RAVI KUMA: Lyrisk naivitet med en brummen i hjertebarken

RAVI KUMA: Lyrisk naivitet med en brummen i hjertebarken

I august sidste år blev duoen Ravi Kuma kåret som vindere af KarriereKanonen. Deres musikalske gøren er sidenhen skudt af sted i en eksponentiel kurve opad. Med et debutalbum til fem stjerner i GAFFA og et væld af energiladede optrædener bag sig har de manifesteret sig som en musikalsk mastodont i det danske vækstlag.

– Det er som at tænke tilbage på sine teenageår. Sådan ”wow, hvordan er jeg overhovedet den samme person?” spørger producer Aske Knudsen, der er den ene halvdel af duoen Ravi Kuma, retorisk.

Det er knapt ti måneder siden den varme eftermiddag i Bøgeskoven, hvor duoen kunne løfte trofæet over hovedet. Det har været ti måneder, hvor der er blevet arbejdet intenst på deres lyd, og hvor milepælene har stået i kø. De er derfor slet ikke i tvivl om, at det er to skarpere musikere, GAFFA møder på en af årets første sommerdage lidt uden for København,

– Vi er blevet meget dygtigere og klogere på branchen, på musikken og på os selv. Det er som om, at de overvejelser, man havde dengang, virker helt barnlige nu, hvor man står og kigger tilbage på dem, fortsætter Aske Knudsen.

I Ravi Kuma er Aske Knudsen manden bag beatsene, hvor rapper Sharon Kumaraswamy er den karismatiske stemme, der får musikken helt ud over scenekanten. Essensen af duoen er unægtelig den samme som altid, men de er mere bevidste om, hvad de inviterer ind til.

– Jeg synes stadig, at vores musik har samme punch og samme charme, men vi er blevet opmærksomme på, hvad vi er gode til – og bedre til det, vi er dårlige til, konstaterer Aske Knudsen, hvilket får den anden halvdel af duoen, rapperen Sharon Kumaraswamy, til at udbryde et grin.

Forløbet ved talentprogrammet dannede en solid grobund, hvorfra de har fået både gode råd, oplevelser og anciennitet med sig i deres spirende karriere.

– Det vigtigste, vi tog med os, er nok noget så corny som ”at have sig selv med”. Vi mærker hele tiden efter, om det nu også er det her, vi vil. Og helt ærligt? Det er vi fuldstændigt sikre på. Vi har hele tiden os selv med, fortæller Knudsen.

At mærke efter og have sig selv med er også derfor, begge stadig har et arbejde ved siden af. Nok er der ikke tid til at lægge lige så mange timer i det, som før de musikalske motorer blev tændt, men det er vigtigt for dem at vide, at det ikke handler om penge. Det handler om musikken.

Støj fra Rio og Indien

Lyden af Ravi Kuma anno 2019 støjer mere, men er samtidig mere strømlinet – og så har de mistet et R. For nogle måneder siden gik gruppen nemlig fra at hedde Ravi Kumar til blot at være Ravi Kuma. Bandnavnet er en forsimpling af Sharons fars navn. De forklarer, at det at hedde Ravi Kumar i Indien lidt er det samme som at hedde Simon Jørgensen i Danmark. R’et blev smidt væk for at bibeholde det unikke i navnet.

Det er ikke kun i navnet, at duoen har vendt opmærksomheden mod varmere himmelstrøg. Den energi og tilstedeværelse, de ønsker at give deres publikum under koncerterne, har Sharon taget med hjem fra Rio.

– Jeg havde boet der i noget tid, da der var karneval i byen. Jeg blev virkelig inspireret af stemningen. Selvom der var protester i byen, skete der pludselig alle mulige ting rundt om de protester. Det hele gik op i en højere enhed på grund af karneval. Alle stimlede sammen, erindrer hun om rejsen.

At opleve mennesker med glitter i hovedet og tylskørt på, som stod blandt festlige karnevalstrommer, mens de udbrød kraftfulde protesthymner, fremkaldte en følelse af sammenhold, hun ikke før havde oplevet.

– Jeg tror, det kickstartede en tro på, at vi kunne skabe en fest og samtidig have en eller anden større mening omkring det. Det var en følelse, jeg havde lyst til at give videre til en masse mennesker, fortæller den 26-årige rapper.

Genremæssigt frirum uden regler

Festen endte med at blive til rundt om højoktant hiphop. Genremæssigt lå det dog ikke umiddelbart til højrebenet for duoen. De er begge uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium, hvor Aske Knudsen har studeret elektronisk musikkomposition, mens Sharon Kumaraswamy har læst afrikansk musik- og dansekultur. Hiphop og hårdtslående rap var derfor et frirum, hvor de ikke skulle tænke i ambiente lyde og harmoniseringer.

– Der er en glæde ved det (hiphop, red.). Det er der, vi føler os frie, siger Kumaraswamy.

– Især fordi vi ikke er bundet særlig meget af de traditionelle hiphop-traditioner. Vi kan godt se, at der er et mønster i vores musik, men vi tænker ikke så meget over genrer. Vi laver bare det, vi synes lyder fedt, tilføjer Aske Knudsen.

Selv uddyber Kumaraswamy, at hun dog har taget sin fortid som gospelsanger med ind i Ravi Kuma.

– Jeg lærte at distorte min stemme gennem gospel. Det kan jeg bruge rigtig meget, når jeg rapper, så jeg ikke smadrer min stemme. Man kan sagtens synge rap på den måde!

Deres tilgang til hiphoppen er derfor, at det er en genre, der ikke er blevet ”overakademiseret”, som de selv beskriver det. Og når man ikke kender reglerne, kan man gøre, hvad man har lyst til, lyder det fra duoen.

– I rapmusik kan man sgu godt bare nøjes med en bas og nogle trommer – og så kører det bare derudad! Man kan sige rigtig meget og udfolde sig på en helt anden måde gennem lyrikken. Man skal ikke holde sig inden for en opskrift, forklarer Sharon om kærligheden til genren.

Rollefordelingen i musikken er helt klar. Hvor Aske Knudsen står for at lave beatsene, kommer teksterne fra Sharon Kumaraswamys lyriske univers. Et univers, hvor publikum skal kunne synge med, og hvor teksterne gerne må være naive og umiddelbare. Så længe der er en eftertænksomhed ved det. Én, der måske ikke er til at spotte ved første øjekast med tekster som ”Why’ you motherfuckers keep staring at my dick?”

– Uanset hvad man prøver at gøre, så handler det stadig om køn, men en ”dick” kan være alt, forklarer Sharon om sangen ”Stop Staring at My Dick” og fortsætter:

– Jeg sagde faktisk engang til en koncert: ”Prøv lige og hør her! Vi har alle sammen en ”dick”. Om det er din baggrund, din hudfarve eller hvor du kommer fra”. En ”dick” er noget, der afsporer en samtale eller debat fra sit fokus.

Kaos gennem planlægning

Energien fra Rios karneval er unægtelig rejst med Sharon hjem til Danmark igen. Deres måde at bombardere publikum med energi resulterede endda i seks stjerner fra GAFFAs anmelder ved Spot Festival for nylig.

Duoen forklarer, at deres optrædener ofte er planlagt ned til mindste detalje. Det er nemlig ud fra dette, deres spontanitet blomstrer.

– Vi planlægger egentligt mest for, at vi ikke har nerver på. På den måde har vi noget at læne os tilbage på, men det kan sagtens ende med, at jeg fucker det op alligevel, siger Sharon Kumaraswamy.

Der bliver hele tiden arbejdet hen imod, at koncerterne skal være så løsslupne, som de kan. Og når spontaniteten rammer, er det Sharon, der leder.

– Sharon er sindssygt god til at hive et nummer enten op eller ned i intensitet. Det er virkelig fedt, for vi vil gerne hele tiden have, at det næste nummer overgår det, vi er i gang med, lyder det fra 28-årige Aske Knudsen.

Publikum må gerne gå fra koncerten med en ”what the fuck”-oplevelse, slår de fast. Ligesom dengang duoen spillede på Egmont Kollegiet, hvor Sharon kravlede op på et tag midt under koncerten.

– Jeg sagde til folk, at det næste nummer handlede om, at man nogle gange godt kunne have lyst til at danse mega dirty med sig selv, og hvis nogen i publikum havde lyst til at gøre det på daværende tidspunkt, skulle de bare komme op på scenen, for så ville jeg kravle op på taget ved siden af, griner den unge rapper og fortsætter med at fortælle, hvordan hun endte med at være smurt ind i mudder, mens Aske måtte bede om hjælp fra en koncertgænger, fordi han ikke kunne se, om Sharon var ved at danse eller klar til at synge videre, fordi hun stod oven for ham.

– Det er altid sjovt at mærke publikum og se, hvor vi har hinanden henne. Sådan ”hvad skal vi lave i dag?” Vores koncerter er altid et samarbejde med publikum, siger Kumaraswamy.

Et demokrati for to

Siden Ravi Kuma startede i 2016 som et underholdende indslag til en julefrokost, er de flyttet til København og bor sammen i et kollektiv med to venner. Det er her, de arbejder og indspiller al musik. De er som søskende, forklarer de.

– Vi har aldrig rigtig forholdt os til, hvor meget arbejde det kræver af et venskab. Det er bare kommet glidende, og så tager vi de snakke, der opstår undervejs, konstaterer Knudsen.

– Demokrati er en svær størrelse, når man er to, for man kan ikke rigtig komme videre, hvis ingen vil rykke sig, fortsætter han.

Når det handler om musik, handler det for bandet også om følelser. Derfor var det i starten sværere, end det er nu, fordi de ikke ønskede at såre hinanden.

– Nu kender vi heldigvis hinanden så godt, at vi siger tingene, som de er. Hvis vi var tre, tror jeg dog, det havde været nemmere at blive enige nogle gange, slår Kumaraswamy fast med et grin.

De to musikere er klar over, hvor deres forskelligheder ligger, og hvorfor det netop er et godt match. Hvor Aske er glad for tal og statistikker, har Sharon tendens til at føle frem for alt. Der er dog ingen tvivl om, at de begge synes, det er bedre at være en duo frem for at være solo.

– Når vi kommer ned fra scenen efter en virkelig fed koncert, kan jeg godt komme i tanker om, at det her er musik, som vi har lavet. Musik, der ikke var blevet til, hvis vi ikke havde sat os sammen og lavet de her ting, lyder det fra Aske Knudsen.

En ode til den unaturlige lyd

Det første albumudspil fra duoen er netop udkommet. Med titlen Sub er det en ode til et instrument, en følelse og en lyd. Og en hentydning til subbassen, der med sine 40 hertz er den brummen, som kan mærkes i hjertekulen. En tone, ingen naturlige instrumenter kan producere, forklarer producer Aske Knudsen.

– Jeg har været forelsket i subbassen så længe. Jeg elsker den følelse, det giver, når man hører det live. Det er sindssygt magtfuldt, og det sætter et evighedsspor, fortsætter han.

For Ravi Kuma starter alle nye sange med en bas og en tromme, hvorefter Sharon tilføjer sine tekster.

– Det er meget do-it-yourself-tilgang, vi har, når vi laver musik, forklarer Sharon Kumaraswamy og fortæller, at ”Sub” er et album, der er blevet til på farten og mellem koncerter, hvorefter det er indspillet i det lille studie i hjemmet, hvor subbassen endda har sprængt et par højttalere under tilblivelsen.

Som Sharon ofte gør, noterede hun en lille tekstbid, da titlen ”Sub” var på plads. En notits og en forklaring på, hvad ”Sub” er:

– Sub is a tribute for everyone. The sublime, the subtle, the substantial, the subnormal, but mainly Sub is a tribute to ourselves and a shitload of sub bass.

For det er en fysisk oplevelse, slår Aske Knudsen fast og understreger duoens betagelse af den distinkte brummen i brystet.

Hestekræfter på Dyrskuepladsen

Næste skridt for duoen er deres koncert på Roskilde Festival, som bliver den største milepæl hidtil for bandet, forklarer de.

– Det bliver jo ikke større i Danmark! udbryder Aske med en ærefrygt i stemmen.

Det bliver den første koncert for bandet, hvor de har et album i ryggen, og hvor publikum kan synge med på flere end tre sange.

– Det er den vildeste følelse, når folk synger med, så at have vores album ude – det glæder jeg mig til! Men det betyder også bare, at jeg ikke kan improvisere lige så meget i teksterne, griner Sharon, men bliver afbrudt af Aske:

– Det skal du da bare gøre! Du gør bare fuldstændig, som det passer dig!

Det musikalske og venskabelige match mellem de to musikere er ikke til at undgå, hvilket ses både på scenen og under interviewet.

Når Roskilde Festival er ovre, skal Ravi Kuma spille rundt om i landet hele sommeren. Noget, duoen unægtelig ser meget frem til.

– Det føles lidt som at gå fra en Fiat Punto til en Ferrari. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det her jo må stoppe på et eller andet tidspunkt. Der kan ikke blive ved med at være så mange milepæle. Det kan ikke blive ved med at være sådan her, afslutter Sharon Kumaraswamy med en henvisning til, at karrierens og musikkens mange hestekræfter kun lige er begyndt at vise tænder.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA