x

KOMMENTAR: Streaming-algoritmer ødelægger musikdiversiteten

KOMMENTAR: Streaming-algoritmer ødelægger musikdiversiteten

Måden, vi opdager ny musik på, har ændret sig. Analog musikopdagelse er på vej ud, antallet af radiostationer, specielt med public service-hensyn, er nedadgående, og musikmedierne er stærkt udfordrede. Det er blevet nemmere at lade streamingtjenesterne om sagen.

Nylige undersøgelser viser, at kun 7,3 procent af danskerne opsøger ny musik på egen hånd, hvilket understøtter tjenesternes sovepudefunktion. Vi skal i denne sammenhæng huske, at disse tjenester udelukkende arbejder ud fra kommercielle hensyn. De er til for pengenes skyld. Samtidig med, at vi overlader vores dyrebare opmærksomhed til de kommercielle streaming-giganter, overlader vi den også til algoritmerne.

Men de teknologibaserede algoritmer har ingen musiksmag; de bygger på tal og statistik, der giver dig den musik, den tror du vil have, for at få dig til at blive på tjenesten. Algoritmerne har ikke et kulturelt eller romantisk ønske om at levere et bredt musikrepertoire til forbrugeren.

I dag står streaming for størstedelen af den samlede omsætning i musikbranchen: I USA udgør streaming 65 procent af musikforbruget, og herhjemme ligger andelen på mere end 85 procent. Med andre ord har streamingtjenesterne en enorm magt i alle dele af fødekæden, når det kommer til hvem, der “bliver noget ved musikken”. Det leder os tilbage til streamingplatformenes rolle i udbredelsen af ny musik, og hvordan den clasher med primært at være bygget på databårne algoritmer, der tilgodeser kommercielle interesser.

Tjenesterne demokratiserer vores musikrepertoire ved at give os adgang til mest mulig musik på den nemmest mulige måde (hvilket i sig selv er en udfordring, eftersom uanede mængder af muligheder gør det umuligt for brugerne at vælge). Men samtidig med den såkaldte demokratisering fører streamingtjenesternes algoritmer os ind i små ekkokamre af vores egen smag. Det er ikke en god forretning at udfordre os for meget.

LÆS OGSÅ: Den danske koncertkultur anno 2019

I disse lukkede kanaler modtager musiklytterne kun ekkoer af det, de i forvejen lytter til, mens resten frasorteres. Et eksempel på et ekkokammer er en playliste som My Mix. Playlistens algoritmer blander sange, du i forvejen har på dine egne playlister med nye sange, der minder om dine favoritter. På papiret er intentionen god, fordi listerne blander nyt og gammelt, men faktum er, at algoritmen, der står bag My Mix, hverken udfordrer eller udvider – og tilmed ofte rammer helt ved siden af. Igen fordi en datakode hverken kan have smag eller diversitetsønsker.

Jeg oplevede for ganske nyligt et komisk eksempel på denne problematik. Sidste gang algoritmen valgte en sang for mig, afspillede den Thomas Helmigs lalleglade 90’er-hit “Stupid Man”, efter jeg selv havde igangsat Pernille Rosendahls dunkle og synth-bårne “The Hurt”. Dét mente algoritmen var det perfekte match til mig. Jeg ser regnestykket for mig: De er begge danske, de synger begge på engelsk. Bevares. Men det er med musikalgoritmer som med datingalgoritmer – de vil aldrig kunne afkode din specifikke smag. 

Heldigvis findes der også playlister, der kurateres af mennesker og ikke blot teknologiske algoritmer. Og eftersom playlister i dag betragtes som de nye radiostationer, er denne del vigtig i forhold til at opdage ny musik. I dag er magtmændene i musik ikke folk som Lars Trillingsgaard (strategisk musikchef for DR Kultur og tidligere musikchef på P3, red.) og Anders Wahrén (musikchef for Roskilde Festival, red.), men nærmere de udviklere, der bygger algoritmerne samt playliste-skabere som Tuma Basa (tidligere kurator af Spotitys verdenskendte playliste RapCaviar og nu chef for urbanmusik hos YouTube). Desværre er det langt de færreste, der sidder med den opgave, der er specialister eller professionelle musikformidlere.

LÆS OGSÅ: "Hugo Helmigs historie er et symptom på en musikbranche, der æder sine egne op indefra"

Desuden er playlisterne også underlagt kommercielle hensyn, hvorfor alsidighed og udfordring ikke er førsteprioritet i udvælgelsesprocessen. Playlister kan være den hjælp, lytterne søger, når de skal navigere i de uendelige mængder af musik, ligesom aviserne gør det med nyhedsstrømmen, men som det er nu, burde streamingbrugerne være mere kritiske.

I journalistikkens verden taler man om, at journalisterne har en kontrakt med demokratiet. En sådan kontrakt findes ikke hos streamingtjenesterne. Om end journalistiske medier til et vist punkt også er markedsdrevne, er idealerne markant anderledes. De idealer kunne algoritmer og spillelistekuratorer lære noget af. Se det som en investering i fremtidens musiklandskab.

I forlængelse heraf kan jeg ikke lade være med at tænke over, hvad der kan gøres. Svaret er naturligvis ikke sort/hvidt og skal findes et sted midt i mellem: Musikformidlerne skal være endnu skarpere, musikforbrugerne skal selv være mere opsøgende, og der skal være mere oplysning tilgængeligt om emnet. Men det, jeg ser som den egentlige udfordring er, hvordan vi tvinger streamingtjenesterne til at tage deres del af ansvaret. De har invaderet musikbranchen, taget over for radioerne og maler generelt størstedelen af musikbilledet i dag. Hvis man har den magt, bør man ligge under for en vis form for public service, således at vi sikrer diversitet og bredde i vores musikrepertoire – også selvom det er i hænderne på en streamingtjeneste.

Nicoline Steen, 29 år
PR Manager og uddannet cand. public.
Journalist på GAFFA siden 2013


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA