NorthSide-talsmand: Vi kommer bredt rundt – og holder fast i vores kerneværdier

NorthSide-talsmand: Vi kommer bredt rundt – og holder fast i vores kerneværdier

NorthSide har netop offentliggjort det samlede program med blandt andre Keane, Benal og Phlake som de sidste tilføjelser på en festival, der derudover blandt andet kan præsentere navne som The Streets, Tame Impala, Bon Iver og mange flere. Vi har talt med talsmand John Fogde om, hvad han synes om årets program, hvordan billetsalget går, og hvem han er skuffet over ikke at have fået fat i.

Hvad synes du om årets program?

– Vi er rigtig godt tilfredse med årets program, som jeg synes både er et meget alsidigt program med blandt andet Major Lazer, Migos og Nas og samtidig holder fast i vores kerneværdier, som er det, man bredt kalder indierock.

Hvad er de største scoops?

– Jeg vil sige Bon Iver, som år efter år har været et af de mest efterspurgte navne hos vores publikum, og som vi også har forsøgt at få fat i gennem adskillige år. The Streets er også et scoop. Han spillede en af sine sidste koncerter i 2011, da de var på afskedsturné, og vi stadig var en ung festival. Det er fedt, at han så har valgt os til sin genforeningstour her otte år efter. Det er på mange måder et perfekt NorthSide-navn. Der er både noget historik, og vi ved, at det er et navn, rigtig mange i vores publikum godt kan lide, og dem glæder jeg mig personligt også selv meget til at se. Og New Order er jo også et legendarisk band og nogle af dem, jeg er vanvittigt glad for at få på.

Hvem er du mest skuffet over ikke at have fået fat i?

– Det er da ærgerligt, at The Cure Har valgt ikke at spille på vores festival, og dem har vi jo meldt ud tidligere, at vi godt kunne tænke os at præsentere. Det er dog mit indtryk, at de har en særlig historik med Roskilde, og at det er der, de vil spille, når de spiller på en dansk festival. Det må man jo respektere. Men mange af dem, det var vigtigt for os at gå efter, har vi faktisk fået, blandt andre Tame Impala og Foals, og ellers er der jo en festival igen til næste år.

Hvordan ligger billetsalget lige nu, og regner du med, at I får udsolgt?

– Billetsalget går efter planen, og vi har en forventning om, at vi får udsolgt. Ikke mindst fordi vi har øget musikbudgettet så markant i år, med otte millioner, fra 27,5 millioner til 35,5 millioner.

Hvorfor er musikbudgettet steget?

– Vi vil gerne lave så god en festival som muligt, og som er konkurrencedygtig ikke bare i Danmark, men i hele Europa. Det har vi så også fået at vide, at vi er, idet vi vandt prisen for Best Medium Sized Festival ved European Festival Awards i Groningen, Holland i januar. Og vi må konstatere, at prisniveauet for kunstnere er konstant stigende. Det handler om udbud og efterspørgsel.

Ingen kvindelige hovednavne

I år er 18 procent af de optrædende navne kvinder – i alt syv ud af 39, en lille fremgang i forhold til sidste år, hvor tallet var på 14 procent. Hvis man ser på, hvor stort I skriver navnene på plakaten, er der dog ingen kvinder blandt jeres hovednavne og kun ét blandt de mellemstore, nemlig Tove Lo – resten skal findes blandt de mindste navne. Hvorfor er der ikke flere store kvindelige navne?

– Det er tilfældigt. Sidste år havde vi jo Björk som et ultimativt hovednavn, så hende kan vi ikke også have i år. Det er bare ikke et supermarked, hvor man kan hive ned fra hylderne, og vi har været i dialog med rigtig mange kvindelige kunstnere, store, som små, som har valgt at spille på andre festivaler eller har spillet deres egne koncerter. Det er mit klare indtryk, at der er øget fokus på kvindelige kunstnere i disse år, og derfor har en del af dem også skruet deres honorarer op. Det er en spændende udvikling, og man kan jo kun håbe, at de får flere penge og flere jobs, men det betyder så, at det ikke er altid, vi kan være med.

Men er 18 procent kvinder okay med dig?

– Jeg har ærlig talt ikke lavet optællingen selv, for det er ikke noget, vi kigger på. Vi går meget op i at præsentere et balanceret program genremæssigt og aldersmæssigt, men de kvinder, der spiller, skal ikke spille her, fordi de er kvinder, men fordi de er gode. Nogle af de store kvindelige kunstnere har jo en profil, som måske er lidt for poppet til NorthSide, for eksempel Miley Cyrus, som til gengæld passer fremragende til Tinderbox. Og store navne som for eksempel Beyoncé og Ariana Grande er dyrere end vores samlede budget.

Hvem er din drømmebooking, som er realistisk?

Nick Cave har jo spillet her før, men han er altid velkommen tilbage, og det samme gælder Arcade Fire og mange andre, der har spillet her før og er navne, man forbinder med os. Men det ville da også være skønt med en NorthSide-debut til både Nine Inch Nails og Massive Attack. 

NorthSide og Tinderbox, som har samme ejere og bookere, har aldrig haft udsolgt samme år, selvom det var tæt på sidste år. Tror du, det sker i år?

Det har vi da en ambition og en forventning om. Vi har sammensat nogle meget stærke programmer, som fortjener det.

Sidste år med cigaretsalg

Som festivalen tidligere har offentliggjort, bliver 2019 det sidste år, hvor man kan købe cigaretter på festivalen, fortæller John Fogde.

– NorthSide skal fortsat være et fristed, hvor vores gæster kan hygge sig og være sammen med vennerne. Folk skal derfor fortsat have lov til at ryge deres medbragte cigaretter på pladsen. Men salg af cigaretter vil ikke længere finde sted på pladsen, og vi kommer også til at omtale rygning i vores eksisterende Vis Hensyn-kampagne (hvor festivalen også opfordrer folk til ikke at snakke foran scenerne, red.). Der er mange, der køber deres første cigaretter på en festival, og det ønsker vi ikke at medvirke til eller tjene penge på.

Kunne man forestille sig, at I på længere sigt bliver en festival med særlige rygeområder, eller måske en helt røgfri festival?

– I første omgang må vi følge dansk lovgivning og se, hvad der sker dér. Det er en dialog, vi må tage med vores publikum, men lige nu føler vi ikke, det er et ønske fra vores gæster, at vi skal gå i den retning, siger John Fogde og minder om, at festivalen i både 2019 og 2020 finder sted på den nuværende placering i Aarhus Ådal, inden den i 2021 flytter til Eskelund cirka tre kilometer sydvest for centrum.

Hvor mange billetter sætter I i salg i år?

– Samme antal som sidste år, så når der er udsolgt, er vi i alt 35.000 hver dag inklusive gæster, musikere, presse og frivillige.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA