x

FORSIDEINTERVIEW: – Lad dog en kvinde leve

FORSIDEINTERVIEW: – Lad dog en kvinde leve

Det er ikke længe siden, Jada måtte trække sig ud af rampelyset, da hun blev ramt af stress. Pludselig lå hun på en græsplæne og orkede ingenting. Hun havde mistet lysten, energien og ikke mindst sig selv. Nu står hun stærkere på den anden side og høster frugten af en tid, hvor hun lærte at sætte sig selv i første række.

– Jeg følte mig lidt som en vinterjord, der pludselig blev ramt af sol, og helt af sig selv skød der vintergækker og erantis op af den. Det kunne ikke ske uden sol, og for mig var solen tid, ro og fokus, fortæller Jada med det borgerlige navn Emilie Molsted Nørgaard, da jeg møder hende på en café i Valby. Det er mandag og en af de dage, man pludselig indser, hvor udmattende vintermørket i virkeligheden har været, når solen endelig bryder igennem årstidens tunge skydække. Det samme kan siges om sangerinden selv, der er både lattermild og nærværende, som vi sidder og taler, men som for ikke længe siden måtte se omgivet af mørke og modløshed, da hun blev ramt af stress. – Jeg var ikke andet end en stor ondt i maven. Jeg var en stor sukkende bold, der bare lå på græsplænen. Jeg havde ingen følelser og kunne ikke komme op af stolen for noget som helst. Slet ikke musikken. Jeg havde ikke lyst til en skid, fortæller hun.

Det blev hendes pladeselskab, der til sidst opfordrede hende til at trække stikket i et stykke tid, når hun grædende talte med dem og alligevel insisterede på, at hun godt kunne arbejde. – Jeg var bare et skeløjet menneske, som ikke engang havde indset det selv, forklarer hun. Hun trak sig derfor tilbage, slukkede sin telefon og fokuserede på sig selv. – Det, der gjorde, at jeg fandt tilbage, var simpelthen bare tid med mig selv. Helingstid. For mig var det afgørende, at jeg havde no strings attached. At ingen vidste, hvor jeg var. Jeg havde brug for total frihed. Slukkede min mobil og gav min kærestes nummer til pladeselskabet og min booker, så hvis de blev nødt til at ringe, kunne de snakke med min kæreste, som så kunne bedømme, om jeg kunne snakke den dag. Der blev sat mange led op. Jeg blev grebet at mit netværk, og det er virkelig stort at opleve. Når jeg havde følelsen af at falde, så stod de lige bag mig, greb mig og bar mig, til jeg selv kunne gå.

Og det tog et stykke tid, før hun igen kunne tage de første skridt tilbage til livet, for hun skulle genvinde glæden ved musikken og den forbindelse, hun havde mistet til sig selv. Hun skulle finde tilbage til den pige, der i barndomshjemmet sad og imiterende bas- eller trompetfraser i de sange, hun hørte, og som gjorde det, fordi det var en leg.

Se musikvideoen til "Keep Cool" – artiklen fortsætter under videoen

Barndomshjemmet og kollapset i Vega

Emilie vokser op i Bisserup med sin mor og søster. Der er altid musik i hjemmet, men popmusikken må hun selv finde. – Der var rigtig meget klassisk musik og folkemusik, både dansk og fra andre lande. Min mor var i en teatergruppe med mange sydamerikanerne, og en del af det arbejde, de lavede var at lære traditionelle sange fra alle medlemmernes lande. Min mor har været alene med os, så vi har været med hvert år, når de tog til en bestemt del af verden, så det har fyldt meget og været en stor søjle i min musikopvækst. Også fordi en måned som barn er jo vildt lang tid – det er jo så meget af ens liv, så det føltes altid, som om det ikke kunne passe, at det kun var én måned om året, for det fyldte så meget.

Det var til gengæld ikke hendes mor, der satte musik på anlægget, for hvis der skulle høres musik, måtte man selv skabe det. Det var derfor kun, når hun var ude af huset, inden forældrene blev skilt, at hendes far satte musik på. – Det var ham, der bragte de dele af populærmusik, der var, med ind i mit liv. Når vi hørte musik, gjorde han noget højtideligt ud af det og varetog på en måde musikundervisning. Han kunne finde på at spille et stykke musik og bede mig synge bassen eller lave en andenstemme. Det var meget legeagtigt for et barn. Han kunne jo også mærke, at jeg havde en medfødt flair for musik, så han havde en anden tilgang end min mor, der sang meget med mig, men hun gik ikke ind og hev det frem på den måde. Hun trådte et skridt tilbage og lod mig gøre min ting, mens min far underviste mig. Han underviste mig også meget strikst i violin, så der var dårlig stemning, hvis jeg ikke fik øvet mig en time om dagen. Han var mere af den gamle skole.

Det er først, da Emilie fylder 13, at hun bliver introduceret til popmusikken gennem en veninde. – Hun tog mig med til TP Musikmarked i Næstved Storcenter, og så gik jeg rundt og valgte de plader ud, jeg syntes var flotte, så jeg anede ikke, hvor jeg skulle starte. Jeg fandt til gengæld hurtigt ud af, at det var mest i r&b- og popafdelingen, jeg fandt det, jeg godt kunne lide. Jeg var på en måde ret proaktiv og søgte meget på nettet og fandt musik. For eksempel var én af de plader, jeg havde købt Lauryn Hills debutalbum – utrolig heldigt.

– Så søgte jeg på hende, for det var ikke noget, mine forældre kunne fortælle mig om, og fandt ud af, at hun spillede i København og fik lov at tage af sted. Vi tog bussen i 40 minutter fra Bisserup, hvor vi boede, til Næstved Station og tog toget en time til København, og vi var her fem timer, inden koncerten begyndte. Jeg kan huske, at jeg var så nervøs, at jeg faktisk dehydrerede og besvimede under koncerten, fordi jeg havde været for forventningsfuld, så jeg kunne slet ikke magte at stå der som 13-årig, så da de gik ind på scenen, kollapsede jeg bare og så nærmest ikke noget af koncerten, griner hun.

Til gengæld havde hun fundet en lyd dér på pladeforretningens hylder, som hun følte hele tiden havde eksisteret i hende: – "Det er dét, jeg kan lide og dét, jeg har prøvet at gøre”. Jeg købte noget Christina Aguilera og Beyoncé og havde følelsen af, at jeg gik i lære. Jeg var meget dedikeret og øvede mig mellem tre og seks timer om dagen på bare at høre sange og fraseringer og minutiøst indstudere det, forsøge at eftergøre det 1:1. Det var meget min musikuddannelse på en måde. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg brændte ufatteligt meget for det, og allerede dengang havde jeg det, som jeg stadig har det, at jeg var meget disciplineret omkring det.

Den hårde disciplin og kompromisløshed manifesterer sig i singlerne ”Sure” og ”Keep Cool”, der hurtigt får pådraget sig opmærksomhed, for her er en sangerinde med et åbentlyst talent, og som ikke sår nogen tvivl om, hvad hun står for, og det har da også hele tiden været vigtigt for hende, at Jada i alle facetter er en refleksion af hende selv som menneske.

– Hvis jeg skal lave det her, bliver det nødt til at være mig, der laver det. Det bliver meningsløst for mig, hvis det ikke bliver på min måde. Så vil jeg hellere først lave det på min måde, og hvis andre vil byde ind, kan de gøre det. Jeg ved ikke hvorfor – det er bare, som om det mister meningen, hvis jeg ikke gør det selv. Jeg er slet ikke særlig disciplineret ellers, og jeg har aldrig gået vedholdende til en sport. Det er ikke et karaktertræk, der går igen, at jeg sætter mig noget for og gennemfører det – overhovedet. Jeg er stolt af at sige, at jeg er en quitter. Men med musik og sangtræning var det meget fokuseret fra starten.

Det er også derfor, at stressen rammer hårdt, da fokus og ambitioner pludselig muterer sig til urealistiske krav og forvetninger fra chefen, nemlig hende selv. For Emilie insisterer på at være sin egen chef, men når man er sin egen værste kritiker, er man også sin egen værste chef.

Se Jada fremføre "Lonely" – artiklen fortsætter under videoen

Når kun det perfekte er godt nok

– Jeg føler, at presset indefra var større end presset udefra. Jeg var så optaget af ikke at skuffe dem, der kunne lide mine udgivelser. Jeg var makset ud på pres. Jeg havde nærmest ikke plads i følelsesregistret til at føle mig presset af andre end mig selv. Der var ikke nogen, der kunne trumfe mig i forhold til pres. Jeg var den værste chef over for mig selv – en værre nagge-røv, forklarer hun og uddyber, hvordan presset til sidst indskrænkede hendes råderum så meget, at kun det perfekte var godt nok.

– Jeg skulle være det menneske, ingen nogensinde syntes var irriterende eller usjov. Jeg skulle samtidig være det menneske, der blev ved med at lave bedre og bedre musik. Altid overgå sig selv. Overraske folk. Aldrig træde forkert. Lave musik, som alle, høj som lav, over hele linjen skulle synes var lige godt. Den forventning forsøgte jeg at leve op til. Som ingen har bedt mig om. Det pres kom udelukkende fra mig selv og det kan man jo slet ikke leve op til. Det sjove var også, at jo mere, jeg gik op i at indfri de krav, jo dårligere gik det jo. Det er helt umuligt at skrive en sang, hvis forventningen på forhånd er, at det skal blive den bedste sang, der nogensinde er skrevet – så kommer man jo aldrig i gang. Jeg fik det psykisk dårligt, men det var også umuligt at være et socialt menneske, for jeg var fuldstændig slukket hver eneste dag.

Emilie opdagede, at hun efterhånden havde fået indrettet sit liv på en måde, der vægtede andres mening højere end hendes egen. Hun var pludselig blevet nedprioriteret, og foran hende stod et overdøvende behov for at gøre alle tilfredse.

– Jeg er meget taknemmelig for, at der er mange, der kan lide min musik, men det bliver alligevel nødt til at komme på andenpladsen, for jeg bliver nødt til at lave musik, som jeg elsker, og så er det til dem, der kan lide det. Det er ligesom, hvis man skal indrette en stue og inviterer 20 gæster med intentionen om, at alle skal have det lige hyggeligt. Det kan man simpelthen ikke – man bliver nødt til bare at tænde op i pejsen og leve med, at nogle af gæsterne bedre kan lide rene linjer, mens man selv bedre kan lide nipsting. Sådan er det, konkluderer hun. De fem måneder under radaren brugte hun på at finde brænde til pejsen, og langsomt kom den. Den lille gnist, der stille og roligt voksede sig stor nok til at varme stuen op igen.

Se Jada fremføre "One Last Time" – artiklen fortsætter under videoen

At give sig selv fuldt ud

Der gik ikke mere end et par uger, før Emilie kunne mærke lysten vende tilbage, men hun tvang sig selv til at lade musikken ligge og vente lidt endnu. – Det gjorde, at jeg kom til at savne det rigtig meget og efterhånden langsomt gik i gang igen. Jeg mærkede, hvordan det føltes at arbejde med, og det var heldigvis skønt, men jeg blev hurtigt træt. Hver halve til hele time lavede jeg en intern status i min krop og prøvede hver dag at stoppe med at arbejde, inden jeg blev træt, så jeg havde energi til også bare at findes. Bare det at være til stede krævede al den energi, jeg havde, og jeg kunne ikke fylde den ud med noget andet, så for at gøre mine energiressourcer større og bevare glæden ved min kreative lyst var jeg opmærksom på at stoppe i tide, forklarer hun. Det krævede ikke bare en dyb kontakt til sin egen krop, men også en bevidsthed om de processer, hun befandt sig i og en disponering af tid, der gav hende plads til at være både musiker, kæreste, søster, datter og veninde.

– Min psykolog gav mig et godt råd, som handlede om, at jeg kun skulle arbejde så meget, at jeg også havde tid til et privatliv. Det er en målestok, jeg forsøger at holde fast ved. At jeg kun skal arbejde så meget, at min kæreste ikke hver dag får en gulvklud hjem, han skal vride og hænge op. Jeg arbejder med ikke at være så nul til hundrede-agtig og i stedet arbejde med nogle andre procentssatser. Det er rigtig spændende, kan jeg fortælle.

Der bliver til gengæld ikke sparet på energien, når musikken skal leveres, men luft i kalenderen er der mere af. – I løbet af stressperioden overvejede jeg også, om jeg skulle give mindre af mig selv i processen, for tænk, hvis det giver mig stress igen. Der kom jeg frem til, at det kun er sjovt, hvis jeg giver mig selv fuldt ud. Hvis det er mig, og jeg er helt ærlig. Det er det, der giver mig liv hos andre kunstnere – hvis jeg får et ægte menneske, og det er dets lyd, jeg hører. For at det skal kunne eksistere, er jeg bare nødt til at gøre markant færre ting. Så bliver jeg nødt til at sige nej tre gange og ja én gang, for ellers får jeg enten stress eller bliver nødt til ikke at give så meget af mig selv. Og det vil jeg ikke.

– Så må jeg gå kompromis med antallet af ting, jeg laver, og det kan være, at jeg så får mindre kommerciel succes, fordi jeg ikke kan være lige så meget i æteren på en måde, men det vil jeg hellere gå på kompromis med end indholdet af det, der kommer ud, forklarer hun og gør status på året, der er gået: – 2018 var virkelig et år, hvor man betalte en kæmpe portion lærepenge, virkelig sled i det og lærte utrolig mange ting og nogle gange blev hægtet af. Det høster jeg frugten af nu, føler jeg. Jeg føler virkelig, at jeg er blevet klog på mig selv, og det er dejligt. Jeg vil gerne lære endnu mere om mig selv og blive en bedre sanger, sangskriver og performer.

Når ringe i vandet bliver til bølgegange

– Jeg vil gerne bistå mig selv og min sjæl, så der er stor overensstemmelse mellem, hvordan min sjæl føles, og hvordan mit legeme ser ud, fortæller hun, da snakken falder på det at være kvinde i en branche, hvor hendes fysiske fremtoning bliver kommenteret og diskuteret, og det er noget, hun reflekterer over. – Der skal ikke særlig mange brud på reglerne, før man bliver set som en helt crazy person. Det er sjovt at se, hvor mange bølger, jeg kan lave bare ved at sidde med tåen i vandet og vrikke lidt. Det er præcis den følelse, jeg har, hvor jeg kan føle mig meget kvindekønnet. Hvordan jeg fremstiller mig selv, hvad jeg tør tale om, og hvad jeg bliver spurgt om, men også, hvad folk går ud fra. Jeg arbejder ikke sammen med særlig mange forskellige, fordi min erfaring siger mig, at jeg meget hurtigere kommer til at skulle arbejde meget for at få min del af arbejdet anerkendt. I mange tilfælde bliver det meget hurtigt glemt, at det var min idé, og det er simpelthen for irriterende – når det er mit håndværk, og det ikke får credit. Det er meget utilfredsstillende.

Hun understreger, at det ikke skyldes bevidste fordomme om kvinder, men i stedet den samfundsstruktur, vi alle er en del af og opdraget med. – Man er jo ikke nogen eremitkrebs. Man er jo selv en del af strukturen. Det handler om en understrøm af fordomme. En træk. Man ved ikke rigtig, hvor vinden kommer fra, men der er bare lidt fodkoldt. Det er den fornemmelse. Ingen ved, hvor den kommer fra, men alle har det lidt koldt om tæerne. Vi er så vant til at definere alt i en kønsidentitet. Der er jeg heldig, at jeg arbejder med tre drenge, der bruger lige så meget tid som mig på at uddanne sig med viden inden for strukturel racisme og sexisme, så det ikke hele tiden er mig, der skal sørge for, at jeg nu ikke bliver behandlet ringere end dem, for det er det, man ikke gider. Man bliver nødt til at læse ting, der river en lidt i næsten, for det er sådan, man nedbryder en struktur.

Og Emilie indgår ikke kompromiser. Hverken med sig selv, sin musik eller med usagte regelsæt. – Der er eddermaneme mange regler, man kunne tage højde for, hvis man gik op i det pis, og det gør man jo nogle gange. Hvis jeg støder på en rynken på næsen enten hos andre eller hos mig – jeg er jo også vokset op i det her samfund – så kan jeg mærke, at jeg tænker: ”Ej, den her trøje kan du ikke have på. Der er alt for meget bryst eller what the fuck not”, og det provokerer mig at mærke den grænse, enten i mig selv eller omverdenen. Men når jeg mærker den, er der også noget, der tager over. Så jeg have den på, jeg bliver nødt til at tage den på og helst lidt ekstra, griner hun og tilføjer: – Som min kloge veninde Josephine Kuhn siger: Lad dog en kvinde leve.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA