Dette var årets bedste Spot-koncerter – og en enkelt svipser

Dette var årets bedste Spot-koncerter – og en enkelt svipser

Spot Festival er veloverstået for denne gang, og tidligt lørdag aften blev der meldt udsolgt. GAFFA nåede i år at anmelde 40 koncerter ud af de mere end 200, der var på programmet. To af de anmeldte koncerter, Artigeardit og Ravi Kuma (billedet), fik de maksimale seks stjerner, mens et dusin fik fem. Nedenfor følger de bedste koncerter ifølge GAFFAs anmeldere.

I den nedre afdeling var der kun én koncert, der fik to stjerner, og ingen fik mindre. Det var den ellers så roste Noah Carter, som slap noget uheldigt fra sin optræden på Spot.

Klik på kunstnernavnene for link til anmeldelserne nedenfor.

Artigeardit ******

"På en gang slås man af den spinkle og beskedne skikkelse, mange rappere har, som om det næsten bliver et overlevelsesvilkår i brutale omgivelser i et spørgsmål om, hvem der kan bide fra sig. men samtidig bliver jeg også slået af en varme over at se nogen vende tilbage til den klassiske formel for en rap-koncert, hvor man ikke behøver opfinde visuals eller dansetrin for at kunne få en koncert op at stå. Der er rim, der skal spyttes, plain and simple. Og det gør Artigeardit. Fy for satan, hvor gør han det!"

Ravi Kuma ******

"Jeg tillader mig lige at opholde mig ved Sharon Kumaraswamy. Hun er simpelthen for vild. Der findes ikke mange ude i det ganske land, der har samme vilde energi, som Kumaraswamy – og dette endda helt uden at miste besindelsen. Hun er i total kontrol og har publikum præcis dér, hvor hun gerne vil have dem. Sammenligningerne mellem Ravi Kuma og prominente navne som Die Antwoord og Rage Against the Machine kan helt sikkert tilskrives det faktum, at Kumaraswamy formår at generere samme aggressive energi hos sit publikum som Die Antwoord og Zack de la Rocha fra Rage Against the Machine. Og så krydrer hun lige det hele med lidt politiske budskaber og en god portion selvironi og humor."

Bremer/McCoy *****

"Det var så befriende at opleve, at musikken uden ord stadig kunne være så let tilgængelig og fuldt forståelig. Duoen formidlede enkeltheden i deres egen, reneste form, som kun Bremer/McCoy kunne gøre det – for de bevægede sig i et udefinerbart grænseland, men var meget veldefineret i eget udtryk, hvor de evnede at mikse modaljazz og reggae med et elektronisk touch – såvel som med en masse andet."

Chinah *****

"Jeg har set gruppen live flere gange før og forventer derfor en fin, firstjernet forestilling. Også selvom bandets nyligt udgivne debutalbum Anyone er betydeligt mere mørk og eksperimenterende end de to elektropoppede ep-forgængere, Once the Lights Are On og Hints. Alligevel er det, som om gruppens musikalske transformation først går op for mig, da jeg ser dem live igen." 

The Entrepreneurs *****

"The Entrepreneurs har nemlig helt og aldeles sin egen lyd. I hvert fald på den danske musikscene. Det er lyden af guitarstøj, men det er samtidig en melodiøs og genkendelig form for støj, som eksempelvis nummeret ”Be Mine”, hvor Jonas Wetterslevs trommespil leverede et perfekt bagtæppe til forsanger og leadguitarist Mathias Bertelsens lydmur. Ej at forglemme Anders Hvass’ bidrag på bassen i denne henseende samt den smukke belysning, der skiftevis blændede op og ned for bandet i takt til lydfladerne og dermed understøttede det musikalske udtryk på fornem vis uden at overgøre det."

Fraads *****

"Det stikker allerede af ved ”Farlig Danser”, som ikke bruger mange andre remedier end de bløde keys, den TUNGE bas og et solidt skud adrenalin hos Papa, og det hele gynger på den fede måde." 

Kwamie Liv *****

Med udgangspunkt i hendes debutalbum Lovers that Come and Go blev ”Sweet Like Brandy” startskuddet for koncerten og understregede, hvordan Livs stemme både kunne være melankolsk og underspillet sexet på én og samme tid. 

Liss *****

"Tonerne fra scenen bredte sig som en rus ned blandt rækkerne i Store Sal, så man ikke kunne undgå at blive opslugt af gruppens farverige univers og blive en smule høj på livet." 

Monti *****

"Sebastian Bang Monti er dels noget så forholdsvis usædvanligt som en engelsksproget dansk rapper, dels er han vanvittigt teknisk dygtig. Hans flow er imponerende, hans diskret amerikanske udtale er uden hørbar dansk accent, hans ordforråd er stort og rimene originale, og så er det til at leve med, at nogle af teksterne dyrker en vis gangsta-retorik, som jeg tror ligger et stykke fra Sebastian Bang Montis eget liv."

The Oceans *****

"De to gutter virker yderst professionelle, og man har umiddelbart fornemmelsen af, at de har stået på scenen utallige af gange før med hver deres guitar, som de mestrer til fulde." 

M. Rexen *****

"Guldet blev serveret med flotte vokalharmonier både i de helt dybe og i de høje tonelejer og elegant fingerspil på akustisk som elektrisk guitar. Der var tablassang, håndklap og stampen i jorden, så det ikke bare kunne høres, men også mærkes i det lille rum." 

Nicklas Sahl *****

"Det kræver sin mand at fylde den store scene i Musikhuset, men er der nogen der kan, så må det være Nicklas Sahl. Faktisk bevægede han sig så hjemmevant rundt på de mange kvadratmeter, at man kunne mistænke ham for at have gjort det tusinde gange før." 

Wiinston *****

"Det er en aften, hvor intet synes at kunne slå Wiinston ud, om det så er club-vibes, ukulele, countryfornemmelser eller noget helt fjerde." 

Jenny Wilson & Who Killed Bambi *****

"Da strygerne blev talt ind til i par at spille de fire gennemborende toner på ”RAPIN*”, var det chokerende. Nogle hujede og klappede, andre sad måbende tilbage. Det var umådeligt stærkt udført, og den uhyggelige sang blev om muligt endnu mere ubehagelig." 

Og...

Noah Carter **

"Det går til gengæld helt galt på ”City of Sin”, hvor teksten simpelthen ikke lige står klart i erindringen for den ellers sympatiske musiker, på trods af at han inden da erklærede det som en af sine personlige favoritter. Han beder halvvejs inde om at få spillet nummeret forfra for at prøve igen, ooooog igen går det galt."


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA