behovet for at mærke mig selv, forklarer han. – Jeg kan ikke lave teater, og alligevel er jeg lidt en bugtalerdukke. Derfor bliver det meget radikalt. Det er uregerligt, men der er noget indre, der bevæger mig til at snakke.

Første del af The United Kingdoms And Endless Sea of Honey udkom sidste år. Anden del, Animals of the Frozen Clouds fulgte 15. marts. Hver sit produkt af de kreative strømninger, M. Rexen konstant bevæger sig igennem.

– Jeg er bare et menneske, der bare gør ting. Jeg er ikke bange for at lave fejl og træde ved siden af. Jeg udgiver det bare, for det er en del af det memoir quest, som er mit liv. Min musik opstår af et fællesskab. Jeg forsøger ikke at lave noget, der er anderledes. Jeg er praise-musiker. Det handler om at blive rørt og begynde at græde. Det giver en helt speciel stemning. Den stemning er the God’s spirit. Det er guds gave til menneskeheden. Det er uforklarlig empati og kærlighed. Det er det, jeg vil udtrykke.

Se M. Rexens musikvideo til 2019-singlen "Autumn Home" – artiklen fortsætter under videoen:

Hvem:

Michael Rexen er født i Emiraterne af forældre fra Vestjylland. Han er vokset op imellem to kulturer og taler kun dansk, fordi hans forældre har lært ham det, og derfor er han endt i Danmark. Men han føler ikke et tilhørsforhold hertil, ligesom han ikke føler et tilhørsforhold til den arabiske kultur. Han er et barn af en tredje kultur, som han selv forklarer det.

Hvad:

– Det handler om at være en verdensborger, og derfor skal folk i Danmark også bare komme over sig selv, fordi vi i hele verden er i den samme situation. Al den musik, jeg laver, er lavet med folk, jeg har noget til fælles med. Det er ikke for at lave noget anderledes. Når folk tager ud og rejser, fortæller de tit om alt det anderledes, men de ting, der faktisk rører os, er fællesnævnerne. Det handler om at have noget til fælles med andre.

Hvor:

Rexen har ikke besøgt Nørrebro i årevis. Han har sin tilværelse et ukendt sted på Christiania. Her har han bygget en yurt, afskåret fra samfundet, men han kender stadig til de basale principper ved Danmark. Han betaler sin skat, ligesom de fleste gør det. Han eksisterer blandt få midler, for han har ikke behov for mere.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA