GUIDE: 18 timers OK til din Computer – del 1

GUIDE: 18 timers OK til din Computer – del 1

GAFFAs skribent Simon Heggum har sat sig for at høre samtlige 18 timer af de netop udgivne Radiohead-minidisks og udarbejde en guide. De næste tre dage kan GAFFAs læsere nyde skribentens tur ind i OK Computer's outtakes og opleve skribentens egen forstand forsvinde i takt med de mange timers musik. Dette er del 1.


Det var på egen opfordring, at jeg tog på mig at ”anmelde” samtlige 18 timer af Radioheads stjålne minidiscs fra OK Computer-tiden. At høre samtlige 18 timer igennem ved anmeldelsens undfangelse har været decideret umuligt for en voksen mand med andre interesser, en samboende kæreste og noget, der ligner et liv. Men samtidig er det jo Radiohead! Det band, der har været soundtracket til alle store beslutninger i mit liv, siden jeg var 15 (jeg købte min første pakke økomüsli til tonerne af Hail to the Thief).

Halvt inde i tredje ”minidisk” MD113 begyndte det dog at sortne for mine øjne og ører, og det gik op for mig, at jeg måtte lægge stilen om! Så her, højtærede GAFFA-læser følger endnu engang en noget alternativ GAFFA-anmeldelse fra min side. En dagbog over undertegnedes småsyge rejse ind i skabelsen af et af den alternative rocks mesterværker og hvordan det kunne have lydt. Fremmedgørelsen i 18 timers demoer, jams, navlepillerier og et ufuldstændigt forsøg på at gøre Hammond-orgelet til det nye hit. Spoiler: Det skete ikke!

MD111 – MD113

Fokus er udelukkende på Radiohead. En kop varm kaffe er brygget, og jeg sætter mig med en notesbog i min sofa. En skrabet version af OK Computers helt store sang: ”Exit Music (for a Film)” glider ud af højtalerne og lader mig vide, at de næste 18 timer ikke blot vil være en interessant rejse ind i hele den arbejdsproces, der lå bag mesterværket fra 1997, men en decideret blandet landhandel.

På dette tidspunkt er arbejdstitlen ”Poison”, og udførelse og melodi er stadig ”shaky”, hvis man skal være sød over for den unge Thom Yorke. Det er værd at notere, at dette ikke kun er en tidlig version af ”Exit Music”, men også af ”Life in a Glasshouse”, der senere dukkede op som en uforlignelig dødsjazz-klage på den undervurderede Amnesiac (2001). Minidiscs (Leaked) er et overflødighedshorn af den slags, hvor også ”Airbag” og ”Paranoid Android”s udvikling kan følges på nært hold.

Dog fornemmer man også hurtig formatets skyggeside, da de to første disks indeholder uendelige gentagelser af nærmest identiske takes af andre sange – eksempelvis ”I Promise”, som dukker op 14 gange i løbet af de 18 timer i alt fra bandøvere, soundchecks til liveversioner. Vel at mærke uden at ændre sig ret meget, andet end få tekstbidder. Samtidig er det da sjovt at høre rockeren ”Electioneering” i en version, der er tættere på The Bends, men sangen er klart et af de svageste numre på OK Computer, og så meget ændrer den sig hellere ikke.

Mest interessant er ”Attenzione”, som er en sang, ingen anede fandtes, før den dukkede op på et bonus-kassettebånd, der fulgte med ”ultra-mega-super-deluxe-boxsæt-versionen” af OK Computer, sidste år. En sang, som på disse minidiscs pludselig fremstår som en sang, der blev taget seriøst af bandet, men altså aldrig nåede til den fælles hjernebark.

Klassikeren ”True Love Waits” dukker også op på de første discs. En hjerteskærende sag, som i mange årtier har været kendt som en af Radioheads største ”lost songs”, og samtidig var notorisk kendt for ikke at kunne blive færdiggjort, ind til den endelig dukkede op som den hjerteskærende afslutter på bandets seneste plade, A Moon Shaped Pool. Det er sjovt at høre bandets famlen rundt i blinde med denne sang, men faktum er, at bandøver-versionen på disc 1 er en fatal fejl af keyboard-arpeggios og smagsfornærmende wah-guitar.

Så er MD133 lidt mere interessant, fordi der dukker en række sangidéer op med Thom Yorke alene på guitar. Kvaliteten er mildest talt svingende og kvaliteten af sange og optagelse er til at tage og føle på, men det er alligevel skægt at høre en større sammenhæng mellem The Bends og OK Computer, hvor især ”Oranges” og ”$ Island” sagtens kunne have været outtakes fra The Bends. Sidstnævnte i så høj grad, at den visse steder minder om ”Fake Plastic Trees”. Jeg er nu tre timer inde i vanviddet, men min interesse er stadig stor. Jeg føler mig i godt selskab i Oxford-gruppens kogekøkken.

MD114 – MD115

I løbet af disk 3 og 4 skærpes Radioheads interesse for elektronisk musik (mens min falder). En interesse, som i første omgang kunne høres i små doser på OK Computer og senere i karrieren. Det er da meget sjovt at høre skitsen ”Soft Pain” udvikle sig med flere og flere spor, og man kan sagtens spore tendenser fra disse tidlige elektroting frem til Kid A og den senere The King of Limbs, men materialet minder nok mest om Thom Yorkes soloplader, især The Eraser, dog uden at ramme genialiteterne fra nogle af disse plader.

Dertil bliver ”Stay Calm” aldrig mere end en fluks ide. Mere interessant er det at høre en stillestående instrumentalversion af ”True Love Waits”, der dog igen lider af en voldsom rådvildhed. Det er tydeligt, at det har været svært for bandet at finde den rette indpakning til denne sang, hvortil det er lettere grinagtigt, at det færdige resultat på A Moon Shaped Pool er så enkelt.

Min tålmodighed begynder dog lige så stille at blive udfordret af de tusinde øvelokaleoptagelser af vilkårlige OK Computer-sange, hvor de endeløse versioner af ”Paranoid Android” og ”Airbag” specielt begynder at være en udfordring. Jeg kommer til at savne en kurator, der kunne have udvalgt endelige outtakes for at vise sangenes udvikling. En ting som The Cure eksempelvis gjorde på deres deluxe-remaster af debut-albummet Three Imaginary Boys, hvor man kunne følge klassikeren ”10:15 Saturday Nights” udvikling fra sagte orgeldemo, over albumåbner til støjede sætafslutter. Samme indblik i især ”Airbag”s tilblivelse, bliver ikke lige så interessant, da sangen i bund og grund først tager form i postproduktionen til OK Computer.

”Paranoid Android”, oftest nævnt som bandets store rockklassiker, er straks mere interessant. Men nummerets prog-inspirerede sammensætninger gør også de mange jams decideret ulidelige, og når du støder på den fjerde Jonny Greenwood orgel-solo, melder en vis livslede hos dig. Mere interessant er det at høre bandet famle sig igennem tidlige versioner af Kid A-afslutteren ”Motion Picture Soundtrack”, der konstant fejler ved nærværet af et fuldt band. Kun på solo-optagelserne med Thom Yorke står sangen frem som det vidunder af en dødsballade, den er. Et udgangspunkt, som bandet klogt nok tog, da de endelig indspillede den.

Metaltrætheden viser sig. Av! En tidlig jamversion af b-siden ”Palo Alto” lyder skrækkeligt. Den sære mellotron-jam ”Touchies + Feelies” kunne have været interessant, men sopper rundt i de samme par akkorder i alt for lang tid. En anden sang, der bliver et interessant bekendtskab, er ny-klassikeren ”Nude” fra In Raibows, der båder kommer i en slæbende orgel-version, af superfans kendt som ”Big Ideas”, men som på disc 5 skæres ind til benet i en skrabet, akustisk demo, som nærmest er en helt anden sang. Sjovt, men ikke kønt.

Til gengæld har de mange versioner af ”No Surprises” ikke fået mig ned med nakken endnu, og de taler nok til faktummet, at sangen faktisk er en af de skjulte trumfkort i Radioheads bagkatalog. Det bevidner demoerne også om, da sangen nærmest har været det samme, siden den hed ”No Surprises Please” og havde et andet motiv i teksten. Eminent!

MD116 – MD117

Jeg er selv musiker og øver på ugentlig basis i et band. Vi indspiller konstant de nye numre, vi øver op. Det er dog imidlertid ekstremt uinteressant for andre end os selv at høre disse optagelser, men vi har heller ikke hardcore fans og mesterværk på samvittigheden. Derfor er disk 6 et kærkomment brud med de mange studieøvere, da den kun består af Yorkes hjemmedemoer. Dog er halvdelen af det akustiske materiale totalt forglemmeligt, og den anden halvdel er skændet af helt elendig lyd.

Blandt de få interessante indslag er In Rainbows-outtaket ”Last Flowers”, der er på nippet til at være uigenkendeligt, mens ”Life in a Glasshouse” endelig har frigjort sig fra ”Exit Music”, og blevet en sang for sig selv. Mest interessant er dog skæringen ”Our Guarantee to You”, der ligger tidligt på disk 7 og sagtens kunne have passet ind som en udmærket b-side på den posthume Airbag/How Am I Driving?-ep.

Mine håndflader er begyndt at blive klamme på turen ind i disk 7, som ikke føjer ret meget nyt til galskaben. Sjovt er det da at slagsangen ”Karma Police” her dukker op i shaky, guitarbårne versioner, hvor Yorke synger ”This is what you get when you fuck with me!” i en meget skæv falset, men det lyder også som et efterskoleband, der forsøger at være edgy. Det begynder at gå op for mig, hvor stort et arbejde producer Nigel Godrich har lagt i OK Computer, og hvorfor han med rette kan kaldes det sjette medlem af bandet. Der er ingen tvivl om, at Radiohead var et helt andet band efter udgivelsen af pladen, end de er på de her optagelser.

Men det nu sjovt at høre en famlende version af ”Airbag”, der det ene sekund lyder som Queens of the Stone Age, for derefter at gå over i en fæl funkbas, som man er glad for forsvandt til fordel for Colin Greenwoods dubbede udsving på den endelige indspilning. En uheldig version af ”Last Flowers” vidner om endnu en sang, der helst skulle holdes i sin umiddelbarhed, mens uudgivne ”I Need a Job” ikke glimrer ved andet end et fokus på et lettere kluntet guitarbreak, som sikkert ville lyde godt i en anden sammenhæng, men som ikke bærer sin egen sang overhovedet.

Mest interessant er det nok i virkeligheden at høre den 12 minutter lange version af ”Let Down”, der på plade er noget nær den perfekte sang. Sangen er kendt for at være svær at spille (den er polyrytmisk, red.), og det er derfor interessant at høre, hvordan Radiohead lige så stille finder frem til den endelige form i løbet af de 12 minutter. Sangen besidder i denne version også et langt mellemspil, der minder ret meget om postrockens hypnotiske tendenser.

Dog er det mest vanvittige det utroligt lange funkjam (!) som ender disk 7, som endegyldigt viser, at Radiohead skal holde sig fra funk. Komplet med uheldig wah-guitar, tynde guitarsoloer og Thom Yorke, der synger: ”I am not cool enough/I am not school enough”. Bedst er breaket hvor Yorke udbryder: ”It’s like Station to Station (et David Bowie- mesterværk! red.)”. Nej Thom, det er det ikke! Det her er simpelthen bare ”corny as fuck!”.

Følg videre i vanviddet i del 2 i morgen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA